Christina Sander: “Det er ikke børnenes behov, at maden skal laves fra bunden”

Christina Sander står i sit køkken-alrum og rører rundt i en wok, mens hendes ældste, Marlon på fire, kalder på hende for at vise, at han kan puste en gennemsavlet ballon op. En af tvillingerne på et år, Calvin, begynder at græde, fordi den skuffe, han puffer til, ikke vil lukke i. I baggrunden høres den konstante lyd af en syntetisk børnesang fra en gåbil, som den anden tvilling, Uma, sidder på.

Christina må lade grydeskeen falde, da begge tvillinger på en gang opgiver hver sin aktivitet og vil op til hende. Så har hun ikke flere arme tilbage. Hun er ved at tilberede en færdigret, der skal steges i fem-seks minutter. Alligevel må den lige passe sig selv, for hun kan ikke stå uforstyrret i fem minutter, når hun er alene med tre små børn. Her tælles tiden i sekunder.

– Jeg handler typisk, før jeg henter børnene, men der er alligevel altid tusind ting, man skal, når man kommer hjem med tre børn. Altså bare det at få dem fra bilen og ind i huset og ud af flyverdragterne er jo et cirkus i sig selv. Så serverer jeg en bolle eller en banan for dem rigtig hurtigt og tænder for nogle skærme. Hvis Michael er hjemme, leger han børnene, mens jeg laver mad.

Christina Sander, journalist, podcaster og mor. Bor i Holte med sin mand Michael og deres tre børn, Marlon på 4 år og tvillingerne Uma og Calvin på 1.

Hans og Grete-metoden

Christina er ofte alene med de tre børn. Da hun og hendes mand, Michael, for omkring et år siden blev forældre til tvillinger og gik fra en familie på tre til en på fem, begyndte Michael ofte at arbejde i Jylland. Det kunne mærkes. Især i ulvetimen, som nærmest var ikkeeksisterende, da de kun havde et barn. Da kunne der være én voksen på barnet og én voksen på det huslige. Nu er Christina én voksen til tre børn.

– Når jeg står alene med tre, bliver der en ubalance mellem nærværet med børnene og det huslige, hvilket giver nogle ret højlydte timer. Det, der gør ulvetime til ulvetime, er, at alle tre børn kræver meget omsorg på samme tid. De kommer hjem fra institution og er trætte, og jeg skal tusind ting – handle ind, lave mad, rydde op og sætte en vask over. Det er den kombination, der skaber ulvetimen.

Hvad gør du for at gøre ulvetimen mere overkommelig?

– Snacks kan gøre en stor forskel. Nogle gange drysser jeg nogle agurkestave, rosiner eller majs ud på gulvet. Jeg ved godt, det lyder lidt Hans og Grete-agtigt, men så holdes børnene beskæftiget i nærheden af mig, hvor de gerne være. Mange af de der øjeblikke føles som ren overlevelse. Det handler bare om at undgå, at vi alle koger sammen oppe i hjernen.

Hvad er det værste, du har oplevet i ulvetimen?

– Det er noget rod, hvis begge tvillinger har skidt i bleen samtidig. Hvis jeg går ud på toilettet for at skifte ble på den ene tvilling og lukker døren, står de to andre børn uden for døren og råber og skriger og græder, og hvis jeg lukker dem ind, står den anden tvilling og rager rundt i toiletbørsteholderen med lortevand. Det er superstressende. Bagefter skal jeg ordne den anden lorteble, mens maden brænder på, og Marlon er ked af det, fordi han ikke har fået opmærksomhed, siden vi kom hjem. For ham ser det ud, som om jeg leger med Uma og Calvin, og så føler han sig uretfærdigt behandlet. Det er svært, når det hele kulminerer i alle tre børns behov.

Hvordan løser du det?

– Når Marlon får sådan en nedsmeltning, siger jeg til mig selv, at det er en reaktion på en frustration, han har haft i børnehaven i løbet af dagen. Det hjælper mig meget. Ellers ryger jeg hurtigt ind i den der; hvorfor er du så uopdragen? I stedet spørger jeg ind til hans dag i børnehaven, og det viser sig næsten altid, at der er sket noget, hvor han blev holdt lidt udenfor eller sådan noget.

Det overvældende ansvar

Du laver meget sjov med forældreskabet på din Instagram. Hvad kan humor i sådan en dagligdag?

– Jeg tror, humor kan skabe den genkendelighed, som vi er mange, der hungrer efter i forældreskabet. I mange år efter sociale mediers fremkomst er forældreskabet blevet malet rosenrødt. Jeg gerne tilbyde et alternativ til det rosenrøde, og det må gerne være lidt sjovt, for det er typisk i de komiske op-ad-bakke-situationer, at man kan genkende sig selv.

– I virkeligheden er det at være forældre sindssygt ambivalent. I løbet af dagen kan man ikke klare ét sekunds barneskrig mere, og når de sover om aftenen, sidder man og tænker på, hvor fantastiske og vidunderlige børn, man har skabt.

Hvad kan du få dårlig samvittighed over?

– Ofte står jeg i en ulvetime, hvor nogen græder, nogen skriger, nogen er vrede og nogen bliver overset. Jeg ved præcis, hvad jeg burde gøre for alle tre børn, men jeg har bare ikke kapacitet, tålmodighed og omsorg tilbage i min krop til at gøre det.

