Ane Høgsberg er bonusmor: ”Jeg vil gerne give videre til mine børn, at det med familie er noget flydende”

Egentlig ville Ane Høgsberg slet ikke have børn. Det havde hun besluttet sig for og sagt højt til familie, venner og hele Danmark i "Vi ses hos Clement".

Mest handlede det om noget politisk, der havde med klimaet og overbefolkning at gøre, for hun kunne godt lide andres børn. Hun mente bare ikke, at samfundet havde brug for lige netop hendes.

Klip til i dag, hvor Ane for nylig er flyttet i hus med sin kæreste Lasse – og deres to børn.

Det viste sig nemlig, at der var en smule sandhed i den kliché, hun var så uendeligt træt af at høre: Hun skulle bare møde den rigtige. Eller i hendes tilfælde de rigtige.

For da Ane mødte Lasse, fulgte bonussønnen Axel på halvandet år med, og tilsammen fik de vendt op og ned på det hele.

– Tilfældet er, at Axel er den mest kærlige og tillidsfulde lille dreng, som er umulig ikke at få et forhold til. Og så skete der et eller andet i mig, da jeg så Lasse være far for ham, hvor jeg pludselig kunne mærke: Guuud, det er han virkelig god til. Det vil jeg også være en del af.

– Så vidste jeg selvfølgelig godt, at vi ikke kunne få en lille kopi af Axel, når det var med halvdelen af mine gener. Men forhåbentlig en, der mindede lidt om.

Jule-indoktrinering

I starten af december sidste år kom sønnen Ebbe så til verden, og hvis du spørger Ane i dag, så bliver han hendes eneste biologiske barn – men nu handler det mere om, at hun ikke vil have flere børn, end hun har arme.

Ane kalder også Axel, der snart bliver fire år, for sit barn. Og han kalder hende for ”Tulle”. Det er Lasses kælenavn til hende, og det kan Axel bedre udtale.

Til hverdag er Axel hos sin mor, og så bor han med Ane og Lasse i huset i Risskov hver anden weekend. I år skal de også holde juleaften sammen for første gang.

– Siden jeg mødte Axel, har jeg glædet mig så meget til, at vi skulle starte vores egne juletraditioner. Det var en af de ting, jeg var ærgerlig over at give afkald på ved ikke at få børn.

– Sidste år hentede han og Lasse et juletræ, og så sagde Axel, at han ville pynte det sammen med Tulle. Det var helt magisk. Han smadrede det halve af glaskuglerne undervejs, og al pynten hang i den ene side af træet, så det stod helt skævt.

– Men det er ikke det, der er vigtigt. Det er hyggen i det. Og at mine børn får en ordentlig juleopdragelse, siger Ane lidt bestemt efterfulgt af et grin. For hun ved godt, at hendes forhold til jul er mere … intenst end de flestes.

– Jeg hører julemusik hele året rundt, når min kæreste ikke er hjemme. Og når jeg putter Ebbe, så nynner jeg også julesange for ham. Så jeg prøver virkelig at indoktrinere mine børn til at elske jul.

– Forhåbentligt tager de det til sig i stedet for at tænke: "Hvorfor skal vi sidde og se "Elf" for ottende gang i den her måned?" Men så må jeg prøve at få dem til at forstå, at det altså er meget vigtigt.

En udvidet familie

Ane Høgsbergs kærlighed til jul handler i virkeligheden ikke så meget om kalenderlys eller æbleskiver. For hende er det alt sammen rammen om 33 års minder og traditioner med hendes familie, som hun gerne vil holde fast i.

Hendes egne forældre blev skilt, da hun var fem år, men hun kalder deres forhold efter skilsmissen for "utraditionelt, selv for 90’erne og 00’erne".

Det betød blandt andet, at familien stadig holdt jul sammen, hvor nye kærester og deres børn og forældre også var velkomne. Så selv om Ane biologisk set kun har en lillesøster, fik hun efter forældrenes skilsmisse en stor udvidet familie med flere søskende og bedsteforældre.

– Jeg vil gerne give videre til mine børn, at det med familie er noget flydende. For min ikke-biologiske storesøster og storebror er i dag lige så meget mine søskende som min biologiske lillesøster. Forhåbentligt kan de lære, at der er mange måder at være en familie på.

Moren var sammen med den samme mand, fra Ane var seks år, til hun blev 20. Når Ane fortæller om de overvejelser, hun gør om sin egen rolle som bonusmor, så er de meget inspireret af stedfarens måde at være i hendes liv på.

– Det, han gjorde rigtigt for mig, var, at han ikke prøvede at være min far. For jeg har en far. Men han var en ekstra voksen, som kunne lære mig en masse ting, mine egne forældre ikke kunne.

