Jeg har veninder, der hele livet har drømt om at blive mødre. Men der er også os, der tvivler

Mathilde Moestrup er forfatter og journalist. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er en kvinde i starten af 30’erne i et fast parforhold, der ikke har børn. Måske får jeg det en dag, måske ikke. Lyder det kontroversielt?

Sikkert mindre, end det ville have gjort for 30 år siden. Babyboomet udebliver, hører vi for tiden, millennial-generationen får ikke nok børn, og dem, der gør, gør det senere og senere. Måske derfor er fertilitet også på alles læber for tiden.

I den danske Netflix-produktion “Skruk”, i Tine Høegs roman “Sult” om fertilitetsbehandling og i spillefilmen “Lykkelige omstændigheder”, hvor en karriereorienteret kvinde tilbyder sin mindre bemidlede søster at købe hendes nyfødte barn.

Særligt dem, der gerne vil have børn, men ikke kan, er i fokus. Men der har også været fornyet opmærksomhed på de mange mennesker, der simpelthen fravælger børn i deres liv.

Selv hører jeg ikke til nogen af de to kategorier. Jeg befinder mig et sted midt imellem. Og selv om jeg ikke er i tvivl om, hvad samfundet mener, jeg burde gøre (straks gå i gang), findes tvivlen i mig som en undertone, der altid har været der.

Jeg tror, jeg kunne blive en helt okay mor, og jeg er sikker på, at min kæreste kunne blive en god far. Men den “sult” efter at få børn, som Tine Høeg beskriver i sin roman, har jeg aldrig følt.

“Skruk” har altid været et abstrakt begreb for mig. Mine overvejelser om at få børn bliver derfor tit meget argumenterende (fordelt i pros and cons), for min krop kommer ikke rigtig med noget indspark.

Jeg føler hverken længslen efter moderskaben eller afvisningen af det. Og jeg er ellers en person, der har stærke følelser om det meste.

Hvis jeg ser på min egen historie, kan det måske handle om, at jeg som barn var storesøster til mange mindre søskende.

Jeg hentede min ni år yngre lillebror fra børnehave, skiftede hans bleer fra tid til anden, og jeg opfandt lege for at underholde ham, så han ikke skulle græde.

Jeg tænker tilbage på det som lykkelige stunder, så det er ikke, fordi oplevelserne har afskrækket mig.

Men de lærte mig alligevel en vigtig ting om, hvad det vil sige at leve sammen med små børn: Det er et kæmpe slid, en lang og evig række af opgaver, der skal udføres, af omsorg, der skal bedrives.

Hvornår passer en lang og tidskrævende række af opgaver ind i et i forvejen fuldt og travlt liv med venskaber, parforhold, karriere?

I de seneste år har en mere eksistentiel tvivl også grebet mig. I takt med, at klimakrisen bliver mere og mere tilstedeværende i vores liv, har særligt ét spørgsmål fået tag i mig: Er det overhovedet etisk forsvarligt at føde børn i vores undergangsverden? Hvilket liv kommer barnet til at få?

Hertil kommer politisk ustabilitet, krig i Europa, infla-tion, efterdønningerne af pandemien og på mere nationalt plan: Krise på fødegangene, manglende pædagoger og lærere og det faktum, at min generation har sværere ved at få en småbørnsfamilie-økonomi til at løbe rundt end tidligere generationer.

Der er med andre ord rigeligt med grunde til at tvivle på, om forældreskabet er den rigtige vej at gå.

På den anden side er der selvfølgelig grundene til at få børn: Det sindssyge potentiale det er at kunne gro et menneske inden i sig (så mægtigt og stort), erfaringen af at blive forælder, at dele den oplevelse med sin partner og at se sit barn vokse op.

At få børn eller ikke få børn fremstår for mig som den største beslutning, jeg kommer til at træffe i mit liv.

Derfor har jeg også en klar fornemmelse af, at jeg ikke står alene med mit dilemma. I må være derude, mine fellow tvivlere?

Jeg har veninder, der hele livet har drømt om at blive mødre, og veninder, der altid har vidst, de ikke ville have børn. Men der er også os, der tvivler. Os, som sikkert ville gro nogle friske nye samfundsborgere frem, hvis ellers verdenssituationen og tilstandene på fødegangene var bedre … eller ville vi?

Klummen blev udgivet i femina uge 19, 2023.