sara hjort ditlevsen
Interview

"Det er okay som kvinde at sige: Jeg vælger mig selv"

22. juni 2022
Af Susse Wassmann
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Med en toårig derhjemme, et barn i maven og rollen som jordemoren Tine i tv-serien “Dag & nat” skulle man tro, at hele hendes liv handlede om børn, bleer og babymos. Men det er vigtigt for Sara Hjort Ditlevsen at holde fast i den del af hende, som ikke er mor. Så vigtigt, at hun har lavet en film om de to sider af sig selv.

Du er tidligt på den. Er det okay, at jeg lige lægger det her vasketøj sammen? Ellers får jeg det aldrig gjort!

Selvfølgelig er det dét. Jeg sætter mig ved køkkenbordet i lejligheden på Nørrebro, som Sara og hendes mand, Jacob, flyttede ind i for tre år siden fra en mindre én i andelsforeningen.

Der var ikke plads til en familie i den gamle lejlighed, og det vidste de, at de ville være.

Allerede fire måneder efter Sara havde født datteren Selma i foråret 2020, sagde Jacob: “Det her med at være forældre kan vi sgu da godt finde ud af. Skal vi lave en mere?”

– Men da var jeg sådan … nej. Jeg skal lige ud og mærke mig selv og lave noget, som ikke er at være mor. Som er at være skuespiller. Filmskaber. Mig selv. Den identitet var vigtig for mig at holde fast i, og jeg har ikke fået mindre lyst til at arbejde, fordi jeg er blevet mor. Både Jacob og jeg prioriterer vores egne ting, og jeg tror ikke på, at jeg bliver en bedre mor af kun at være på hende, siger Sara.

Der gik alligevel ikke mange måneder, før Sara blev gravid igen.

Men i de måneder nåede hun at lave en kortfilm om lige præcis det skisma, moderskabet medfører: At give slip på sig selv, samtidig med at man holder fast i sig selv.

“Hungud”, som filmen hedder, handler om en skulptør, hvis karriere ikke helt er kommet i gang endnu. Hun bliver gravid, men får så tilbudt en stor soloudstilling, som kan blive hendes gennembrud. Der er bare lige det ved det, at udstillingen ligger lige oven i hendes termin. Hvad vælger hun?

– Det udsprang af mine egne tanker omkring timing: Hvornår passer det at blive mor? Hvad skal jeg give afkald på? Hvad er jeg parat til at give afkald på? Hovedpersonen skal træffe et valg, for rent fysisk kan hun ikke gennemføre udstillingen, mens hun er højgravid.

Hvad vælger hun?

– Hvad synes du kunne være spændende?

At få barnet.

– Det gør hun ikke. Min medforfatter Amalie Olesen og jeg var begge blevet mødre på det tidspunkt, og for os var det vigtigt at lave en historie, som var en hyldest til den kvindelige skabende kunstner. Ja, man kan godt gøre begge dele, men man gør sig rigtig mange tanker: Hvad kan jeg så nu? Kan jeg det samme som før?

– Det her er en måde at sige, at hun vælger sig selv. Og det synes jeg er okay som kvinde at sige: Jeg vælger mig selv. Fordi vi har haft så mange år, hvor kvinder ikke har kunnet vælge sig selv, og hvor de ikke har kunnet gøre begge dele. Og hvis de gjorde det, var det ofte med store omkostninger.

Sara Hjort Ditlevsen

Skuespiller, 33 år.

Bor på Nørrebro sammen med sin mand, Jacob, datteren Selma og lige om lidt et lille nyt familiemedlem.

Lige nu kan du se Sara som jordemoren Tine i Lone Scherfigs tv-serie “Dag & nat” om livets gang på en fødeafdeling. Serien kører på TV 2.

Sara fortsætter:

– Det er også en måde at sige, at der faktisk er andet her i livet, der giver mening, end børn. Jeg kan sige helt oprigtigt, at INTET i mit liv er vigtigere end mit barn. Der er heller ingen kærlighed, der er større, og jeg er så lykkelig for at opleve det. Men den form for tilfredsstillelse, man får, når man skaber noget, er også en stor en del af ens identitet.

– Og rent eksistentielt er der noget spændende i, at det er kvinden, der står med valget. Manden vil godt kunne gøre begge dele, det kan hun ikke. Vi har nogle biologiske omstændigheder, som altid vil være forskellige, sådan er det bare. Og det er spændende at belyse.

sara hjort ditlevsen

Dag & nat

Det vender vi tilbage til. Først lidt om Saras rolle som jordemoren Tine i TV 2-serien “Dag & nat” – Lone Scherfigs første danske produktion i 15 år.

Serien er en stor samtidsfortælling om livet på et dansk supersygehus. I første sæson følger vi personale og patienter på fødeafdelingen.

