Svært forhold til din mor? Det kan I gøre (for at komme på rette spor)
7. maj 2020"Min mor var sød og faktisk helt okay, og jeg var også et ganske almindeligt barn med både gode og dårlige sider".
Hvornår har du sidst hørt nogen sige det? Mødre er enten de bedste eller de værste, og hvad de er, afhænger i høj grad af, hvordan de har fået os til at føle.
LÆS OGSÅ: Skammer du dig over dine forældre?
Mor er den bedste i verden
Sagt på en lidt dramatisk måde så er barnet i sin mors vold, og på den måde bliver barnets udgangspunkt, at mor er den bedste i verden, forklarer psykoterapeut Anne-Marie Jensen, der har mor/datter-relationen som et af sine specialer.
– For barnet er mor den, det skal lære livet af, og selv om hun ikke nødvendigvis er specielt kompetent, bliver barnet nødt til at synes det. Når mor ikke gør det rigtige, ser barnet det, som om det er hende selv, der er galt på den og forkert. For hun kan psykologisk set ikke tåle, at hendes mor, som hun er så afhængig af, skulle være forkert.
Barnet ræsonnerer på den måde, at når mor bliver vred, så er det, fordi barnet ikke er okay. Og det lægger grunden for barnets senere relationer, fortæller Anne-Marie Jensen og peger på, at det meget ofte også resulterer i en vrede mod moren med mange års forsinkelse.
Hvordan oplevede hun det?
At lægge afstand til sin mor er ikke nødvendigvis det, man gerne vil, men det kan være for svært at være i relationen. Et godt tidspunkt – om ikke før – at række ud og få et mere voksent og nuanceret forhold til sin mor og sin barndom, medmindre man ligefrem har været udsat for vold, overgreb eller misbrug, er, når man selv får børn.
Det er helt naturligt, når kærligheden til ens egne børn opleves, at man får lyst til at få en bedre relation til sin egen mor. Også for ens børns skyld. Anne-Marie Jensen anbefaler, at man i den situation rækker en hånd ud til sin mor og prøver at skabe en bedre relation.
– Det bedste, man kan gøre, er at tale med sin mor om, hvordan man har oplevet sin opvækst. Hvad der skete, og hvad man har tumlet med i forhold til den senere i sit liv og give hende mulighed for at fortælle sin oplevelse, hvis man ikke kender den i forvejen, siger hun.
Kærlighed som udgangspunkt
Anne-Marie Jensen har mødre og døtre, og mødre og sønner for den sags skyld, i sin klinik for at forbedre relationerne. Her oplever hun et typisk mønstre: Moren er utryg og usikker og føler ikke, hun kan gøre noget rigtigt, mens datteren eller sønnen klager over, at hun konstant træder over deres grænser. Ingen af parterne er klar over det.
– Moren siger: ”Jeg er så forsigtig”, mens datteren siger: ”Helt ærlig, tag nu ansvar!” Der fungerer jeg som mægler, fortæller Anne-Marie Jensen.
– Vi tager udgangspunkt i det, der er. Der er grelle tilfælde af svigt, men selv en hashmisbruger-mor har en kærlig kerne indeni og troede måske, at misbruget var den bedste måde at overleve på, fordi bedøvelsen gjorde, at livet ikke var uudholdeligt. Når mor og datter taler om de ting, kommer der en forståelse mellem dem.
LÆS OGSÅ: 3 kvinder fortæller om det svære forhold til deres mor
Det gør ikke det, moren gjorde, mindre forkert, men det skaber et blødt sted, at moren siger: ”Gud, hvad har jeg dog udsat dig for!” For så tager hun endelig ansvar, og det skaber forløsning hos datteren, siger Anne-Marie Jensen, som oplever, at netop mor-datter-relationer er det terapifelt, der rykker allermest, fordi de er de mest kærlighedsladede som udgangspunkt.
– Under konflikterne ligger så meget kærlighed, og begge parter ønsker inderst inde, at deres relation var god. Hos mig kommer mødre og døtre med varierende grader af konflikter, og alle kan få en bedre relation. Selv i de slemme tilfælde, hvor en mor for eksempel er borderline eller har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som er svært at arbejde med, sker en positiv udvikling, men der må vi bare sætte barren lavere for, hvad vi kan opnå, siger Anne-Marie Jensen.
