Jeg svor, at jeg aldrig ville falde til i denne bydel. Men så ændrede en flødekage alt

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Første gang jeg hørte om Eriks Bageri på Amager var for 2,5 år siden på et sommerkursus på Grundtvigs Højskole. Jeg sad til aftensmåltidet den første dag og beklagede mig over at være flyttet tilbage til Amager et par uger forinden efter at have boet knap 2,5 år på Nørrebro.

Tilhørerne af min tirade bestod blandt andet af to vaskeægte Ama’rkanere. Begge var kvinder i slutningen af tresserne, der var født og opvokset på “lorte-øen”. Og da jeg kom til punktet “manglende surdejsbagerier udenfor min hoveddør”, fik de nok.

“Der er ikke noget, Nørrebro har, som Amager ikke har!” påstod de.

Med knejsende nakker og indignation i stemmen fortsatte de i kor med et hævet toneleje: “Tag bare Eriks Bageri!”

Udover at det blev tydeligt for mig, at jeg personligt havde fornærmet dem, og at ingen af de to kvinder kendte til forskellen på en surdejsbolle og et rundstykke (og sandsynligvis aldrig havde smagt førstnævnte), så blev det også tydeligt for mig, at vores diskussion handlede om meget mere og noget helt andet end bare bagerier.

Nej, der var noget større på færde, noget nærmest eksistentialistisk: Spørgsmålet om, hvordan vores nærmiljø præger os og gør os til dem, vi er. Nærmiljøet former ikke kun vores hverdag; det former vores identitet, vores selvfortælling og endda vores følelse af social status og kulturel kapital.

Sagen var, at jeg ikke kun savnede surdejsbagerierne og de uendelige muligheder lige udenfor min opgang. Jeg savnede min stambodega, hvor jeg drak øl med veninderne, min lokale kaffebar hvor jeg kunne sidde og skrive, og at have stort set alle mine veninder boende indenfor en radius af en kilometer.

Men mest af alt savnede jeg at introducere mig selv med mit navn efterfulgt af ordene: “...og jeg bor på Nørrebro”.

Nørrebro, Københavns mest mangfoldige, vibrerende og kreative bydel, hvor alle prøver at skille sig ud og af samme årsag derfor ligner hinanden til forveksling, var blevet en del af min identitet, og derfor føltes det også som et decideret identitetstab at flytte derfra. Savnet og længslen efter området og efter den lille del af mig selv, jeg efterlod i det populære Stefansgadekvarter, forsvandt aldrig rigtig.

Så da jeg for en måned siden fik at vide, at jeg ville blive smidt ud af min lejlighed på Amager og derfor skulle finde noget nyt at bo i på tredive dage, så jeg det som en gylden mulighed for at vende hjem til Nørrebro – omend missionen føltes op ad bakke taget efterspørgslen og boligmarkedet i betragtning.

Det kom da heller ikke til at ske.

Skæbnen ville derimod, at jeg blev tilbudt en treværelses lejlighed på 73 kvadratmeter med en stor altan på fjerde sal til 10.000 kroner i måneden ubegrænset. (Til dem, der måtte sidde og tænke, at det er mange penge for en lejebolig, må jeg bare slå en ting fast: I København er det et kæmpe scoop). Der var bare én ting, der slog skår i glæden.

Måske I kan gætte det: Lejligheden lå selvfølgelig på Amager.

Sidste weekend pakkede jeg så de sidste flyttekasser ud i min nye lejlighed, udmattet og grådlabil efter to ugers kaotisk flytteræs. Og selvom jeg stort set cykler den samme vej på arbejde hver morgen, så føles noget alligevel markant anderledes.

På mange af mine utallige ture mellem den gamle lejlighed og den nye, fik jeg pludselig øje på alle gavlmalerierne i området, de store murermestervillaer i kvarteret på modsatte side af den trafikerede vej, og restauranter og cafeer jeg aldrig havde set eller hørt om før.

Men den største positive overraskelse fik jeg, da jeg tre dage efter flytningen besøgte Eriks Bageri for første gang nogensinde. 2,5 år senere end de to gråhårede Ama’rkanere anbefalede mig at svinge forbi den ikoniske bager.

Helt som ventet var der ikke nogle surdejsboller at finde i montrerne, men til gengæld var der overdådige mængder af alt fra flødeskumskager og franske vafler til rundstykker og rosenbrød.

Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg så et himmerige så fingerslikkende og mundvandsfremkaldende lækkert, at jeg måtte tage mig til hovedet for ikke at blive overvældet af sortimentet bag disken. Synet af kagecremesorgiet og de tykke glasurer fik mig næsten til at gå direkte sukkerkoma.

Aldrig har en medalje smagt så vidunderligt, som den jeg købte i Eriks Bageri den dag. Jeg tvivler til gengæld på - nej, jeg ved - at den ikke havde smagt lige så godt, hvis jeg havde smagt den i sommeren for 2,5 år siden. Der er en grund til, at det tog mig så lang tid at opsøge bageriet.

Men spørgsmålet er, hvad der helt præcist har ændret sig?

Alle de steder, jeg hidtil har boet i København, har været tidsbegrænsede eller midlertidige af den ene eller anden årsag. For første gang i mit voksne liv har jeg nu et hjem, der føles stabilt og trygt på trods af den høje husleje for én.

Jeg er ikke på vej videre, der er ikke andet at gøre end at overgive sig til øen og give slip på forestillingen om, at mit liv ville se anderledes ud, hvis jeg boede otte kilometer i den modsatte retning (og otte kilometer tager i øvrigt ikke mere end maks 25 minutter på cykel).

Det gik for alvor op for mig, da jeg sad i min vindueskarm og for første gang så det legendariske juleoptog på Amagerbrogade stryge forbi nede på gaden. At se julelyset blive tændt i gadelamper såvel som børneøjne og høre de barnlige hvin blande sig med tonerne af orkestret, der spillede ‘Santa Claus is coming to town’, resulterede i at tårer forvildede sig ned ad mine kinder. For første gang følte jeg mig for alvor hjemme på Amager.

Pointen er, at vi ikke altid selv kan forudse eller vælge, hvor vi ender. Jobmuligheder, boligmarkedet, økonomi, familie og kærlighed (og måske skæbnen?) har for meget at skulle have sagt.

Måske er det heller ikke så vigtigt. Det vigtige er derimod, at vi giver os selv tid til at lande der, hvor vi nu engang står – i stedet for hele tiden at have så travlt med at komme videre. Først når det lykkes, bliver det muligt at sætte pris på de muligheder, der findes lige uden for hoveddøren.

Også selvom de muligheder ikke inkluderer tre forskellige surdejsbagerier.