Jeg er træt af, at den måde, jeg lever på, føles midlertidig. Træt af at blive målt på, hvor tæt jeg er på at finde nogen

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg savner ikke en mand til at bære mine flyttekasser. Jeg savner, at nogen ved, hvornår jeg flytter.

Jeg savner ikke kernefamilien som ideal. Jeg savner, at der fandtes en struktur omkring alt det, der kom efter.

For det moderne voksenliv er stadig bygget op omkring en bestemt slags livsform: Én adresse. Én økonomi. Ét fælles skema og ét kompromis mellem to kalendere.

Og hvis du, som jeg, bor alene halvdelen af tiden, har børn, der skifter hjem, og et kærlighedsliv, der ikke længere er flettet ind i boliglån og praksis, men mere er noget med flygtige, sjove nætter og vin på nogens sofa, så opdager du hurtigt, hvor lidt af det hele, der egentlig er bygget til dig.

Det er ikke (kun) følelserne, jeg snubler over. Det er systemet. Det praktiske. Fraværet af en ramme, hvor et liv som mit ikke føles som en undtagelse, der hele tiden skal opfinde sine egne løsninger.

Det slår mig igen og igen, hvor meget af samfundet stadig forudsætter, at man er to. Ikke af kærlighed. Men af praktiske hensyn.

To til at koordinere børneuger, hente aftensmad og skiftes til at huske, hvad det nu var, der skulle ske tirsdag. To til at udligne hinandens skrøbeligheder.

Når man er én, bliver det hele mere elastisk. Ikke nødvendigvis sværere, men tungere.

Der er ingen, der griber. Man må selv finde rytme, gentagelse og mening, og på en måde opfinde sin egen måde at være voksen på. For hele modellen omkring voksenhed, især med børn, er stadig bygget til tosomhed.

Alt omkring os: økonomien, fridagene, udgifterne, højtiderne, er tænkt ind i en struktur, hvor man er to. Og når man ikke er det, bliver man den, der skal tilpasse sig.

Det fleksible element. Den, der “klarer det flot.” Og jo, jeg klarer det. Flot, I guess. Det gør de fleste af os.

Der er skemaer og fælles mapper, mødeindkaldelser, børnefødselsdage, logistik og backupplaner. Men der er en særlig, slidsom form for selvstændighed i at få det hele til at fungere alene.

Den bliver ofte forvekslet med frihed. Men frihed er ikke nødvendigvis at være alene.

Det er at kunne vælge, hvornår man vil være det. Og måske er det netop dét, jeg mangler: ikke en redningsaktion, ikke en ny partner, ikke en version af voksenlivet med færre opgaver og flere middagsaftaler, men en eller anden form for støttebånd.

Noget, der holder under det hele.

Et fællesskab, en struktur, en usynlig hånd, der siger:

“Du er ikke forkert. Det er modellen, der er for snæver.”

Og selvfølgelig længes jeg også efter tosomhed.

Ikke som løsning, men som noget at læne sig ind i.

Ikke fordi det er praktisk, men fordi det nogle gange er rart, at der er nogen, der ved, om man har sovet godt.

Men det er ikke der, mit behov starter.

Det starter i virkeligheden med et ønske om, at det liv, jeg har nu, ikke føles som en midlertidighed. At det kan få lov at være legitimt, også hvis det varer ved. At det ikke altid skal måles i, hvor tæt jeg er på at finde nogen igen.

For det moderne liv er stadig bygget til to.

Til fællesøkonomi, fælles ferier, fælles login.

Men hvad nu, hvis man er én, og ikke ved, om man bliver to igen?

Eller om man overhovedet vil det?

Så står man der. Med styr på det meste, men uden et system, der genkender én.

Ikke ustabil. Ikke svag. Bare lidt træt af hele tiden at skulle være den fleksible. Den, der regner det ud. Den, der tilpasser sig. Den, der får det til at fungere.

Jeg savner ikke nogen, der skal passe på mig. Jeg savner, at nogen spørger, hvordan vi passer på sådan nogen som mig.

For det er ikke mig, der er midlertidig.

Det er rammen, der er for snæver.

Og jeg tror jeg er færdig med at krympe mig selv for at passe ind i den.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.