Katrine Rosenbæk
Moderskab

Jeg er i tvivl, om jeg vil være mor. Er det okay?

2. maj 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Privat
Essay: Jeg har aldrig været helt sikker på, at jeg vil være mor, og jeg undrer mig over, at det ikke er en samtale, vi har. For hvilken beslutning i livet er vel større end den at føde et barn og blive mor?

Jeg kan hverken tåle østers, muslinger eller blæksprutte, jeg ryger ikke, og jeg drikker nok syv genstande om ugen.

Jordemoderen smiler og noterer mine svar.

Har jeg et ønske om at blive gravid? Nej. Har jeg en partner? Nej.

Det er bare for at se, hvordan det står til, siger jeg.

Så tager jeg mine strømpebukser og underbukser af bag et hvidt gardin og lægger mig op på briksen med benene i hver sin bøjle. Hun spørger, om jeg er klar, siger, at den er lidt kold, inden hun fører en scanner op i mig.

Jeg drejer hovedet for at se på en skærm, hvor noget, der ligner en graviditetsscanning, dukker op. Her er bare ikke noget foster, men mine æggestokke.

Først den venstre: Små sorte prikker afbryder det uklare hvide væv, og hun siger, at jeg har masser af æg, mens hun tæller dem: et, to, tre, fire, fem. Hun siger, jeg i hvert fald har 20-30 æg, at det er mange, og det samme gælder den højre æggestok.

Jeg spørger, om jeg må få et foto af det. Hun spørger lidt undrende hvorfor, og jeg svarer, at jeg bare synes, det er fascinerende.

Det er jo heller ikke løgn, det gør jeg, men jeg har mest af alt brug for et konkret bevis på noget for mig meget abstrakt: At der inden i mig svømmer nogle æg rundt, som betyder, at jeg i princippet kunne blive et barns mor.

Aeggeleder

Da jeg har fået mit tøj på igen og sidder over for jordemoderen, siger hun, at jeg vil kunne blive gravid senere end den gennemsnitlige kvinde, men at når jeg bliver 34, altså om fire år, skal jeg alligevel begynde at tænke på min alder.

År for år vil den bide af sandsynligheden for, at jeg kan blive gravid, at jeg kan blive mor. Når jeg bliver 37, vil det kun gå én vej, siger hun og lader sin ene arm skære et snit i luften skråt ned mod gulvet.

Bagefter bakser jeg min cykellås op og prøver samtidig at finde ud af, hvordan jeg har det med de små sorte prikker, der svømmer rundt i mine æggestokke, tilsyneladende i en stor flok. Måske er jeg mest af alt lettet over, at der er så mange, for det tillader mig at skubbe spørgsmålet længere foran mig: Vil jeg være mor?

Sagen er, at jeg ikke er sikker. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg ikke vil. Jeg er bare i tvivl.

At være kvinde er at være mor

Selv om vi er langt forbi den tid, hvor en kvindes primære funktion var at føde børn, helst en dreng, tager vi det som samfund stadig for givet, at en kvinde vil være mor.

Omvendt tager vi det ikke for givet, at en mand vil være far, og får han ikke børn, stiller vi ham ikke de samme spørgsmål, som vi stiller kvinder, der ikke får børn.

At blive mor er den ene ting, vi forbinder med kvindelighed mere end noget andet. Moderskabet og så alle dets konnotationer: Det omsorgsfulde, det bløde, kærlige, milde, forstående, det hjælpsomme, rolige og tålmodige.

Skulle jeg helt naturligt have lyst til at blive mor, fordi jeg er kvinde? Skulle det være en iboende længsel, jeg nærmest er født med? Som kun har vokset sig større, fordi jeg blev født ind i en verden, hvor kvinder allerede som små piger leger far, mor og børn og skubber dukker foran sig i mini-barnevogne?

Er jeg overhovedet en rigtig kvinde, hvis jeg ikke bliver mor? Er meningen med livet ikke at give det videre? Er det ikke det mindste, jeg kan gøre, nu hvor jeg selv har været så heldig at have fået det givet?

