Anna David
Familieliv

Anna David: Jeg ændrede mig af at blive mor

17. marts 2014
af Nanna Balslev
foto: Nellie Møberg
Sangerinden Anna David taler ud om sin graviditet, fødsel og rolle som mor.

Anna David - Blå bog

Anna David er 29 år, og har sammen med kæresten, Christian Sørensen, datteren Alba, som bliver tre år til juni. Har udsendt i alt fire album og slog igennem med hittet 'Fuck dig'. Har netop deltaget i Dansk Melodi Grand Prix. Hendes femte album, udkommer 5. maj.

Hvordan havde du det med at være gravid?

Det er snart tre år siden, jeg fødte Alba, og jeg synes, at der er rigtig mange ting, jeg har glemt fra min graviditet. Alle de dér tanker og bekymringer om, at ens liv ændrer sig, som man tit har som førstegangsfødende, dem kan jeg slet ikke huske, at jeg havde. Til gengæld husker jeg tydeligt de store forandringer, der skete med kroppen. Jeg syntes, det var vildt underligt, at der voksede noget inden i mig. Det var helt surrealistisk. Men jeg var meget disciplineret under min graviditet, fordi jeg vidste, at jeg skulle stå på scenen 12 dage efter, jeg havde født. Jeg kan huske, at jeg havde tre uger, hvor jeg havde lyst til kage hver dag, men jeg var hård, så jeg fik kun kage to gange på de tre uger.

Anna David har kaldt sin datter for Alba. Se her hvad 24 andre kendte kvinders børn hedder >>

Hvordan oplevede du fødslen?

Det var en lang og hård fødsel på 26 timer, og jeg endte med at have presseveer i fire-fem timer, fordi hun lå skævt i bækkenet. Jeg kan huske, at jeg til sidst fik en trussel om, at hvis jeg ikke fødte hende inden for ti minutter, så måtte de tage hende med sugekop. Selv om jeg næsten ingen kræfter havde tilbage, så lykkedes det mig alligevel at få presset til, så hun kom ud. Det var bare helt fantastisk. Da de skulle fjerne moderkagen, blev noget af den siddende, så det krævede en operation bagefter, fordi jeg tabte rigtig meget blod. Men jeg var bare fuldkommen ekstatisk og rundtosset, og blev ved med at spørge de læger og sygeplejersker, der stod omkring mig, om ikke det bare var det flotteste barn, de nogensinde havde set. Det er simpelthen det mest vanvittige, jeg har gjort i mit liv. Men alligevel glæder jeg mig til at prøve det igen.

Hvordan oplevede du det at blive mor?

Det er det største øjeblik i mit liv. Jeg synes, det er det fedeste, og det er virkelig en rolle, jeg nyder. Alba er fantastisk - hun er så sjov og dygtig, og jeg nyder virkelig at være sammen med hende hver dag.

Dansk sangerinde: Jeg er gravid!

Hvordan har du ændret dig af at blive mor?

Jeg har fået meget mere ro indeni. Jeg bekymrer mig ikke over ligegyldige ting, som jeg ellers gjorde tidligere, både da jeg var yngre, men også som barn. Der kommer selvfølgelig nogle andre bekymringer, når man har fået et barn. Engang imellem kan jeg reagere på et eller andet åndssvagt og gå og gruble over det, men førhen var det virkelig et problem for mig, fordi jeg tænkte så meget over tingene og overanalyserede alt. Jeg synes, jeg lever meget mere i nuet nu. Jeg tror, at jeg er blevet smittet af Alba, som jo bare lever totalt i nuet, som alle børn gør. Det har bare været rigtig godt for mig at blive mor.

Hvilken slags mor er du?

Jeg er en meget kærlig mor, og vi krammer og kysser rigtig meget. Vi putter og nusser, og det gælder også for min kæreste. Jeg tror bare, at vi er en rigtig krammefamilie. Men jeg prøver også at være bestemt, fordi jeg gerne vil have et velopdragent barn. Der er nogle regler i hjemmet, så hun ikke bare kaster ting på gulvet, når det passer hende. Hun skal lære at rydde op efter sig selv, og jeg vil gerne have, at hun også opfører sig ordentligt, når hun er ude, men jeg synes, det tegner godt. For det meste sidder hun rigtig pænt ved bordet, og hun rydder op efter sig selv og siger tak for mad hver dag. Det betyder meget for mig.