Sofie Gråbøl brillerer som den ledende jordemor, Ella, der sammen med sine kolleger hver dag hjælper en generation af fødende og deres pårørende. Alle, der kommer igennem afdelingen, gennemlever afgørende øjeblikke i deres liv og går forandrede derfra.

I de første afsnit går det galt for jordemoren Tine, fordi hun forsøger at presse sine egne idealer om naturlig fødsel uden medicinsk smertelindring ned over en kvinde, der i virkeligheden ikke kan klare smerterne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sara, fortæl mig om Tine?

– Tine er en meget altfavnende person, som er opvokset i et københavnerkollektiv oppe i Nordjylland. Hun har en lidt flippet baggrund, forældre med 1970’er-ånd, ligesom mig selv, der også er vokset op i et bofællesskab. Tine er rundet af tanken om, at man skal leve i overensstemmelse med naturen, hun er en meget dedikeret jordemor med mange høje idealer.

– I løbet af serien finder hun så ud af, at man indimellem må gå på kompromis med sine idealer pga. det system, vi har, hvor der ikke altid er tid og hænder nok. Og at det indimellem bare heller ikke er muligt at føde uden smertelindring. Hun har nogle blinde vinkler, men hun har hjertet på rette sted.

Er Tines idealer også dine egne?

– Jeg kan sagtens relatere til dem – men også til, hvor forskellige fødsler kan se ud. For nogle kvinder kan det nærmest være traumatisk, hvis de ikke får smertestillende. Så har de ikke lyst til at føde igen, og sådan skal det jo ikke være. Så for nogle er smertelindring det rigtige.

Som kvinde har man jo denne her historie, der går så langt tilbage, med alle de forventninger, som ligger til at være mor. Mens faren kun kan blive en bedre far end alle de fædre, der har været før ham.

Klar til hjemmefødsel

Da Sara selv skulle føde første gang for to år siden, valgte hun en hjemmefødsel. Troede hun.  

– Jeg havde lyst til at gennemføre en så naturlig fødsel som muligt, men havde termin 18. marts 2020 – præcis en uge efter det første pressemøde, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned. Efter et pressemøde mere kom der en noget uklar udmelding om, at det nok ville gå ud over os, der skulle føde hjemme. Jeg gik helt ned. Jeg havde planlagt, at min moster, som er jordemor, skulle være med til fødslen.

– Det endte med, at hun fulgte mig helt op til, gav mig massage og øvelser, men hun måtte ikke komme med ind på hospitalet. Det var kun Jacob, der måtte komme med, og kun under forudsætning af, at han ikke havde nogen symptomer, fortæller hun.

– Jeg nåede at være hjemme, til jeg var otte centimeter åben, vi havde lavet et bad her i stuen, og vi hørte vinyler med rolig musik og afrikansk med trommer, til når jeg skulle op at stå. Men da jeg kom ind på Riget, fik jeg lattergas, og det var faktisk rart, fordi der var så mange omvæltninger i den fødsel. Jeg skulle ned fra fjerde sal og ind i en taxa otte centimeter åben, og stå og vente på en fødestue, da vi ankom, fortæller Sara.

– Jeg fik følelsen af at være på klub og sagde til jordemoren: “Jeg har det så vildt!” Ha ha!  Vandet var stadig ikke gået, da jeg var klar til at presse, så jordemoren tog det. Det var lidt grønt, så jeg skulle igennem endnu et skift og ned til fødegangen.

– Mens portøren kørte mig derned, fik jeg at vide, at jeg skulle holde igen, men det føltes jo, som om jeg skulle skide en bowlingkugle! Jeg endte med at presse Selma ud på under et kvarter, og hun var helt fin. Der var ikke spor i vejen med hende.

sara hjort ditlevsen

Har du planlagt hjemmefødsel igen?

– Ja, til juli. Nu giver det mening at gennemføre det. Jeg var hurtig til at føde, og jeg er god til at arbejde med min krop, så jeg regner ikke med en kompliceret fødsel. Jeg vil også gerne have Selma hjemme under fødslen. Der er noget meget fint ved anden gang, synes jeg. Jeg tager det lidt mere, som det kommer.

 

Fanget i rollen

På væggen over køkkenbordet hænger et jungiansk type-indeks, som Sara fik af Jacob, efter at han havde fået lavet sit eget på et kursus. Det viser, at Sara og hendes mand stort set er forskellige på alle områder – og netop dét er en af deres styrker, mener skuespilleren selv.

– Vi er meget hinandens modsætninger. Ifølge typeindekset er Jacob struktureret og analytisk, mens jeg er intuitiv og emotionel. Faktisk har vi kun én ting tilfælles: Vi er begge ekstroverte. Det gør, at vi møder verden meget forskelligt, og det kan virkelig – især efter, at vi er blevet forældre – føre til nogle diskussioner og konfrontationer. Men faktisk tror jeg, at det er en styrke i vores forhold. Følelsen af at være rummet, selv om vi er meget forskellige, fortæller hun.