Er jeg overhovedet en rigtig kvinde, hvis jeg ikke bliver mor? Er meningen med livet ikke at give det videre? Er det ikke det mindste, jeg kan gøre, nu hvor jeg selv har været så heldig at have fået det givet?

Vågner jeg bare op en dag og har lyst til det? Eller kommer det af sig selv, hvis jeg en dag skulle komme til at elske et andet menneske så meget, at vi får lyst til at skabe en familie sammen?

De spørgsmål dukker oftere og oftere op i mit hoved, i takt med at der popper flere og flere graviditeter og barnevogne op i min omgangskreds og på Instagram.

Næsten alt andet er også på plads for mig: Jeg har en lys lejlighed i et smørhul på Nørrebro, et godt job, jeg tilmed er ret glad for, og nok venner til aldrig at være ufrivilligt alene.

Jeg er lige fyldt 30 år, og det næste naturlige skridt for så mange andre i min situation er at skabe en familie. Min eneste legitime undskyldning er vel, at jeg ikke har nogen kæreste.
 

Mine single-veninder siger, at hvis det stod til dem, havde de allerede fået børn. Det er sådan en uforklarlig fornemmelse, de altid har haft. Det er en selvfølgelighed for dem, at de skal have et barn.

Men det har det aldrig været for mig.

Og jeg undrer mig over, at det ikke er en samtale, vi har haft, ligesom vi har talt om, hvilke uddannelser vi skulle tage, hvilke job vi drømte om, om vi skulle flytte et halvt år til Berlin eller Paris, om vi skulle købe den der lejlighed eller håbe, en bedre dukkede op, om vi skulle slå op med en kæreste.

Beslutninger, som er store, men ikke lige så store som vel den største, man kan tage her i livet: At få et barn.

Det her er et forsøg på at tage den samtale. Det er et forsvar for retten til at være i tvivl.

Mig, Musse

Min mor fødte mig 31. marts 1992, to år efter min storesøster kom til verden. Jeg voksede op i et rødt murstenshus med røde tegl mellem hav og fjord – sådan et sted, der føltes som et paradis for et barn.

I haven stod en legeborg, som min far byggede til min søster og mig, og når vi kom hjem fra skole, så vi “Beverly Hills”, lunede toasts og drak Nesquick-kakao. I sommerhalvåret cyklede vi op til Hoppepuden ved Klubhuset og legede med de andre børn, måske havde vi endda en 10’er med til at snolde for hos tanken.

I ferierne kørte vi ned gennem Europa, jeg kan stadig huske, hvordan mine ben klistrede til lædersæderne, før aircondition blev en ting, og at mor havde indspillet Spice Girls på kassettebånd fra cd til vores walkmen.

Hvad nu, hvis jeg er den kvinde, der kommer til en jordemoder, som har for travlt til at opdage en alvorlig komplikation i min graviditet, eller hvis jeg ender med en efterfødselsdepression, jeg aldrig rigtig får rystet af mig?

Derhjemme fik vi gæster om lørdagen og spiste hummerhaler, far sang altid med på “Rocky Mountain High” med John Denver, mens han stod i køkkenet, inden gæsterne kom, og det var trygt. Når vi så fjernsyn, passede hans armkrog perfekt til, at jeg kunne sidde i den.

Sådan et hjem kan jeg godt have lyst til at skabe for et barn sammen med en mand, jeg endnu ikke kender. Jeg har lyst til, at mit barn skal have en far, der også tuller rundt i køkkenet og synger med – det behøver ikke være John Denver – mens han pisker en bearnaise sammen.

Så kan jeg godt se mig selv sidde og spise den middag, mens vores barn kommer hen til mig, og jeg holder om det, kysser det i panden og kalder det for “musse,” som min far stadig kalder mig, når vi ringer sammen hver søndag.

Men hvad nu, hvis jeg er den kvinde, der kommer til en jordemoder, som har for travlt til at opdage en alvorlig komplikation i min graviditet, eller hvis jeg ender med en efterfødselsdepression, jeg aldrig rigtig får rystet af mig?

I over et år har jeg som journalist på femina skrevet flere end 50 artikler om fødeområdet. Jeg har talt med kvinder, der har brugt det meste af deres fødsel på at ligge alene på en fødestue og håbe på, en jordemoder snart kom forbi.