Tag selv fat
En stor del af Anne-Marie Jensens rolle er at sørge for, at setuppet er trygt for både mor og datter, så ingen er dømt forkert på forhånd.
– Moren behøver ikke at sidde for skud konstant, og blot det at høre datteren fortælle og min forståelse forløser både datteren og moren og gør, at moren også tør at vise den tillid til sin datter, at hun kommer hende i møde og tager sin del af ansvaret på sig og får sagt højt: ”Det, jeg gjorde dengang, var ikke i orden.”
Man kan studse lidt over, at Anne-Marie Jensen siger ”sin del af ansvaret”. For er det ikke altid moren, der har ansvaret, ja, vi kan også kalde det skylden, for den dårlige relation?
I udgangspunktet, i relationen mellem det lille barn og den voksne, jo. Men relationen mellem to voksne kvinder er anderledes.
– Hvis du er vokset op med en mor, der ikke har set dig og på den måde har givet dig en grundlæggende følelse af, at du er forkert, kan du gå videre i livet med den vrede over, at det er hendes skyld, at du føler dig forkert, eller du kan ændre det.
- Du kan tage ansvar for dig selv og erkende at: Okay, jeg fik en oplevelse og følelse af at være forkert, selv om det var min mor, der var forkert. Men i dag er det mig, der fortæller mig selv, at jeg er forkert. Hvordan skal jeg forstå mig selv i dag? Hvordan slipper jeg den indre følelse af at være forkert i forskellige situationer?
Spejler sin egen barndom
Det er typisk, når vi er i 20’erne, at vi begynder at opleve de dårlige følelser over for vores mor. Frigørelsen fra hende starter allerede i puberteten, men da er vi stadig afhængige af hende, både konkret og følelsesmæssigt. Men når vi fysisk flytter hjemmefra og måske opdager, at vi har det svært i livet, tager følelserne af svigt og vreden over. For det er mors skyld, at livet er svært! Til trods for at man faktisk selv står på tærsklen til at blive mor og burde være voksen.
Ifølge Anne-Marie Jensen er ens forældreskab en afspejling af ens egen opvækst, på godt og ondt. Den fastgroede vrede kan derfor skygge for det, der faktisk var fedt. Det er en god øvelse at anerkende de ting, der var gode, og sige til sig selv: ”Jeg vil gøre præcis det der, det var jeg glad for.”
– Hvis man selv har dealet med det og taget ansvar for at tage vare på sig selv, kan man godt beslutte sig for at lægge det konfliktfyldte forhold til sin mor bag sig for en periode for at gøre plads til at få en ny relation til sin mor som mormor.
Uforløste forhold kan vare til sent i livet
- Børnebørn er som en heling. Du ser hende i et andet lys og ser måske det skønne i, hvad hun kan med dine børn. Og gennem det opstår en erkendelse af, at ”Gud, det gjorde hun også over for mig”, og det gør det langt nemmere at huske de gode ting, hun faktisk gjorde, og de gode ting, hun giver nu.
Det giver også en blødhed over for det, hun ikke kunne, siger Anne-Marie Jensen, som understreger, at den åbning mod moren ikke er en accept af det, der var skidt, men er en mulighed for dig selv for at få en mindre anspændt relation.
LÆS OGSÅ: Humblebragging - når blær bliver pakket ind i ydmyghed og beklagelser
I Anne-Marie Jensens klinik dukker kvinder helt op i 60’erne op på grund af et uforløst forhold til deres mor, som stadig tærer og fylder. Relationer, hvor moren er så gammel, at hun ikke kan komme med til samtalerne, men hvor datteren sidder alene med spørgsmålet: ”Hvorfor skal jeg tage mig af dig nu, du tog dig ikke af mig, da jeg var barn?”
– Hvis ens mor er for gammel, eller man ikke orker at tage den store tur med hende, må man være sin egne gode mor og være sød over for sig selv og sige: Det er klart, at jeg reagerer, for der ligger noget i mig, jeg ikke har taget mig af. Man må være self soothing og tage sig af sin egen uro på en mild og forstående måde.
Når man kan trøste og bære sig selv, behøver man ikke længere være så vred på sin mor, siger Anne-Marie Jensen. Efter hendes mening er det vigtigste, at man har realistiske forventninger til relationen: Man behøver ikke at være veninder og fortrolige, måske er det nok at have et respektfuldt forhold til hinanden.