– Jeg kan have en hel eftermiddag, hvor jeg kun bruger tid på drengene, fordi de kræver al opmærksomheden, og når jeg så putter dem, så tænker jeg på, om jeg overhovedet har siddet med Uma hele dagen. Hun er sådan en blid og mild pige, som bare kan sidde for sig selv. Jeg får dårlig samvittighed over for hende og over for Marlon, fordi han ikke får så meget opmærksomhed, som da han var enebarn. Men vi kommer jo til at begå fejl, for vi er ikke overmennesker.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at bringe fokus på det?

– I virkeligheden prøver jeg at give det til andre, som jeg selv har hungret efter i det at blive mor. Jeg syntes, det var et fuldstændig vanvittigt, uoverskueligt og håbløst projekt at blive mor.

Hvordan?

– Det var et så overvældende ansvar. Min frihed var forsvundet for de næste 18 år. Jeg gik og græd ude på gaden. Det havde jeg aldrig gjort før, men det var bare så hårdt. Jeg havde brug for nogen, der normaliserede de følelser. Jeg kan huske, at jeg tænkte; jeg kan sgu da ikke være den eneste, der har det sådan her.

Sænk skuldrene

Christina har altid følt det, som om der bliver set ned på forældre, der ikke kræser om den mad, de giver sine børn. Selv om hun også synes, at børn skal have ordentlig mad, så kan hun ofte ikke overskue at lave den fra bunden. Heller ikke, da hun kun havde et barn. Dengang var det et tabu for hende.

Nu står hun ved, at man ikke skal knække nakken på at lave mad – og at hun hundrede gange hellere vil bruge tiden sammen med børnene end at stå og lave kødboller fra bunden.

– Da Marlon begyndte på fast føde, var det supertabuagtigt, at jeg kun gav ham mad på glas. Færdiglavet lasagne på glas fra supermarkedet, for eksempel. I mine øjne ville det kræve et overmenneske at lave mad fra bunden hver dag, samtidig med at børnene sidder rolige uden skærm. Det er ikke børnenes behov, at maden skal laves fra bunden. De vil allerhelst have mit nærvær, lege og fortælle mig om deres dag.

Hvordan har du aftabuiseret det?

– Da jeg begyndte at åbne op omkring det på Instagram, blev jeg mødt med så mange positive kommentarer. Efter det åbnede jeg mere og mere op. Jeg tror egentlig, vi er mange, der har hungret efter, at nogen sagde det højt – at barren ikke behøver at blive sat så højt, og at man gerne må sænke skuldrene.

Frøken Færdigret

Er der forskel på, hvad du serverer de dage, du er alene, og de dage, hvor I begge er hjemme?

– Ja, rigtig stor forskel. Jeg kan finde på at trække madlavningen i langdrag, hvis Michael har børnene, for så har jeg lige en stund for mig selv. Så får jeg et glas rødvin og bruger lang tid på at hakke en gulerod.

– Når jeg er alene med dem, laver jeg noget, hvor det hele kan komme i ovnen eller i en gryde, eller køber noget i supermarkedet, som bare lige skal varmes. Det skal være noget, der ikke tager min opmærksomhed for længe, for der opstår hurtigt en lidt tumultarisk tilstand, hvis min opmærksomhed ikke er på børnene.

Hvad er det vigtigste for dig, når I samles om aftensbordet?

– Ro. Det bliver tit lidt hektisk, hvis vi skal rende rundt og hente vand til den ene og en gaffel til den anden. Vi er alle sammen afhængige af, at der er en rolig stund der omkring aftensmaden, og det bliver der, hvis vi hurtigt kan lave noget nemt, så vi har overskud til at sætte os ned på samme tid.

Rugbrødsmadder er den mest udbredte spise i Danmark. Hvad tænker du om det?

– Vi spiser også nogle gange rugbrødsmadder, og det kan jeg faktisk også meget godt lide. Men hvis vi skulle spise rugbrødsmadder, hver gang vi var pressede op til aftensmad, ville vi spise rugbrød hver evig eneste dag. Det er der, jeg synes, at en færdigret er et godt alternativ. Det kan være alle mulige forskellige færdigretter, som man bare skal smække ind i ovnen, koge eller stege. Det er mega rart, for det fjerner både en stillingtagen og en masse arbejde.

Christina beskriver sig selv som “Frøken Færdigret”. Selv før hun fik børn, spiste hun masser af færdigretter, for hun har aldrig nydt at lave mad. Hvis hun nyder madlavning nu, handler det mindre om maden, end det handler om at få en halv times alenetid.

– Der findes sindssygt mange gode færdigretter nu. Altså færdigretter er bare mad, der er lavet på forhånd, og hvorfor skulle jeg lave alting fra bunden, når andre kan lave maden meget bedre end mig? Så kan jeg få lov til at bruge min tid på det, jeg hellere vil.

Hvorfor kan du godt lide færdigretter fra Danish Crown?

– Jeg kan godt lide, at retterne på hver sin måde er børnevenlige. Jeg var ikke sikker på, de mindste børn ville kunne lide den asiatiske one-pot, men de elskede den. Jeg godt lide, at der er forskellige grøntsager og kød, og at det er hurtigt og nemt at lave. En gang imellem har det været vores go-to at hente pizza, og det her er jo et sundere alternativ. Det er faktisk også nemmere end at skulle have tre børn ud i bilen.