Jeg har talt med gravide, der har følt sig som svin på et samlebånd på en dansk fødegang, som er taget derfra ikke kun med et barn, men også med en gryende depression.

Jeg har talt med jordemødre, som er bange for, at et barn dør, fordi de har så travlt. De historier har fået mig til at græde og somme tider holdt mig vågen, når jeg burde sove. 

Det gør mig uendelig trist, nærmest fladmast af fortvivlelse, at det er sådan, vi som samfund behandler de kvinder, der skal føde, og de kvinder, der skal hjælpe os igennem fødslen og ultimativt sørge for, at både mor og barn overlever. Og når de så råber op, lytter vi ikke rigtigt. Vi regner ikke det at bære et liv i sit eget og derefter føde det for noget.

Selv om vi som samfund fuldstændig negligerer fødslen som et af livets største begivenheder og ikke stiller værdige rammer til rådighed for kvinderne, synes vi alligevel, det er okay at bede de samme kvinder om at føde nogle flere børn.

Det er ikke et system, jeg vil føle mig tryg i som gravid og fødende. Tværtimod er jeg faktisk lidt bange for at skulle igennem det.

Men selv om vi som samfund fuldstændig negligerer fødslen som et af livets største begivenheder og ikke stiller værdige rammer til rådighed for kvinderne, synes vi alligevel, det er okay at bede de samme kvinder om at føde nogle flere børn.

En privat sag

I 2015 hængte Københavns Kommune en kampagne op i kommunen med ønsket om at udbrede oplysning om fertilitet. “Har du talt din æg?” spurgte den.

Det spørgsmål kunne man stå og måbe over, mens man ventede på bussen.

Kampagnen oplyste, at min chance for at blive mor er dobbelt så stor, når jeg er 25, som når jeg er 35 år. Daværende sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen afviste dengang i et interview med Information, at politikerne blandede sig i, hvornår folk skulle få børn.

“Det er en privat sag,” sagde hun.

Kampagnen fik ellers massiv kritik for at blande sig.

Jeg bliver stadig i dag enormt provokeret af den, ligesom jeg bliver provokeret, når jeg tænker på, at DR samme år var vært for tv-showet “Knald for Danmark”. Fød nogle børn, så velfærdsstaten kan blive ved med at hænge sammen – den opfordring er åbenbart public service.

For mig er den slags løftede pegefingre fra myndigheder en påmindelse om, at kvinder har en særlig forpligtelse til at føde børn. At kvinder stadig ikke helt bestemmer over egen krop.

Jeg bliver også harm, når jeg tænker på et forslag, der kom fra Sundhedsstyrelsen i 2020. De ville have den praktiserende læge til at spørge kvinder mellem 18 og 30 år, om hun havde overvejet at få børn, når hun alligevel lagde vej forbi lægen.

For mig er den slags løftede pegefingre fra myndigheder en påmindelse om, at kvinder har en særlig forpligtelse til at føde børn. At kvinder stadig ikke helt bestemmer over egen krop – den mest fundamentale rettighed i min bog.

Det er et levn fra dengang, kvinder ikke blev betragtet som selvstændige individer, men som en mands myndighed: Først sin fars, så sin ægtemands. Hele livet ufri.

Det vidner ultimativt om, at vi ikke har tillid til, at en kvinde godt selv kan overskue beslutningen om, hvorvidt hun skal være mor eller ej, og at hun godt selv kan magte at opsøge viden om, i hvilken livsperiode hun har mulighed for at blive det. Hvor dumme tror de egentlig, vi er?

Et væsen mellem barn og mand

Dengang Pia Laneth var på min alder og var i den “fødedygtige” alder, som det jo hedder, kunne hun godt få en kommentar som denne:

“Ej, du bliver nødt til at få nogle børn, ellers bliver du aldrig kvinde, Pia.”

I dag er hun 64 år, hun er forfatter og journalist og har skrevet flere bøger om kvindeliv og kvindehistorie.