– Han har for eksempel lært mig at være politisk interesseret og at være kritisk over for samfundet, for det var noget, han gik op i. Det var ikke noget, mine egne forældre gik op i, så det har jeg 100 procent fået med fra ham.

– Min stedfar var den, jeg kunne komme til, når jeg syntes, mine egne forældre var helt umulige. Den rolle håber jeg også, jeg kan få som bonusmor.

– Axel har jo de bedste forældre i hele verden, og hans mor og far elsker ham så højt. Han har alt, hvad han skal bruge, i dem. Men jeg kan forhåbentligt give ham noget, som det kun er mig, der kan give ham.

To hjem

Ane og Lasse går lige nu skiftevis hjemme på barsel med Ebbe, imellem at de er ude at optræde eller optage tv.

Aftalen er at fortsætte deleordningen med Axel hver anden weekend og se, hvad hans behov er i fremtiden.

Men selv om det er hårdt at skulle undvære ham i tolv dage mellem skiftene, så har Ane og Lasse en fast aftale om, at de i løbet af weekenden begge to skal lave noget alene sammen med ham.

– Axel er også lige blevet storebror hjemme hos sin mor, så vi prøver at lave nogle frirum, hvor der ikke er en lillebror med hele tiden. De ting, som Axel og jeg synes er hyggelige, er ikke de samme, som Lasse gider, så det er en kæmpe gave at få lov til at have tid sammen bare os to.

Efter sådan en weekend skriver Ane ned, hvad de har lavet, og klistrer billeder i en bog, som Axel kan vise til sin mor og vennerne henne i børnehaven.

Tanken med bogen er, at det ikke skal være hans ansvar at være budbringer imellem de voksne, når han skal frem og tilbage.

Og familien prøver på flere måder at indrette hans liv med to hjem, så skiftene fungerer bedst muligt for ham.

Sidste år holdt Ane og Lasse deres egen juleaften med Axel 20. december, som det er tradition i nogle skilsmissefamilier.

Men fremover har Ane tænkt på, at hun hellere vil lave en anden særlig juletradition med ham i de år, hvor han ikke er hos dem.

– I stedet for at lave en kopi af juleaften, hvor han egentlig bare skal opleve de samme ting to gange i træk, så vil jeg hellere tage i Den Gamle By eller i Tivoli. Gøre noget andet julet, som kan være en stor dag for os alle sammen.

– Jeg ville helst give mine børn det samme, som jeg har fået, hvilket er at have begge sine forældre juleaften. Men jeg er også meget bevidst om, at mine forældres situation var ret unik – og at det ikke er mig, der bestemmer.

Store juleforventninger

Selv om Ane glæder sig til deres første rigtige juleaften sammen, så begyndte hendes jul faktisk allerede 1. november. For 24 dage er ikke nok til at nå alt det, hun gerne vil. Hun har sin egen julebog, hvor hun noterer tema for julepynt, gaveønsker, opskrifter og idéer til julekort.

– Vi starter tidligt. Jeg skal lige have overbevist Lasse om, at vi skal have taget billeder i matchende julesweatre. Ellers må jeg photoshoppe ham ind.

– Det er så spændende, at vi skal starte nogle nye traditioner i den familie, vi er nu. For første gang skal jeg have mit eget store juletræ, der kan gå helt til loftet i vores nye hus, og Axel skal også have sit eget lille juletræ oppe på værelset.

En anden tradition, Ane gerne vil starte, er fra hendes egen barndom, hvor nissen kom med gaver i pussen – hjemmeskoen på sønderjysk – så børnene vågnede op til en lille gave hver dag.

– Jeg glæder mig så meget til at give det videre til ham og se ham komme spænende ned ad trapperne. Noget af julemagien forsvinder, hvis man ikke aktivt holder den i live, og det at få børn er virkelig en måde at gøre det på, fordi man får lov til at se det hele igennem deres øjne.

På selve juleaften har Ane også allerede planlagt menuen og malet et indre billede af, hvordan familien skal sidde og se Disneys juleshow.

– Jeg forestiller mig, at jeg skal stå og lave noget mad og se ud over, at alle bare hygger. Nu skal jeg også passe på med at have for mange forventninger, men jeg kommer til at gå alt for meget op i det og sikkert også vræle så mange gange.

– Mest af alt håber jeg, at Ebbe og Axel kommer til at elske jul og ikke bare synes, jeg er pinlig. Axel er ikke nået til det stadie endnu, så der går forhåbentligt nogle år, før jeg ikke kan få ham i en nissehue længere.