Kampdag 2021

Amalie Langballe og Maja Lucas: "Der er noget absurd i det krav om opofrelse, der ligger i moderskabet"

af Susanne Cordes 5. marts 2021
Foto: Robin Skjoldborg og Søren Bidstrup/Scanpix
Den ene har skrevet en roman om voldsomheden ved at blive mor for første gang. Den anden har fravalgt moderskabet og har ladet sig sterilisere. Begge oplever de, at omverdenen sætter spørgsmålstegn ved deres valg.

De sidste år har set en større andel af bøger, essays og kronikker, der har sat moderskabet til debat.

Mange yngre kvinder, der er opvokset med en reel forventning om ligestilling, bliver overrumplede af den skævhed i parforholdet, de oplever, i det øjeblik de bliver mødre.

Forfattere som Olga Ravn (”Mit Arbejde”) og Maja Lucas (”Mor”) har skrevet romaner om, hvordan det at blive mor udfordrer identiteten i en sådan grad, at man som kvinde kan risikere sit mentale helbred.

Ikke fordi de er forkælede eller forvænte, men fordi den, de var inden moderskabet, og den, de forventes at være i moderskabet, ikke matcher.

Bleer og spædbørn

Depressionen og psykosen lurer, de får sammenbrud og oplever, at deres kroppe bliver overtaget af et kontrollerende sygehusvæsen.

I en anden fløj af debatten træder unge kvinder som Amalie Langballe frem og fravælger bevidst og åbent moderskabet.

De vil noget andet med deres liv end at skifte bleer og gylpe spædbørn, eller de tænker på klimaet og Jordens overbefolkning. Et valg, der burde være helt legitimt. Men læser man debatterne om deres valg på de sociale medier, får man hurtigt en fornemmelse af, at det at blive mor (eller ej) gemmer på et af de klassiske kvindedilemmaer: Damn if you do, and damn if you don’t.

Maja, du har skrevet en roman om moderskabet, ”Mor”, der er blevet kaldt kontroversiel, fordi den handler om et moderskab, der ikke bare er lyserødt og fluffy. Din roman handler derimod om afmagt, gråd, blod og mørke og en hovedperson, der går fra koncepterne, da hun får sit første barn. Hvad har reaktionerne været?

Maja: Først og fremmest har jeg fået rigtig mange mails fra kvinder, der genkender det, jeg beskriver. De skriver paradoksalt nok: ”Hvor er det forfærdeligt, og jeg kan genkende det hele.” Hvilket mellem linjerne siger, at moderskabet nogle gange bare er forfærdeligt.

Nogle af anmeldelserne har entydigt skrevet, at jeg beskrev en fødselsdepression. Der var endda en chefpsykolog fra Rigshospitalet, der skrev, at den var et klokkeklart eksempel på en fødselsdepression. Det blev jeg ret chokeret over og provokeret af. For jeg synes faktisk, at bogen holder fast i det normale langt henad vejen.

Men den chefpsykologs diagnose gør, at man meget belejligt får sat alle de mørke følelser i en kasse, der hedder ”sygdom”. På den måde kan alle de andre have deres glade moderskab i fred. Men er det så enkelt?

 

KVINDEKAMP 2021

En polariseret tid med store (og vigtige) debatter har fået os her på femina til at længes efter samtaler, ro og refleksion. I anledning af Kvindernes internationale kampdag har vi sat en række vigtige stemmer sammen og bedt dem tale om nogle emner, der rummer både kamp og håb. Mød:

Peter Hummelgaard og Lars Sandahl om barsel til far

Samira Nawa og Ritt Bjerregaard som sexisme i politik

Iris Gold og Hanne Boel om repræsentation i musikbranchen

Det var faktisk først, da jeg mødte reaktionerne på bogen, at det gik op for mig, at der måske var en form for oprør i den. Jeg var selv blevet mor, og jeg var i den forbindelse blevet meget overrasket over og overvældet af mit følelsesliv.

Amalie, dit udgangspunkt er et helt andet. Du har valgt ikke at få børn og at lade dig sterilisere. Hvad har reaktionerne været på det?

Amalie: Det har helt klart affødt en interesse. Jeg har ikke skrevet en bog om det, men det er det, jeg får ultimativt flest henvendelser om at blive interviewet om, så der er næsten skræmmende meget interesse for det.

Nu er jeg ikke typen, der læser kommentarspor, så jeg oplever, at interessen primært er positiv. Der er en masse kvinder, der savner en eller anden form for modfortælling til den traditionelle fortælling om, at når man når en vis alder, så skal man have nogle børn.

Normen at blive mor

Er det, fordi moderskabet har en eller anden form for hellig status – man må hverken kritisere det fra den ene eller den anden side, uden at det fremprovokerer en eller anden reaktion?

Maja: Ja, der hvor min og Amalies position mødes, er ved, at vi begge på en eller anden måde siger, at kvinden først og fremmest er et menneske, før hun er mor – eller ikke-mor. Er det ikke et fælles udgangspunkt, Amalie?

Jeg synes i al fald, at der er noget absurd i det krav om opofrelse, der ligger i moderskabet. Man skal simpelt hen elske børnene 100 procent hele tiden og aldrig være sur. Det går imod tanken om, at kvinder er hele mennesker med egne behov. På samme måde siger du så, når du fravælger moderskabet: Jeg er først og fremmest et helt menneske, og jeg vil ikke defineres af moderskabet?

Amalie: Og alligevel sidder jeg her og taler om det. Så man kan ikke rigtig slippe for det som kvinde. Jeg har svært ved at forestille mig en mand, der på samme måde genererede lige så meget interesse ved at fravælge at blive far.

Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke vil skrive om det. Men pointen ved det er ligesom, at jeg bare har fundet ud af, at jeg ikke skal være mor, lidt på samme måde som at jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal være golfspiller. Hvad skulle en bog, der handlede om en person, der ikke var golfspiller, handle om?

Det ligger så dybt i kvinderollen, at hun på et tidspunkt skal være mor. Selv min kærestes søde, veluddannede venner forstår ikke altid, hvorfor han er sammen med mig, når jeg ikke kan få børn. Hvorfor så ikke bare være single?

Maja: Det er jo ret vildt, når man tænker på, hvor mange krumspring mænd gør for ikke at gøre nogen gravide og ikke blive fædre.

Amalie: På mange måder er det jo stadig normen, at man som kvinde bliver mor. Som mand er det jo ikke sådan, at du bliver en ikke-far, hvis du vælger ikke at få børn. Men jeg er helt klart blevet en ikke-mor.

Så vi kvinder får simpelt hen værdi, ud fra om vi er mødre?

Maja: Vi har i hvert fald stadig en guldalderforestilling om kvinden som moderen og som den, der opofrer sig for børnene, manden og familien.

Det er nok også derfor, at vi ser, at der bliver skrevet en masse om moderskabet i de her år. Der er et kæmpe sammenstød mellem, hvordan vi ser kvinden i sig selv, som frigjort og selvstændig, og hvordan vi ser kvinden som mor.

Amalie: Men historisk set er det også noget nyt, at børnene 100 procent er morens problem. Før i tiden var det med at opdrage børn et fællesskabsprojekt for den udvidede familie, naboer og andre omkring kvinden. Kvinder har altid født børn, men har de altid stået så alene med det?

Når man ser på de mange fortællinger om moderskabet, der kommer i de her år, så er det slående, hvor meget ensomhed fylder. Så det er svært at tænke, at der ikke er noget galt med modellen for moderskabet.

Jeg synes i al fald, at der er noget absurd i det krav om opofrelse, der ligger i moderskabet.
- Maja Lucas

Nu har jeg selv fravalgt at blive mor, men for vores samfunds skyld så jeg da gerne, at der kom noget mere fællesskab omkring det at opdrage børn, men det kræver også, at kvinden er parat til at afgive noget af sin magt – når man har så stærkt et ideal om, hvordan den perfekte mor er, så kan man jo ikke bare lade en anden stå og opdrage på din unge nede i Netto.

Mangler forbilleder

Maja: Der er stadig en modsætning mellem det at få en karriere og det at få børn. Der er selvfølgelig magtfulde kvinder, men mange af dem har ikke børn. Se f.eks. Angela Merkel eller Kamala Harris.

Jeg har virkelig ligget i mange ammekriser og puttekriser og tænkt: Gad vide, om præsident Obama skal være der for sine børn lige så meget, som jeg skal, eller er han undtaget?

Må dem, der forsker i kræftens gåde, godt gå ind på deres kontor nu, selv om jeg ikke må? Jeg kunne virkelig føle den der misundelse.

Amalie: Hvis nogle kvinder har givet rigtig meget af sig selv, så er det på en eller anden måde okay, at de ikke har fået børn.

Det kunne bare være fedt at se en Carrie Bradshaw, der ikke havde fået børn, men som bare havde det fedt. Sådan nogle retningsløse kvinder, der ikke er ulykkelige, og som har et liv. Det synes jeg mangler i vores kulturprodukter. At dem, der ikke har børn, ikke bare er hekse eller onde, men bare lever deres liv og gør deres ting.

Det er helt klart mit mål. Folk vil gerne skyde en i skoene, at man er doven, hvis man ikke vil have børn, og jeg vil helt klart gerne have et nemt liv, og det satser jeg da i høj grad på, at det her fravalg bidrager til. Hvorfor må jeg så ikke være her? Er det ikke meget menneskeligt at ønske egentlig?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Liderlige kvinder og mødre

Amalie, din roman, ”Forsvindingsnumre”, handler ikke om en ikke-mor, men den handler om en kvinde, der er liderlig og har en krop, der måske er lidt ustyrlig på andre måder?

Amalie: Jo, men det kan godt være, at jeg taler ud fra en københavnerboble, når jeg siger, at jeg faktisk ikke har oplevet nogen problemer med det.

Jeg ser en tendens i feministiske diskussioner til, at vi meget gerne vil lade, som om vi udkæmper store kampe hele tiden. Suzanne Brøgger skrev ”Fri os fra kærligheden” tilbage i 1970’erne, vi har også haft en som Maria Marcus.

Så jeg synes ikke, at det er noget, vi kan blive ved med at tale om som kontroversielt, når kvinder har talt om det i 40 år uden at blive brændt på bålet for det.

Maja: Nej, det er rigtigt. Jeg ser meget samtalen om kvindens seksualitet som en forlængelse af samtalen om moderskabet.

Når man først har sagt, at kvinden/moren må være vred, så må hun også godt være liderlig. Samtidig synes jeg også, at der er nogle skyggesider i samtalen om det kvindelige begær, som man måske ikke altid lige lægger mærke til ved første øjekast, og som minder om moderskabets dilemmaer.

Man siger måske, at man selvfølgelig kan være kvinde uden at være mor, eller selvfølgelig kan en kvinde begære – men så kommer kommentarsporene og viser et efterslæb af modforestillinger.

Amalie: Jeg har skrevet sexklummer, fra jeg var 22, til jeg var 28. Det er ligesom et acceptabelt aldersspænd at have en seksualitet i. Så går accepten måske ned derfra. Men jeg synes alligevel, at vi har rykket os i den rigtige retning.

Maja: Ja, lad os tillade os at være lidt optimistiske i anledning af kvindekampdagen!