Familieliv

Mette Jacobsen: "Det dummeste ville være, hvis jeg ikke var blevet mor"

af Kathrine Karlshøj 18. november 2013
foto: Nellie Møberg
Den tidligere topelitesvømmer Mette Jacobsen synes, det var en befrielse at blive mor og sætte sig selv i bagrunden. Hun troede i lang tid, at hun ikke skulle have børn, men i dag slår oplevelsen af at blive mor til Amanda og Alberte alle de medaljer, hun nogensinde har vundet.

Hvordan havde du det med at være gravid? Den største omvæltning for mig var alt det, der skete med kroppen, for jeg var ikke vant til at have former

Blå bog

Mette Jacobsen er 40 år og tidligere elitesvømmer. Hun bor i Birkerød med sin mand Kim Jensen. Sammen har de Amanda, som lige er fyldt seks år og Alberte på tre 1/2 år. I dag arbejder Mette Jacobsen i Falk Help Care som fysioterapeut og sundhedskonsulent. Desuden underviser hun både børn og voksne i svømning i Charlottehaven i København.

eller et eneste gram fedt. Men ellers havde jeg det godt. Jeg lå og svømmede butterfly og lavede crawlsalto-vendinger med min store mave dagen før, jeg fødte.Ved min første graviditet mente min bror, som dengang var træner, at jeg godt kunne være med til Danske Mesterskaber for hold, selvom jeg var i fjerde måned. Jeg stillede pænt op, men opdagede hurtigt, at den mavemuskelfunktion jeg normalt havde, var fuldstændig forsvundet. Så tempoet på min svømning var ikke helt det samme, som det plejede.Hvordan oplevede du fødslen?Ved min første fødsel gik jeg næsten 14 dage over tid. Så jeg fik en stikpille for at sætte fødslen i gang og fik at vide, at jeg ville gå i fødsel indenfor et døgn. Jeg kunne ikke mærke noget hele dagen, men så pludselig klokken tre om natten vågnede jeg med voldsomme veer. Jeg sprang åbenbart alle de der korte veer over og gik direkte til, at der kun var 2.45 minutter i mellem.Jeg vækkede min mand og fortalte ham, at vi skulle af sted nu. Min mand havde deltaget lidt på afstand i noget af fødselsforberedelsen, og han havde åbenbart hæftet sig ved, at det var vigtigt, at han tog noget mad med, for det var der nødvendigvis ikke på sygehuset. Så han begyndte at smøre madpakke og riste brød, i mens jeg lå på køkkengulvet og skreg. Jeg kan huske den der pling-lyd fra brødristeren, og så vendte min mand brødet om på den anden side. Så skreg jeg, at det brød ikke skulle ristes mere, for NU skulle vi køre. Vi kom af sted, og jeg fødte lynhurtigt, så han fik slet ikke brug for madpakken.Hvad er det bedste råd, du har fået? Der er ikke én måde, som er den rigtige måde at være mor. Så jeg prøver at hvile i mig selv og bruge min sunde fornuft. Hvis jeg prøver på at leve op til alt det, jeg kan læse i bøgerne, så kan jeg nemt komme til at føle mig utilstrækkelig.Læs også om Line Ernlund, der føler sig som en ny og bedre version, efter hun er blevet morHvad gør du, når du er træt, og alt er uoverskueligt?Hvis jeg kan komme af sted med det, så løber jeg en tur i skoven. Så har jeg det meget bedre bagefter. Nogle gange siger min mand til mig: "Tror du ikke det ville være bedre, at du tog dig en lur?" Men det er jeg ekstremt dårlig til. Det lyder måske skørt, men det er bare måden, jeg trives bedst på.Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden du fik dit første barn? Under min karriere er jeg blevet spurgt mange gange, om jeg ikke snart skulle have børn. Jeg har altid svaret, at jeg ikke skulle have børn, for dengang troede jeg ikke, at det var noget for mig. Men da min bror fik sit andet barn, var vi til et bryllup, hvor hans lille pige blot var en måned gammel.Det vakte et eller andet i mig, og jeg kan huske, at det var første gang, jeg tænkte, at jeg godt ville have et barn. I dag ved jeg, at det ville have været den dummeste ting i hele mit liv, hvis jeg ikke var blevet mor. Den oplevelse får alle mine svømmeoplevelser og medaljer til at stå i baggrunden.Hvad har du lært af at blive mor? Jeg har lært, at jeg godt kan være mor. Da jeg gik og sagde, at jeg ikke skulle have børn, handlede det om, at jeg ikke troede, jeg kunne finde ud af det. Jeg havde aldrig leget med en dukke eller løftet en baby, men på det punkt er jeg blevet fuldstændig anderledes i dag.Hvordan har du ændret dig, efter du fik dine børn?Jeg har levet i en ego-verden, fra jeg var 10 år og frem til den dag, jeg stoppede som elitesvømmer som 32-årig. I den periode handlede alt om mig, og til sidst var jeg var ved at brække mig over, at der hele tiden var fokus på, hvad jeg skulle spise, eller hvor lang tid jeg skulle sove for at optimere mine resultater.Det gik jeg kold i til sidst, og jeg kunne mærke at jeg havde brug for at give lidt ud til andre. Derfor var det en befrielse, da jeg fik Amanda, så jeg for alvor kunne sætte mig selv i baggrunden.Hvornår er du sidst blevet frustreret over dine børn?Forleden var der en eftermiddag, hvor jeg var alene med begge piger, og så blev vi enige om, at vi skulle ud og øve lidt på de rulleskøjter, som Amanda havde fået i fødselsdagsgave. Vi havde tre kvarter til det, mens maden stod i ovnen. Så vi gjorde os klar, og pludselig så ville den ene ikke have de sko på, og den anden ville have en jakke på, der lå inde i vaskemaskinen.Så det endte med, at vi havde brugt over halvdelen af tiden på at komme ud af døren. Så til sidst satte jeg mig opgivende ned og sagde: "Ved I hvad, nu kan vi faktisk slet ikke nå at komme af sted, for nu har vi brugt al tiden på at stå og diskutere, hvad I skal have på." Der følte jeg mig meget frustreret.Kan man opdrage på små børn?Selvfølgelig kan man opdrage små børn, men jeg tror også, at det smitter meget af på dem, hvad forældrene gør. Min datter sagde på et tidspunkt: "Mor, du har slet ikke smilet i dag", og det var i en periode, hvor jeg havde rigtig travlt og ikke sov så meget. Så det fik mig til at tænke mig om, at min datter havde lagt mærke til det. Jeg tror, at små børn lægger mærke til meget mere, end man lige regner med.Hvad er det vigtigste for dig at lære dine børn?Først og fremmest ærlighed. Det har min mand og jeg som første punkt i vores børneopdragelse. I må gerne fortælle historier, men I skal ikke lyve overfor andre, det prøver vi at lære vores børn.Hvordan er det at blive mor som 20, 30 eller 40-årig? Læs tre kvinders historier her