Tid til at ændre fortællingen
Psykolog Helene Grau har speciale i narrativ psykologi, en terapiform, der har fokus på at ændre de fortællinger, vi bærer med os. Hun mener, at man, når man opsøger en psykolog, ofte kun bliver bekræftet i morens svigt, og at det skaber en enstrenget historie om forælderen.
– Hvis relationen til din mor går dig på og gør dig ked af det, er det, fordi relationen ikke er ligegyldig. Jeg arbejder med forståelsen fra franske filosoffer om, at hvis du bliver ked af det, er det, fordi det ikke er ligegyldigt. Hvis du var ligeglad med relationen, ville du ikke blive påvirket.
Derfor er det vigtigt at se på: Hvorfor er relationen til din mor ikke ligegyldig, siger Helene Grau, der fortæller, at for at arbejde med relationen til din mor er det vigtigt, at du anerkender, at din mor kan noget, andre ikke kan. Hun kan være til stede med en kærlighed, som mange først forstår, når moren er død.
Hun råder til, at du dér, hvor konflikten mellem jer opstår, ser på, hvad konflikten fortæller om, hvad det er, du savner fra din mor.
– Det er et godt udgangspunkt at tænke over det, så det ikke alene ender i en proces med skyld. Hvis du f.eks. oplever, at din mor ikke ser dig, så kig på: Hvorfor er det vigtigt for dig at have en mor, der ser dig – hvorfor betyder det noget? På den måde starter du et andet sted end selve konflikten.
Hvis du finder ud af, hvad du savner hos din mor, og hvorfor det er vigtigt for dig i relationen, sender du samtidig et signal til din mor om, at hun er vigtig for dig. Og den besked vil gøre en verden til forskel for din mor, og det forhindrer, at det hele ender i en skylds-spiral, som ikke fører til forbedring, forklarer Helene Grau.
Stil spørgsmål, og bliv ved
Det lyder oplagt, at opmærksomhed skal gå begge veje i en sund voksenrelation, og fortidens skuffelser og mangler kan ikke rettes op ved, at moren så bliver ved med at overkompensere. Mange unge bliver ved med at forvente kun at få. Helene Grau fortæller, at mange kvinder har utrolig meget fokus på sig selv – og er ikke særlig nysgerrige på deres mor, men har en masse forventninger til hende
– Det giver ikke plads til at se hende i et andet lys og derigennem få en anden opfattelse end den, du har haft hidtil. Når du som datter forstår din mor og ser hende som andet end kun mor, bliver det også nemmere at se, hvornår du selv vanskeliggør relationen mellem jer, og hvordan du kan gøre den nemmere og rarere at være i for jer begge to, siger Helene Grau.
Men når ens mor ikke fatter, at der er noget galt, og at man trækker sig, bliver vred eller kold i afmagt. Hvorfor bliver hun så ved?
LÆS OGSÅ: Er du dårlig til at bede om hjælp?
– Igen handler det om at stille spørgsmål – til hende, hvis du kan overskue det, til dig selv, hvis du ikke kan overskue at bringe din mor ind i arbejdet, forklarer Helene Grau.
– Hvad er det, hun er optaget af, når hun blander sig igen og igen, selv når du bliver vred? Når hun siger for dig grænseoverskridende ting, hvad er det så, hun tror, hun hjælper dig med? Hvad tror hun selv, hun bidrager med, når hun agerer, som hun gør? Hvordan har hun fået en idé om, at den måde, hun kan hjælpe dig, er ved at komme med sine holdninger?
Hvis jeg taler med en mor, kan jeg godt finde på at stille det simple spørgsmål: Bringer det dig tættere på eller længere væk fra din datter? siger Helene Grau, og tit bliver moren overrasket, for hun ønsker ikke at støde datteren fra sig, hun er derimod blevet blind over for datterens reaktioner, fordi de gør ondt.
– Men de er der ikke for, at de skal gøre ondt, men som et signal. Og under konflikterne er der forhåbentlig to voksne mennesker, der begynder at forstå relationen og det fælles værdifællesskab, der kan skabe en ny fortælling og en ny relation, slutter Helene Grau.