Da Heges søn fyldte 15, blev hun ramt af en stor sorg. For en helt særlig tid var ved at rinde ud

Det havde bare være Hege og hendes søn Johannes i alle årene, siden hun og Johannes’ far gik fra hinanden. På det tidspunkt var Johannes tre år.

Sønnen havde en tæt og god kontakt med sin far, der bor i Trondheim i Norge.

Hege og Johannes var flyttet til Oslo, fordi Hege havde afsluttet sine studier og skulle i gang med at arbejde. Mor og søn levede et hektisk liv sammen.

Johannes spillede fodbold, og Hege deltog i alle kampe og træninger. Hun bagte til kagesalget i skolen og allierede sig med sine venner, når hun skulle bruge en babysitter.

Hendes egne forældre bor i Glomfjord i Nordnorge, og de så dem mest i ferier, eller når hendes mor kom til Oslo for at hjælpe Hege.

Årene fløj afsted, og Hege forsøgte at stoppe op og huske alle de gode ting – hvert lille øjeblik, der ikke ville komme tilbage – men hendes studier og senere hen job krævede meget.

- Jeg tænker, at jeg nogle gange burde have været meget mere til stede i de stunder og tænkt mindre på andre ting, siger Hege Rønnåbakk.

- F.eks når vi spillede spil. Det gør lidt ondt at tænke på.

Vi møder Hege til et interview i hendes lejlighed i Oslo, som hun deler med sin partner Thomas og hans to sønner. Hendes egen søn bor her ikke længere.

Det vender vi tilbage til.

Ung mor

Hege flyttede til Trondheim for at studere, da hun var 19 år. Her mødte hun manden, som hun fik et barn med godt to år senere.

Hun værdsatte sin kernefamilie, og det var en stor sorg, da forholdet ikke lykkedes. Hege beskriver et godt forhold til Johannes’ far i de seks år, de fortsat boede i samme by. Alligevel kan hun den dag i dag stadig være ked af det, der skete dengang.

- Jeg havde altid forestillet mig at få mange børn. Kernefamilien var min drøm. Så fik jeg børn meget tidligt, og da drømmen brød sammen, var det hårdt.

- Måske var det også derfor, at jeg gik all in for at udfylde alle roller? At Johannes ikke skulle mangle noget?

Efter nogle år i Trondheim flyttede Hege og Johannes til Oslo. Sønnen startede i skole og fik nye venner. Hege begyndte at arbejde.

Efter hun havde studeret psykologi, pædagogik og sociologi i Trondheim, uddannede hun sig til familieterapeut i Oslo. Efterhånden begyndte hun at arbejde som familierådgiver og senest som elevterapeut på en ungdomsskole.

Inden corona var det planen, at hun ville etablere en særskilt praksis med ungdommen som specialområde. Der skulle være temaaftener og gruppesamtaler med emner, som hun har på hjertet.

Det fører os tilbage til sønnen og deres liv i Oslo.

De fleste, der har børn, husker mærkedage og højtider. Fødselsdage og lejrskole. Men alt derimellem går så hurtigt.

Ja, så hurtigt, at du ville ønske, du kunne skrue dine år tilbage for at stoppe. Hege var ingen undtagelse. Hun kunne have bekymringer om økonomien og ville gerne give sin søn det bedste. Vigtigst af alt lærte han at være høflig og venlig over for andre.

Vennerne kom med hjem, og Hege sørgede for, at alle var velkomne. Hun lavede aftensmad og sørgede for, at Johannes kunne deltage i aktiviteter og fodboldturneringer. Johannes’ far, som støttede ham økonomisk og var også med til at gøre et meget aktivt liv muligt.

Når man lever som mor og søn, er det ikke usandsynligt, at forholdet bliver stærkt.

Så stærkt, at da Johannes fyldte 15 år, blev Hege grebet af en stor sorg, der kom helt ud af ingenting:

- Det gik pludselig op for mig, at vi ikke havde mange år tilbage. At det snart var forbi. Jeg blev fanget i en sorg, der var meget smertefuld.

Den svære overgang

Sønnen var hverken syg eller særlig træt af sin mor. Han var bare ved at vokse op.

Drengen, hun havde fulgt i tykt og tyndt, og som hun havde for sig selv i alle disse år. Nu så hun omridset af en ung mand, der skulle i gang med at træffe sine egne valg, og som måske hellere ville hænge ud med venner i stedet for at komme hjem og spise hjemmelavet lasagne.

- Da han var 15, begyndte jeg at føle en stor sorg over, at det var ved at være slut. At der kom et tidspunkt, hvor vi ikke skulle være sammen hele tiden. Vi var dog ikke sammen hele tiden, for Johannes har haft et meget socialt liv udover mig.

