Jeg stod højgravid og vaklede i bussens midtergang, men ingen tilbød mig et sæde. Gør du?

Ronja Rognmo er journalist hos KK i Norge. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Da jeg blev mor, lovede jeg mig selv, at jeg ikke skulle blive en af de mødre, som skældte ud på nettet om børn og alt det, som børn medfølger. Men nu, et år senere, må jeg nok tage mine ord i mig igen.

For de seneste uger har jeg siddet på mit hjemmekontor og brændt inde med en stærk trang til at sætte fokus på en ting, jeg især bed mærke i, da jeg var gravid.

Nemlig hvor få mennesker, der rejser sig for dig i den kollektive trafik.

For hjælp, her har vi stadig en skræmmende lang vej at gå, og jeg tror, det er specielt vigtig at tale om dette nu, hvor coronarestriktionerne er ophørt, og stopfulde busser igen er blevet en del af hverdagen.

Stod i midtergangen på min terminsdato

Jeg kan nemlig tælle på en hånd, hvor mange gange jeg blev tilbudt et sæde, da jeg tog bussen frem og tilbage til sygehuset – og det er nogle hænder for lidt, hvis du spørger mig.

Nu skal det dog siges, at min voksende mave lod vente på sig, så jeg har fuld forståelse for, at mine medpassagerer ikke rejste sig for mig de første syv måneder.

Det havde jeg heller ikke gjort, hvis jeg ikke var hundrede procent sikker på, om en person var gravid.

Men da tilbuddet om at sidde ned fortsatte med at udeblive uge efter uge, og jeg til sidst stod der på min terminsdato, rund som en bold og vaklede i midtergangen af den kørende bus, kunne jeg mærke en enorm skuffelse.

For er vi virkelig så lidt observante? Eller handler det i bund og grund om vores holdninger?

Kan hun gå, kan hun stå

Efterfølgende har jeg tænkt meget på, hvad der kan være årsagen til, at så få vælger at rejse sig for gravide, og ikke mindst de ældre, i den kollektive trafik.

Jovist er vi nordmænd et relativt reserveret folkeslag. Vi synes, at det er ubehageligt at få øjenkontkt med fremmede og afskyr smalltalk som pesten.

Og gud forbyde, at nogen skulle finde på at sætte sig ved siden af os i bussen. Der skal man være glad for, at blik ikke kan dræbe.

Flere gange fik jeg næsten følelsen af, at folk blev irriterede, når jeg stod på bussen. Men er det ikke normal høflighed i det mindste at spørge den gravide, om hun kunne tænke sig at sidde ned?

Er du heldig, siger hun: ”Tusind tak, det er meget sødt af dig, men jeg skal af ved næste stop”. Så kan du sidde der og scrolle videre på din telefon med lidt bedre samvittighed.

“Baby om bord”

En dag snakkede jeg med min kusine, som bor i London. Hun fortalte, at alle gravide får uddelt et batch til at putte på jakken, hvor der står: ”Baby om bord”.

For selvfølgelig skal gravide kunne sidde ned, når de først rejser med kollektiv transport.

Hvorfor i alverden har vi ikke denne batch i Norge? Efter at have googlet lidt fandt jeg en artikel på Aftenposten fra 2014, hvor designeren Lilly Labs havde designet et jakkemærke med budskabet: ”Gravid ikke fed”.

På det tidspunkt bad de folk om at støtte projektet på Kickstarter, men eftersom vi ikke har set noget til de jakkemærker siden da, regner jeg ikke med, de fik støtten til at igangsætte produktionen.

Det synes jeg, er virkelig synd, for her sidder vi syv år senere, og intet er sket.

Hvem har ansvaret?

Så hvem har ansvaret? Er det trafikselskabet Ruter, som i artiklen fra 2014 udtalte, at de syntes, at et jakkemærke var en god idé?

Eller er det vores tidligere statsminister Erna Solberg, som i sin nytårstale i 2019 opfordrede familier til at få flere børn?

Jeg ved det ikke, men nu hvor pandemien er på hæld, og busserne fyldes op, så tror jeg, det er vigtigt, at vi alle tager en del af ansvaret på os og løfter blikket fra tid til anden.

Det er det mindste, vi kan gøre.

Og ja, til sidst: Jeg ved, at det at være gravid ikke er en sygdom, men det er tungt at bære rundt på de ekstra kilo.

Så vær høflig mod gravide og rejs dig op i bussen.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no.