Mia Lyhne fik børn alene: Det er stadig flovt

Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden du fik Alba?

Det, der er kommet mest bag på mig, er, at det er så hårdt. Selvfølgelig havde jeg fået det at vide inden, men jeg tror, at uanset hvor mange gange, man får det at vide, så forstår man det ikke, før man selv sidder i det. Min bror sagde til mig, at det var rigtig hårdt at have børn, og jeg kan huske, at jeg tænkte: "Ja ja, hvor hårdt kan det lige være?" Men det er virkelig krævende - især fordi man skal lære at fungere, uanset hvor lidt søvn man har fået og hvor træt man er.

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen derhjemme?

Min kæreste har fast job fra otte til 16, men mit arbejde varierer jo af, hvor travl en periode jeg har. De sidste tre måneder har været ekstremt travle med 'Grease'-forestillingen hver aften og prøver til Melodi Grand Prix. Alligevel har vi siddet ved spisebordet og spist aftensmad sammen hver aften, dog lidt tidligere end normalt, så jeg kunne nå i Koncertsalen. Men så har det selvfølgelig været Christian, der har haft puttetjansen. Det, synes jeg bare, er godt, for så får Alba noget kvalitetstid med sin far. Det har hun godt af.

Johanne Schmidt-Nielsen: Jeg kan godt gå i panik over ikke at have børn

Hvad gør du, når du er træt, og alt er uoverskueligt?

Som regel gør jeg bare de ting, som jeg ikke kan overskue, for det skal jo gøres. Lige for tiden kan jeg godt mærke, at Alba bliver ældre, og der er nogle gange, hvor hun gerne vil bestemme, hvad der skal ske rundt om spisebordet. For eksempel vil hun ikke spise sin mad, eller også kigger hun op på os, og så prøver hun lige at kaste noget på gulvet for at se, hvad vi siger til det. Hun vil gerne tage kampen op med os, og hun vil rigtig gerne bestemme, hvad der skal ske. Jeg synes faktisk, det er lidt fedt, at hun har den vilje og kampgejst, og at hun forsøger at vinde over os i diskussionerne om, hvorvidt hun skal spise eller ikke spise. Men selvfølgelig kan jeg også blive lidt irriteret over det. Så prøver jeg bare på at holde fast og være bestemt, og så lytter hun også som regel til sidst.

Gravide Cecilie Hother: Nu kender jeg kønnet!

Hvornår føler du, at du er en god mor?

Når jeg er færdig med min travle periode, så tager jeg et par dage alene med Alba. Så giver jeg mig tid, lader mails og telefonopkald vente, og så er hun bare fuldstændig i fokus. På sådan nogle dage føler jeg mig som en rigtig god mor.

Hvad er det vigtigste for dig at lære Alba?

Der er så mange ting, jeg ønsker at lære hende. Som for eksempel at være social og god mod andre. Det er hun faktisk allerede. For eksempel siger hun til pædagogerne, hvis hun synes, de er søde, og hun siger tit til sin mormor, at hun er sød. Så hun er rigtig god til at give komplimenter, og jeg tror, at hvis hun tænker, at nogen er søde, så siger hun det til dem. Jeg behøver ikke lære hende at synge, for det kan hun allerede. Hun synger faktisk hver dag - jeg tror, hun er lidt miljøskadet. Jeg synes allerede, hun har rigtig mange talenter, men nu er jeg jo også hendes mor. Hun kan blandt andet lide at tegne, og hun har interesse for indretning; hun vil i hvert fald gerne indrette sit eget værelse. Hun er en ret sjov lille pige.

Disse navne har størst sandsynlighed for at blive gravide i 2016

Hvad skal dit barn aldrig?

Til Sunny Beach, når hun er 16 år eller være med i 'Paradise Hotel' eller sådan noget. Det ville jeg slet ikke kunne håndtere, og jeg ville slet ikke bryde mig om at se min datter være fuld og ... Nej, nej. Men det tror jeg slet ikke, er i hendes interesse. Det satser jeg i hvert fald på, ha ha!

Disse kendisser blev mødre i 2015:

Læs også