Hege var ikke forberedt på sin reaktion. Selv om der stadig gik mange år, før han ville flytte, gjorde tanken om ikke længere at have ham omkring sig dagligt hende ked af det.

- Det var på det her tidspunkt, vi begyndte at være mindre sammen, og jeg begyndte at tænke på, at de her få år, vi har tilbage sammen, har en udløbsdato.

Hun talte med mentoren fra studiet i familieterapi om sin sorg. Hun sagde, at man stadig vil være forældre, når børnene flytter ud, bare på en anden måde.

- Og der er mange flere af år tilbage. Jeg ved, det er sandt, selv om det ikke vil være på samme måde. Jeg græd meget. Jeg fungerede på mit arbejde og i min hverdag, men mærkede sorgen.

Hun understreger:

- Samtidig var jeg meget optaget af, at Johannes ikke skulle føle, at jeg ikke var glad for, at han begyndte at blive voksen. Selvfølgelig ville jeg have ham til at stå på egne ben.

- Hvis han hellere ville være sammen med venner end at komme hjem til middag, sagde jeg altid, at det var helt fint. Jeg var meget forsigtig med ikke at overføre min reaktion til ham.

- Det har været vigtigt for mig gennem hele hans opvækst, at han ikke skulle føle, at han skulle sidde derhjemme og passe mig. Vi har begge et rigt liv med venner og aktiviteter, men vi har boet tæt, taget på ferie og spist middag sammen hver dag.

- Og pludselig gik det op for mig, at det her vil ende. Og det var meget svært for mig og en stærk sorg, som blev der i mange år.

Empty nest syndrome

På fagsprog hedder det "empty nest syndrome”.

- Mange kan blive provokeret over begrebet, fordi de føler, at man gør en naturlig proces unormal. Sådan ser jeg det ikke.

- Jeg tænker, at det er naturligt, at man både kan føle glæde over, at børnene vokser op og skal ud at studere, og samtidig synes, det er trist. Det handler jo om, at man selv også bliver ældre, at livet bevæger sig ind i en anden fase.

Hun synes, det var ekstra svært, fordi hun har haft for vane at vise en masse kærlighed gennem tjenester, altså ved at opfylde sin søns behov: Rent tøj, sund mad, opfølgning på aktiviteter og gode samtaler.

- Og når han en dag flytter ud, hvordan skal jeg så vise ham den kærlighed? Jeg fik trods alt børn meget tidligt, og jeg tror, ​​at det at være mor har været min vigtigste identitet gennem hele mit voksne liv.

- I mange år var det bare os to i hverdagen med fodbold, kampe og turneringer. Det var ligesom vores liv.

Hendes venner syntes, hun var heldig at blive så ung en mor. For tænk på al den frihed hun skulle få, den dag hendes søn flyttede hjemmefra!

- Men jeg kunne ikke nyde det. Det var en ensom sorg, og jeg følte mig meget alene i processen. Samtidig havde jeg dårlig samvittighed over for dem, der sørger efter måske at have mistet et barn. Det er en helt anden ting.

- Jeg er trods alt heldig at have et barn og at have min søn i mit liv. Selv om han ikke bor hos mig, har vi stadig hinanden og har et tæt og godt forhold.

En ny start

Siden da har Hege indset, at ”empty nest syndrome” rammer flere mennesker end hende, men at mange er bange for at stå frem af frygt for at blive opfattet som sarte.

Da hun offentliggjorde et opslag på Facebook om at organisere en gruppesamtale om emnet, fik hun positive reaktioner, men også nogle negative. For hvilken ret havde hun til at klage? Der var trods alt ingen døde.

- Men det er en sorg, selv om det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med for eksempel at miste sit barn.

Hege fortæller, at hun havde god opbakning fra både venner, familie og i sin partner Thomas i den periode, hvor hun havde det svært.

De to mødte hinanden for otte år siden, da Johannes var 15. Hege er taknemmelig for, at hun mødte sin kæreste i netop det øjeblik, og at de efter nogle år flyttede sammen.

- Det var en ny start. For mit vedkommende ville det være værre, hvis jeg blev alene i den gamle lejlighed.

- Thomas har altid været meget sød og ivrig efter at støtte mig i min proces. Men alligevel føltes det på en eller anden måde, som om intet kunne måle sig med en mors kærlighed, og alt det moderskabet gav mig.

Savnede rodet

Hun husker den dag, hvor hendes søn skulle flytte ud og i en lejlighed med den kæreste, han havde dengang. Hege var glad, men dagen var stadig smertefuld. Alt, hvad hun havde frygtet, og nu var dagen her:

- Det kom som en overraskelse, at jeg havde det sådan. Da han var flyttet, begyndte jeg hurtigt at savne rodet i køkkenet. Alle de ting, der irriterede mig. Samtidig var det en ny æra, som var spændende for ham.