– At blive mor var et adelsmærke, et udtryk for modenhed: Så fik man den samfundsmæssige betydning, som man burde have som kvinde. I dag er det mere bredt accepteret, at en kvinde kan få et godt liv uden børn, siger hun.

Jeg spørger hende, hvor tæt vores forestilling om moderskabet knytter sig til vores traditionelle forestilling om en kvinde som omsorgsfuld, blød og kærlig.

– Helt utroligt, svarer Pia Laneth.

– Maskulinitet og femininitet er historisk sat op som to fuldstændige modpoler i begrebspar, siger hun og remser op:

– Autoritet – umyndig. Stærk – svag. Streng – blid. Logisk – intuitiv. Alt dét er bundet op på forestillingen om, at kvinden har en helt anden psykisk natur end mænd.

Så meget, at hvis du slår op i psykologibøgerne fra gamle dage, er kvinder beskrevet som et væsen, der befinder sig mellem barnet og manden – og den position er det, der gør hende i stand til at tage sig af børn.

– Hendes hjerne og følelsesliv skulle være diametralt anderledes indrettet end en mands, siger Pia Laneth og fastslår, at det er det altså ikke.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ideen om det minder mig om professor Birgitte Possings bog “Argumenter imod kvinder”. I den beskriver hun, hvordan mænd med magt – og kvinder – gennem historien har argumenteret imod, at kvinder kunne tage uddannelse, stemme til demokratiske valg, udøve sport, varetage lederstillinger … ja, snart sagt alt andet end at netop være mor og familiens samlende punkt.

Argumenterne imod, at kvinderne kan andet, falder tit tilbage på netop det: At det ville være unaturligt at tage kvinden ud af det, hun er født til at gøre: Selv føde børn og passe dem. Det ville faktisk være en trussel mod hjemmet, en af de vigtigste bastioner i samfundet.

Men selv om jeg godt ved, at jeg ikke ville skulle opgive min karriere fuldstændigt, hvis jeg blev mor, ville jeg stadig blive økonomisk straffet for det.

Et forskningsprojekt foretaget af økonomer fra Københavns Universitet og London School of Economics viser, at en kvinde, der bliver mor, tjener 20 procent mindre, end hun ville have gjort, hvis hun ikke blev mor. Og ifølge interesseorganisationen Kvindeøkonomien koster det en kvinde 1,2 mio. kr. at få to børn.

Det gør mig edderspændt rasende, at det hænger sådan sammen, og jeg undres flere gange ugentligt over, at vi kvinder finder os i det. Jeg gider i hvert fald ikke finde mig i det.

Oven i det skal jeg lægge, at kvinder i gennemsnit bruger en time mere om dagen på husarbejde end mænd, at hun oftest er den, der sørger for at smøre madpakke og huske gymnastikposen og legeaftalerne.

Men hvis jeg får børn, må jeg vel bestræbe mig på at finde en kæreste, der vil dele støvsugning og putning lige, og som vil betale for den økonomiske straf.

En selvoptaget kvinde

Jeg kan huske, at DR-journalist og vært Stéphanie Surrugue engang delte en række beskeder, hun havde fået på Instagram.

Ud af det blå skrev vildtfremmede folk og spurgte, hvorfor hun dog ikke var mor. Det ville hun da sikkert være god til.

“Alle kvinder skal gennem et krydsforhør, når det kommer til børn”, har Stéphanie Surrugue sagt i et interview til B.T.

Jeg kommer til at tænke på det, efter jeg har talt med Camilla Schwartz. Hun er lektor ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i fremstillingen af barnfrie kvinder i kulturen.

I mange af de værker, hun læser, er det tydeligt, at man som kvinde ikke kan fravælge børn, medmindre man har noget andet stort at tilbyde verden.

– Der er en forventning om, at en kvinde producerer børn, og hvis hun ikke gør det, skal hun legitimere det.

Moderskabet er noget, vi kulturelt forestiller os, gør os til bedre mennesker. Man bliver mere empatisk, man tænker på andre end sig selv, og dermed bliver man voksen.

Kvinder uden børn bliver også betragtet som barnlige og selvoptagede:

– Moderskabet er noget, vi kulturelt forestiller os, gør os til bedre mennesker. Man bliver mere empatisk, man tænker på andre end sig selv, og dermed bliver man voksen, siger Camilla Schwartz.

