Nu er det “pinligt” at have en kæreste. Men ønsker vi virkelig et liv uden tosomhed? Jeg gør ikke

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

“Hvad med jer singler, har I ikke noget sjovt at fortælle?!”

Spørgsmålet kom fra min kollega en fredag eftermiddag, hvor vi sad en gruppe på kontoret og fejrede en veloverstået arbejdsuge med en fyraftensøl.

Hurtigere end jeg kunne nå at svare “nej”, listede jeg mig ud på toilettet for at undslippe at svare. Lod det i stedet være op til en anden single i selskabet at underholde med anekdoter fra sit liv som deltidsfar og -dater.

Fordi imens singlekvinder verden over deler jubelscener af dem selv på sociale medier som TikTok og Instagram efter britisk Vogue deklarerede, at “det er pinligt at have en kæreste”, kan jeg ikke undgå at stille mig en smule kritisk over den forherligelse af singlelivet, der kommer til udtryk i videoerne. Det vender jeg tilbage til.

Fordi misforstå mig ikke: Det er en glimrende artikel! Den er velunderbygget, humoristisk og velskrevet - og jeg tror næppe, at journalisten bag, Chanté Joseph, havde regnet med at hendes artikel ville ende med at gå decideret viralt på tværs af kloden og sende trykbølger gennem medielandskabet på den måde, som den har gjort.

I artiklen beskriver hun, hvordan vi på sociale medier har bevæget os ud af den digitale kæreste-sfære, “(...) hvor kvinders onlineidentiteter kredsede om deres partneres liv”, og hvor “(...) kvinder blev belønnet for deres evne til at finde og fastholde en mand, med øget social status og ros.”

Til gengæld er vi trådt ind i en ny æra, hvor dét at være i et forhold ikke længere bliver betragtet som en bedrift, hvorimod der ligger et statement i at erklære sig single, skriver Joseph.

I skrivende stund har hendes TikTok-video, hvor hun deler indsigter og tanker om artiklen, mere end 5,7 millioner visninger, og over 10.000 kommentarer. I en af kommentarerne skriver en kvinde blandt andet: “Vi er de første kvinder i VERDENSHISTORIEN, der kan leve som vi vil”.

Ifølge Amanda Mouritzen, der er ph.d.-studerende på Aarhus Universitetet, hvor hun forsker i unge danskeres TikTok-vaner, så er der flere årsager til, at artiklen er gået viralt. Det fortæller hun til TV2. En af årsagerne er, at den provokerer.

– Der opstår altid to lejre, når sådan noget går viralt. Der er dem, der genkender det, og så er der dem, der er kritiske, forklarer hun i artiklen.

Ifølge Amanda Mouritzen finder man i den ene lejr de såkaldte “tradwifes” - hjemmegående kvinder, der dyrker og hylder de traditionelle kønsroller - imens man i den anden lejr finder de kvinder, der i modsætning til tradwifes hylder uafhængighed og fraværet af behovet for en mand.

Det er ikke fordi, jeg har lyst til at placere mig selv i lejren hos de højreorienterede husmødre - og jeg er i øvrigt heller ikke sikker på, at jeg og alle mine feministiske værdier og holdninger er særlig kærkomne der - men jeg tillader mig alligevel at forholde mig kritisk til de mange reaktioner fra heteroseksuelle kvinder, der griber muligheden for at udskamme de selv samme mænd, som de går i seng med og enten har dannet par med eller højst sandsynligt vil komme til at danne par med.

(I øvrigt viser en ny undersøgelse, at hver femte kvinde i Norden fra 18 og år opefter har et hemmeligt ønske om at blive forsørget af deres mand – for unge danske kvinder mellem 18 og 29 år gælder det cirka en ud af fire.)

Ja, det er vidunderligt, at singlelivet endelig (!) har løsrevet sig fra at være en dommedagsfortælling med indbygget nederlag til at være et liv fuld af gode (solo)oplevelser og masser kærlighed til trods for fraværet af en partner. Parforholdet har rykket sig fra “need to have” til “nice to have”. Nu frygter jeg at det er på vej til at blive “don’t want to have”.

Singlelivet er i vækst, og parforholdet er i tilbagegang. The Economist skriver om relationship recession, og især heteroseksuelle kvinder fravælger i højere grad at indgå i et parforhold.

Ifølge The Guardian, der har spurgt en hundredvis af kvinder om, hvorfor de er single, skyldes det i høj grad, at de ønsker en partner, der “bidrager til” eller “beriger” deres liv – ligesom de klager over tidligere bejlere, der ikke gjorde en indsats, eller “ikke har været i stand til at følge med”.