Et år senere flyttede han til Bergen for at studere. Hege fortæller, at hun støttede ham. Ikke desto mindre var det både trist og dejligt at høre ordene: "Mor, jeg er kommet ind på et studie i Bergen”.

- Jeg kan huske, at jeg græd, da jeg blev alene. Og så slog det mig, at jeg aldrig havde tænkt over, at det var synd for min mor og far, da jeg flyttede hjemmefra. Hvordan de må have haft det.

- Jeg brugte en masse energi på ikke at vise det udadtil og ønskede ikke at genere andre. Jeg brugte meget energi på at tage mig sammen. Det var ret krævende.

- Jeg blev træt. Udbrændt, med en kortere lunte i perioder. En slags situationsudløst depression, som det hedder på fagsprog. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad skal jeg bruge resten af ​​mit liv på? Hvad skal jeg fylde mine dage med?

- Alt føltes lidt meningsløst i starten. Og det lyder måske mærkeligt, da jeg altid har været meget social, haft et stort netværk og et aktivt liv.

Mor blev melankolsk

Men med sin søn i Bergen mente Hege, at det blev lettere, for nu blev det umuligt at tjekke, at han kom hjem om natten, og at alt var i orden.

- Jeg bekymrede mig mindre, da han var ude af syne. Det lyder lidt forfærdeligt, men jeg har været hønemor og gjort mere, end han havde brug for.

- Efter han flyttede ud, kunne jeg sove på en helt anden måde og ikke ligge med det ene øje åbent, før han var sikkert hjemme.

Johannes roser også sin mors måde at være der for ham på:

- Jeg var ikke klar over, at hun havde det sådan, da jeg blev ældre. Vi snakkede om det senere hen, og nu hvor jeg ved det, har jeg måske bemærket, at hun var lidt mere melankolsk dengang, siger Johannes Rønnåbakk Rasmussen på 23 år.

Han siger, at han levede sit teenageliv præcis, som han skulle, og aldrig begyndte at tilpasse sig, eller følte sig ansvarlig for, at hans mor ikke var alene.

- Jeg har ikke haft dårlig samvittighed, og jeg følte, at det var helt naturligt at være mere sammen med vennerne. Og det er noget, man skal forholde sig til som voksen. At en ny fase er på vej.

Han beskriver sin mor således:

- Min mor er en helt vidunderlig mor. Meget empatisk og kærlig. At få ubetinget kærlighed fra din mor er den bedste gave, en mor kan give sit barn.

Spændende tid

Hege er gennem årene kommet til en erkendelse:

- Det, at børnene flytter hjemmefra og klarer sig selv, er en slags bekræftelse på, at man er lykkedes som forældre. I dag er jeg glad for, at Johannes klarer sig selv. Nu havde jeg ikke følt, at det var rigtigt, at han stadig boede hjemme.

- Og jeg mærker, når vi er sammen, eller har været sammen på ferier, at det er naturligt, at vi går fra hinanden og bor hver for sig. Og så glæder vi os til at se hinanden igen næste gang.

- Og nu kan jeg gøre flere af de ting, jeg ikke kunne før, som at investere i min egen praksis og forsøge at udvikle det, jeg har drømt om i årevis.

Vil starte et tilbud

Hendes mål er blandt andet at investere i unge og mental sundhed. Hun vil arrangere temaaftener og gruppediskussioner for at hjælpe andre, der kæmper med tanken om ikke længere at have deres børn i nærheden.

- Jeg tror, ​​mange går rundt med de her tanker, og jeg har selv fået mine erfaringer, som andre kan få glæde af. Og at møde andre i samme situationer i en gruppe kan være endnu bedre end at møde kun én behandler, siger Hege.

Hvis du skulle give et råd til andre i samme situation, hvad ville du så sige?

- At det er vigtigt at tale om det og tage følelserne alvorligt. Og at opretholde et separat liv, mens børnene bor hjemme.

Ville du ønske, at du havde bekymret dig mindre om din søn?

- Nej, det har været min trøst, at jeg har givet alt som mor. At jeg ikke har arbejdet for meget og haft tid med ham.

- Jeg føler, at vi har hygget os fredag ​​aften, og jeg har ikke haft Instagram, og de ting, jeg ved, kan tage meget tid. Jeg formåede også at leve mit eget liv ved siden af ​​at være mor med venner og aktiviteter, det er vigtigt at påpege.

Hun smiler.

- Det, man virkelig føler, er en sorg over, at tiden går. At en æra er forbi, og at livet vil være anderledes fra nu af. Men det betyder ikke, at det ikke kan blive et godt liv.

Artiklen blev første gang udgivet på kk.no. Dette er en redigeret version.