Sine Plambech
Liv

Først var hun for ung - så, måske, for gammel: Sine blev mor som 20-årig og som 46-årig

24. juni 2022
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Mathilde Schmidt
For mange, for få. For gammel, for ung. Der er mange måder at blive og være mor på, og Sine Plambech, som har fået børn i fire forskellige årtier, har skulle høre for lidt af hvert. Hun opfordrer til, at vi bliver lidt mere rummelige i forhold til andre kvinder og holder op med at blande os i, hvordan og hvornår de bliver mødre.

53 børnefødselsdage. 26 år med børn. Feltarbejde i Nigeria, Thailand, Thy, en ph.d. i New York og timevis af forskning på kontoret med en baby i maven.

Sine Plambech er mor til fire børn, født over fire årtier.

Sine har aldrig haft en stor forkromet plan for, hvordan hun skulle få sine børn, hvornår hun skulle få dem, eller hvor lang tid der skulle være imellem dem.

Det har aldrig været et mål i sig selv at få børn over så mange år. Men det har været en selvfølgelighed for hende, at børn skulle være en del af hendes liv.

– Det har altid været en del af min måde at forestille mig min fremtid på. Men jeg har heller aldrig betragtet børn som noget, der ville afholde mig fra at gøre andre ting, siger 46-årige Sine Plambech, antropolog, filminstruktør, seniorforsker og tidligere gæsteprofessor på Yale-universitetet.

Det er kun syv uger siden, Sine fødte sønnen Wilder ved kejsersnit på Hvidovre Hospital. Vi er ikke nået meget længere end første spørgsmål, før babyalarmen lyder, og Sine rejser sig fra sin plads i køkkenet for at se til den lille fyr.

På vej tilbage overleverer hun alarmen til sin mand, Janus, som sidder ved skrivebordet bag newyorker-glasvæggene, der udgør rammerne for hjemmekontoret.

Hun er på barsel, men som forsker, der ofte taler med medier og har igangværende forskningsprojekter, er det ikke altid muligt kun at være i barselsboblen.

Kombination af moderskab og arbejde – og balancen mellem dem – har fyldt i hele hendes voksne liv.

For ung?

"Jeg ved ikke, om jeg skal sige tillykke?" spurgte et af Sines familiemedlemmer, da hun blev gravid som 19-årig.

For ham var alderen fin nok, det var mig som kvinde, der blev mødt af de ting: Det var for tidligt, jeg havde ikke nogen uddannelse, hvad skulle der nu blive af mig? Men den følelse havde jeg aldrig selv

Sine var flyttet fra Viborg til København året inden for at gøre gymnasiet færdigt og tage 3.g i København. Hun boede i en lille lejlighed på Nørrebro sammen med Morten på 31.

– For ham var alderen fin nok, det var mig som kvinde, der blev mødt af de ting: Det var for tidligt, jeg havde ikke nogen uddannelse, hvad skulle der nu blive af mig? Men den følelse havde jeg aldrig selv, fortæller hun.

Sine havde ikke lagt nogen  planer for uddannelse eller karriere, men var optaget af hippiedrømme og rejselyst.

Der var ikke noget, der blev ødelagt. Det var et kærlighedsforhold, der blev til et barn. Hun havde ikke gjort sig nogle større tanker eller bekymringer om, hvordan hun ville være mor.

– Det havde jeg simpelthen ikke nået. Jeg havde rimelig stor tillid til, at jeg godt kunne finde ud af det, fordi min mor har installeret en fortælling i mig om, at "det kan vi godt, og det skal nok gå". Måske netop fordi jeg var så ung, havde jeg ikke særlig mange ængsteligheder, fortæller hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Et år efter Sine havde født sit første barn, Julius, tog familien på jordomrejse i otte måneder. Ved hjemkomsten begyndte tankerne om uddannelse at spire. Hun begyndte på kokkeuddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at hun hellere ville være antropolog.

Tankerne om at få et barn mere opstod en håndfuld år senere, næsten samtidig med beskeden om at hun ikke ville kunne få flere børn med Morten. Han havde fået konstateret testikelkræft.

Parret prøvede med fertilitetsbehandling uden succes, og Sine havde to spontane aborter, begge omkring uge syv, før de blev gravide uden for behandling.

Sine Plambech

Fra venstre er det Julius, Ella, Sine med Wilder i favnen og Carl.

Sine var 28 år og læste antropologi på universitetet, da hun og Morten fik sønnen Carl.

– Den første grund, til at der gik otte år imellem børnene, var kræftsygdom. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang blev mødt af reaktioner som, "åh, der er mange år imellem dem" og "det er som at starte forfra".  Det har jeg hørt mange gange, fortæller hun.