Kvinder bliver, særligt i populærkulturen, også betragtet som egoistiske og følelseskolde, hvis de ikke får børn. De bliver opfattet som uproduktive, monstrøse, sågar ondskabsfulde og hævngerrige, kolde og ynkelige.

Men vi vil helst, at kvinder har noget med børn at gøre, og derfor får de ofte kompenserende omsorgsroller som barnepiger, nonner eller tanter, hvis de ikke selv har børn.

Noget ud af ingenting

På en af marts’ forårsdage hopper en lille pige på trampolin. Hun har påskegule bukser og en syrenfarvet jakke på, hendes hår er skinnende lyst og svæver omkring hendes ansigt, mens hun hopper.

Hun ser vildt begejstret ud, mens hun forsøger at holde balancen. Så falder hun. Sætter sig på knæene og støtter med sine hænder, før hun stritter med rumpen og får rejst sig op. Så hopper hun igen.

Hendes mor – formoder jeg – sidder ved siden af og betragter hende. Et lignende scenarie gentager sig ved de to andre trampoliner på den lille legeplads. Jeg betragter det fra afstand, sidder på en bænk og drikker kaffe og læser en bog.

En del af mig synes, det må være så afsindigt kedeligt at bruge sin weekend på den måde, mens den anden tænker, det må være det bedste selskab at befinde sig i: Sin egen familie.

Jeg kunne godt tænke mig at vise mit barn verden og selv se den igennem hans eller hendes øjne. Være fuldstændigt forbavset og underholdt af at hoppe på en trampolin. Tænk sig, at det overhovedet kan lade sig gøre.

Men hvis jeg skal det, kan jeg ikke længere sidde her og læse en bog efter at have brugt formiddagen på at læse avisen. Gøre præcis, hvad der passer mig. Så kan jeg heller ikke mødes spontant med en veninde efter arbejde på en tirsdag og drikke et glas vin eller beslutte at bruge en weekend i Paris.

Men måske får jeg også nok af det en dag. Pia Søltoft, som er præst og ph.d. i etik, mener i hvert fald, at vi som mennesker får behov for at bryde vores egen egoisme. At vi får nok af os selv og behov for at føle kærlighed og for at elske.

– Den kærlighed, som man nærer til sit barn, er kærlighed i sin grundform som i det at opgive sin egen egoisme for en andens skyld, siger hun.

Vores kærlighedsforhold til en partner kan også godt indeholde det – og det er desuden der, forholdet lykkes: Når man gør noget for den anden uden at skulle have noget igen, mener Pia Søltoft.

– Det gør man næsten ubetinget for sine børn. Det er helt indgroet, at man erfarer den kærlighed, hvor man går ud over egoismen og vil gøre noget, selv om det gør ondt på en selv, og selv om det er uhensigtsmæssigt.

Fordi vi kan skabe liv, har vi også lyst til at gøre det. Det ligger i os. Det er det eneste sted, vi kan skabe noget ud af intet.

Mens jeg betragter de legende børn, traver adskillige par forbi med barnevogne. Det får mig ikke til at drømme om at skubbe min egen. I hvert fald ikke lige nu.

Men Pia Søltoft har et bud på, hvorfor jeg måske alligevel får lyst til det. Hvorfor de fleste af os gør.

– Fordi vi kan skabe liv, har vi også lyst til at gøre det. Det ligger i os. Det er det eneste sted, vi kan skabe noget ud af intet. Den lille sædcelle og det lille æg er ikke noget i sig selv – det er ikke et individ, men pludselig sker miraklet: Man laver noget, som er noget af en selv, men som alligevel er helt og aldeles anderledes. Det er noget, som vil leve i sig selv, men som man har frembragt. 

På legepladsen er pigen gået over til en mand, der må være hendes far. Han løfter hende op og giver hende et knus, mens hun griner.

Som jeg sidder der og misser med øjnene i solen, varm i ansigtet af den, tænker jeg, at det gad jeg også godt en dag. Løfte min datter og give hende et knus. Måske.

Læs også