New York Times Magazine har introduceret fænomenet “heterofatalisme”: en pessimistisk tilstand af vedvarende mangel eller tro på, at heteroseksuelle mænd vil være i stand til at anerkende kvinder som ligeværdige. Det spås, at i 2030 vil hele 45 procent af de amerikanske kvinder mellem 25 og 44 år være single. Og det ér, som TikTok-brugeren skrev, historiske tal.

Der er selvfølgelig flere årsager og nuancer til denne såkaldte heterofatalisme og singlelivets storhedstid, end jeg kan nå at komme ind på her. Alligevel drister jeg mig til at spørge:

Ønsker vi virkelig et liv blottet for romantik og tosomhed? Jeg gør ikke.

Jeg spørger, fordi selvom jeg kender til udmattelsen ved at date heteroseksuelle mænd, så kan jeg ikke genkende romantiseringen af singlelivet i det omfang, jeg bliver eksponeret for på mine sociale medier i kølvandet på den virale artikel.

Jeg er enig i, at der er mange gode ting ved at leve solo. Singlelivet byder på mere tid og spontanitet, bedre nattesøvn og ekstra plads i sengen, og der er ingen at stå til ansvar for efter en lang dag på arbejdet. Man kan derimod spise foran tv’et hver aften iført plettet nattøj uden at blive dømt for det og kaldt usexet. Og nå ja, så er der heller ingen svigerfamilie og kalenderplanlægning. Kæmpe bonus.

Men når det er sagt, så nyder jeg ikke at være single. Jeg synes det stinker, og det keder mig. Og når jeg frygter spørgsmål som: “Hvad med jer singler, har I ikke noget sjovt at fortælle?!”, så er det fordi, jeg vitterligt intet sjovt har at fortælle. Overhovedet.

Det er umuligt at opstøve en date, med mindre man er på datingapps (der i øvrigt både udsulter ens konto og selvværd) – og jeg ved det, fordi siden jeg slettede mine datingapps for et halvt år siden, har jeg været på lige præcis nul dates. Faktisk har jeg ikke været på en date i et helt år. Og al den tid jeg har til overs, ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge på, fordi store dele af min omgangskreds sjovt nok har travlt med deres kærester og børn.

Jeg har længe gerne villet have en kæreste, det indrømmer jeg gerne. Ikke på grund af status, penge eller ekstra fødselsdags- og julegaver (okay, det sidste måske lidt). Jeg vil gerne have en kæreste, fordi jeg længes efter den slags omsorg, støtte og kærlighed, som kun en romantisk partner kan give.

Det kan nemlig være enormt ensomt og udmattende hele tiden at skulle være dén, der opfylder de behov i sig selv. Og lad mig være ærlig: Nogle gange har man bare brug for et intimt kram og et langt snav.

Jeg har længe skammet mig over denne længsel, der bor i mig, men nu skammer jeg mig pludselig endnu mere i takt med at store dele af mit feed på sociale medier forherliger og romantiserer singlelivet. Det får mig til at føle mig forkert og desperat, og til falds for det heteronormative paradigme.

Jeg siger ikke, at mit ønske er, at kvinder fortsat skal være afhængige af en mand for at opretholde status i samfundet. Jeg hylder uafhængigheden og byder opgøret med “parforholdet som det eneste rigtige” velkommen.

Til gengæld er undrende over for, hvorvidt ideen om at være i et parforhold og stadig bevare og opretholde sin identitet og selvstændighed som to individer i stedet for “et skød” er en utopi? Findes der slet ikke en mellemvej? Er dét at være i et parforhold de facto et tab af agens, subjektivitet og selvstændighed?

I lige præcis denne sammenhæng nægter jeg simpelthen at tro på, at det er umuligt at få det bedste fra begge verdener. Måske er det derfor, jeg stadig er single - fordi jeg insisterer på netop dét: Tosomhed med et menneske, jeg ikke er afhængig af og omvendt.

I sit afsluttende afsnit skriver Chanté Johnson, at der ikke er nogen skam i at blive forelsket, ligesom der heller ikke er nogen skam i at prøve og fejle – eller slet ikke at prøve. Det er værd at huske sig selv på, når man sidder foran tv’et lørdag aften iført pyjamas og ser ‘Feltet’ på TV 2 Charlie.

Vi har trods alt muligheden for at leve som vi vil, og trends kommer og går. Tænk bare på skinny jeans og piratbukser. Og uanset hvor meget vi forsøger at overbevise hinanden om, at singlelivet er det nye sort, er sandheden stadig, at vores samfund er bygget til to: fra rabatter på hotelværelser og parmiddage til boliglån og familiefester.

Først når det ikke længere er tilfældet, vil I se mig juble for alvor.