Folks egen business

Sine har oplevet, at folk har mange meninger om, hvornår kvinder skal eller ikke skal have børn, hvordan de skal få dem, og hvor mange år der skal være imellem dem.

Måske netop derfor ønsker hun selv at tale om, hvorfor der er de år mellem hendes fire børn, der er.

Da Carl var fire år, blev Sine og Morten skilt. Noget tid efter mødte hun Janus, som er far til børnene Ella og Wilder.

– At der var et brud i familien, var den anden grund. Der gik tid med at etablere en ny familie og nye relationer, siger Sine.

Hun  flyttede til New York for at skrive sin ph.d., og i 2012 fødte hun Ella på et hospital i Brooklyn. Hun var 36 år, og endnu en gang skulle hun høre for, at hun "startede forfra" og fik en efternøler.

Da Ella var seks dage gammel, døde Sines mor meget pludseligt, og det tog lang tid for familien at komme sig. Og Sine måtte igennem endnu tre spontane aborter.

– Når der er mange år mellem folks børn, eller man har fået et barn i hvert årti, eller hvordan forældre nu får deres børn, er der som regel en virkelig god, meget personlig og privat grund, som ikke rager nogen som helst, siger hun.

Stod det til Sine, burde man slet ikke skulle forsvare, forklare eller komme med en grund til, at man får eller ikke får de børn, man gør. 

– Hvordan man får børn, er folks egen business. Måske skulle vi ikke gå så meget rundt og kommentere på folks fødsels-, moderskabs- og fertilitetsliv, ligesom man ikke skal kommentere på folks kroppe og alle mulige andre ting.

Fra ro til kaos

Generelle besparelser i sundhedssektoren de seneste mange år har kunne mærkes på fødegangene.

Siden december 2020 har femina delt vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet at føle sig magtesløse og svigtet i et sundhedssystem, hvor de bl.a. på grund af travlhed og jordemodermangel ikke har fået den omsorg og forberedelse på moderskabet, de havde brug for.

I sit arbejde som antropolog og forsker har Sine beskæftiget sig med fattige kvinders forhold, migration og trafficking til sexindustrien. Deres forhold under graviditet og fødsel er ofte horrible, og Sine har mødt kvinder, der siden døde i fødsel.

I det lys har hun ikke kunne undgå at tænke over, hvordan hun på egen krop har oplevet en udvikling på fødeområdet, siden hun fødte sin første søn i 1996.

Dengang havde hun som gravid mulighed for ca. seks fødselsforberedelsesbesøg på hospitalet sammen med sin partner og en lille gruppe andre vordende forældre.

Sine Plambech

Efter Julius var kommet til verden, lå hun fem nætter på en topersoners stue. Ikke fordi hun var særligt sårbar eller havde komplikationer, men fordi tilbuddet bare var sådan dengang.

Kvinden, hun delte stue med, havde netop født sit andet barn og kunne give sine erfaringer videre, fordi der var tid og rum til det.

– Jeg tror, det har betydet sindssygt meget for min moderskabsfølelse og også lysten til at få flere børn. Jeg følte mig virkelig godt klædt på, da jeg kom hjem, husker Sine.

Blot otte år efter, da Sine fødte Carl, var oplevelsen af fødegangen en anden. Her fik hun halvandet døgn på en firepersoners stue, hvor sengene var adskilt af gardiner. Der var larm og gråd, og hun tog hjem dagen efter fødslen, fordi det var for kaotisk.

Frit valg på anæstesi-menukortet

Med Ellas fødsel i New York var alt markant anderledes. Sine og Janus skulle selv tage ansvar for, hvor de ville føde, hvordan de ville føde, hvilken jordemoder der skulle være med, og hvor længe hun skulle være til stede.

Mens Sine lå på fødestuen, kom en anæstesilæge ind og præsenterede de forskellige bedøvelser på en form for menukort. Alle valg, der skulle tages i forbindelse med fødslen, havde de selv ansvaret for.

Ud over alt det pres, man oplever som gravid og fødende, skal du deale med, at valget og ansvaret er dit eget. I den situation har du virkelig bare brug for, at der er nogle omsorgspersoner og et system, der hjælper dig med at tage ansvaret.

Fødslen forløb fint, men efter Ella var kommet ud, begyndte Sine at bløde meget. Selv da blodet fossede ud af hende, skulle hun først skrive under på, at der måtte lægges en blokade, før personalet kunne operere og stoppe blødningen.

– Ud over alt det pres, man oplever som gravid og fødende, skal du deale med, at valget og ansvaret er dit eget. I den situation har du virkelig bare brug for, at der er nogle omsorgspersoner og et system, der hjælper dig med at tage ansvaret.