– Jeg keder mig aldrig sammen med Jacob, og jeg kan virkelig være mig selv, føle mig hjemme, når jeg er sammen med ham. Og så er vi gode til at kommunikere. Vi kan tale om alt – også ting, der er svære. Så hvis en af os er ked af det eller utilfreds, kan vi sige det til hinanden i stedet for at gå til andre og brokke os, siger hun.  

Det skal være okay at sige: Jeg elsker mit barn, men jeg vil også gerne holde fast i den identitet, jeg havde, før jeg blev mor.

En af forskellene på Sara og hendes mand er, at han fra starten har været god til også at prioritere sig selv, efter de blev forældre.

– Jacob kan sagtens sidde og læse en bog, mens han har Selma. Hun er måske utilfreds i begyndelsen, men så finder hun på noget at lege selv. Og det er ikke, fordi Jacob ikke er en nærværende far – det er han virkelig. Han har også taget halvdelen af barslen. Jeg synes, at den balance er udfordrende. Jeg skal ligesom tillade mig selv at gøre noget, som ikke er for hende, siger hun.

– Som kvinde har man jo denne her historie, der går så langt tilbage, med alle de forventninger, som ligger til at være mor. Mens faren kun kan blive en bedre far end alle de fædre, der har været før ham. Han kan kun overraske positivt.

– Bare det, at han gør den mindste ting som at hente barnet, er det: “Wow, hvor er du bare en god og tilstedeværende far!” Hvis du ikke gør de ting som mor, er det: “Hold da op, hvor hun fokuserer på sig selv! Hun er vist lidt for selvoptaget.” Du kan se det i forhold til kvindelige politikere og alle de kommentarer, de får. Også her er vi fanget i nogle bestemte roller.

sara hjort ditlevsen

Mælk og honning

Og så er vi tilbage ved det indbyggede dilemma, der ligger i moderskabet.

– Jeg synes, at det er meget interessant, at der kommer så mange historier om moderskabet, som beskriver det mere nuanceret. Med al den ambivalens, der kan være omkring det. Der er efterhånden flere forfattere, der beskæftiger sig med det, og det er der jo en grund til.

– Der manglede nuancer på moderskabet, især fordi vi er opvokset i en tid, hvor man har skullet udleve sig selv, man skulle have ambitioner og drømme. Jeg synes, at det skal være okay at sige: “Jeg elsker mit barn, men jeg vil også gerne holde fast i den identitet, jeg havde, før jeg blev mor,” siger Sara.

– Den tyske psykoanalytiker Erich Fromm skrev i sin bog “Kunsten at elske”, at morens rolle er at give barnet “mælk og honning”. Hvor mælk er barnets overlevelse, og honning er det søde liv. Så morens rolle er altså også at vise barnet det gode liv. Det er jeg helt enig i.

– Det er vigtigt for mig at vise mit barn, hvornår jeg er glad, og hvad der gør, at jeg trives, så jeg ikke hele tiden kun er fokuseret på hende, men også laver nogle ting, der ikke involverer hende. Ellers tror jeg, at jeg ville miste mig selv, og det er jo ikke godt for hende. Og man risikerer også at blive de vildeste curlingforældre af kun at have øje for sit barn.

Så jeres budskab med “Hungud” er ...?

– At give folk et indblik i alle de følelser, der ligger i at skulle forene sin identitet som mor med den del af en selv, som er noget andet. Det behøver ikke at være kunstner, det kan være alt muligt. Hvordan integrerer man de sider i sig selv?

Du har altid lavet mange andre ting sideløbende med dit arbejde som skuespiller: Læst filosofi, boet i en flygtningelejr i Libanon, lavet fotoudstilling og boet i Berlin. Hvad ville du gøre nu, hvis du ikke havde børn?

– Jeg kan godt se, at der er en alternativ virkelighed for mig … Livet som pressefotograf f.eks. Hvor man er ude i brændpunkterne. Det kunne jeg godt forestille mig. Men jeg har jo nogle andre prioriteter nu, jeg kan ikke bare sætte mit eget liv på spil. Men jeg kan godt savne den dér intensitet. Dér hvor man mærker livet i yderste potens.

– Det elsker jeg! Jeg kan også stadig have udlængsel og tænke: Er jeg nu bundet her? Jacob og jeg har talt om at komme lidt uden for Danmark, når vi har større børn. Jeg boede selv i USA et par gange som barn, og ville gerne have boet endnu mere i udlandet under min opvækst. Ikke mindst for at lære andre sprog og kulturer at kende. Og bare se noget andet. Opleve noget andet.