Sine estimerer, at fødslen i New York har kostet op imod 150.000 kr. – hun og Janus betalte cirka 30.000 selv, og resten betalte deres private amerikanske sundhedsforsikring.

Selv om der er en verden til forskel mellem det private fødselsmarked i USA og den offentlige sundhedssektor i Danmark, oplevede Sine under sin seneste graviditet det, hun betegner som "den usynlige privatisering" i Danmark.

Da hun var gravid med Julius, var der slet ikke et marked for at tilkøbe private jordemoderydelser, doulaer eller såkaldte tryghedsscanninger, som der er i dag.

Sine købte selv et privat jordemoderforløb under graviditeten med Wilder, fordi hun følte sig mindre tryg ved udsigten til minimal jordemoderkontakt i det offentlige og på grund af sin alder.

Det havde muligvis ikke været nødvendigt, for hun fik gravidsukkersyge og derfor tilbudt maksimal og dygtig jordemoderstøtte på Hvidovre Hospital.

– Jeg synes, det er en fortælling om, hvor ulige et føde-område vi får, når det er mennesker som mig med den alder og økonomi, jeg har, der kan tilkøbe omsorg, private jordemoderydelser og private scanninger, siger Sine, der håber, at det danske fødselsområde aldrig kommer til at ligne det amerikanske.

For gammel?

Hvor Sine med sin første graviditet måtte høre for, at hun var for ung, har hun ved sin seneste graviditet frygtet, at nogle ville sige, at hun var for gammel.

Når hun læste kommentarerne til historier om ældre mødre på sociale medier, oplevede hun, at tonen var "utrolig hård".

– Jeg kunne mærke, at jeg var lidt nervøs for det, men jeg har faktisk ingenting hørt. Det var en frygt, som boede inde i mig selv.

Med en konstant tilstedeværelse af børn igennem de seneste 26 år har Sine svært ved at huske et liv uden.

Selv om hun overvejede at droppe at få flere børn, da lysten til et fjerde barn opstod, da hun var i slutningen af 30’erne, var det alligevel, som om der manglede én. Men Wilder er den sidste.

– Det har betydet overraskende meget for mig at vide, at jeg har fået mit sidste barn, siger hun.

Under graviditeten med Wilder har hun fået taget gravidbilleder og lavet en 3D-afstøbning af sin gravide krop, hvilket hun aldrig har gjort før.

Det var sidste chance for at hylde alle de graviditeter, hendes krop har været igennem.

– Det er både en lettelse, at jeg har skabt og født fire raske børn, men der er også en sorg forbundet med at vide, at det aldrig skal ske igen, synes hun.

Børnene med på arbejde

At have fået fire børn, samtidig med at hun har skabt sit arbejdsliv, er det, Sine er mest stolt af. Det har været reglen mere end undtagelsen, at Sine har taget børnene med på arbejde, når hun har lavet feltarbejde ude i verden.

Børnene har gået i børnehave i små landsbyer i Thailand, gået i skole i New York og mødt de kvindelige migrant-arbejdere på både Sicilien og i Thailand, som Sine arbejder med.

Mens børnene var små, har de siddet i bærerygsæk, når Sine har arbejdet. Alternativt er de blevet passet af fædrene eller deres ældre søskende.

Når feltarbejdet har bragt Sine til mere risikofyldte områder, som Nigeria, er børnene blevet hjemme i Danmark.

Hun tilskriver børnenes fædre en stor del af æren for, at hun har kunnet skabe det familie- og arbejdsliv, hun har.

– Jeg har kunnet tage en doktorgrad, have fuldtids-arbejde undervejs og være meget på feltarbejde. Der er en fordel ved at have to fædre til sine børn, der kommer godt ud af det med hinanden, fortæller hun.

Sine Plambech

Sine har ofte oplevet, at hendes amerikanske kollegaer fra Columbia og Yale har spurgt hende, hvordan hun har kunnet få fire børn.

– Jeg plejer altid at sige, at det har været muligt med hjælpen fra en velfærdsstat, som de jo ikke har i USA, men at jeg også har insisteret på ikke at se mine børn som en forhindring for mit arbejde.

Spørger man Sine Plambech, hvad moderskab over fire årtier har lært hende, skelner hun mellem det personlige og det samfundsmæssige perspektiv. På det personlige plan har hun lært, at alt er foranderligt.

– Når man står i stress, pres og krise, ved jeg nu, at det går over igen. Det giver ro. I det større perspektiv har jeg lært, at alle har deres gode grunde til at skabe lige præcis de familier, de skaber.

– Det at skabe familie – eller ikke at gøre det – har så sindssygt personlige årsager, og det er så vigtigt, at man får lov at skabe det på den måde, man ønsker, uden at der er nogen, der har meninger om det.