En særlig æstetik spreder sig som en epidemi her i juletiden. Og jeg bebrejder influencerne

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

– Efterhånden er det, som om alt det simple og grimme sniger sig ind fra alle steder, siger Maude Varnæs i fjerde afsnit af serien ‘Matador’.

Egentlig talte hun om Mads Skjerns voksende tilstedeværelse i byen, men hendes bastante dom over den dårlige smag kan sagtens overføres til en øjebæ af en æstetik, der spreder sig som en epidemi her i juletiden.

Jeg taler selvfølgelig om de elektriske lys i alskens spektralfarver, der præger bybilledet og, endnu værre, juletræerne. De oprindelige lys – stearinlysene – svinder mere og mere ind til fordel for lyskæder, der får juletræerne til at ligne en overdimensioneret lyskegle, hvis skær svier i øjnene. Både i konkret og overført betydning.

Særligt de store danske influencere har omfavnet det kolossale lyskegletræ, som lystigt deles på Instagram. De er muligvis inspireret af The Kardashians, som hvert år fremviser deres 200 gigantiske lyskegletræer på Instagram.

The Kardashians’ juleæstetik virker til at følge nogle simple rettelinjer: Jo større, jo mere funklende, jo bedre. Subtilitet, nej tak. Subtilitet gør sig jo heller ikke så godt på Instagram.

Ja, højt fra træets grønne top, stråler juleglansen så sandelig, men “glansen” er en hel del pænere, når det ikke føles, som om man stirrer ind i 1.000 sole. Vi bor hverken i Las Vegas eller i Trump Tower, og det überfunklende, elektriske juletræ er hverken hyggeligt, pænt eller – tør jeg sige det? – særligt dansk.

Jeg er bestemt ikke den store nationalist, men Danmark har en kultur, når det kommer til jul, som er unik. Jeg har boet i Frankrig, hvor et “juletræ” er en plastikdims, man køber i en papæske i supermarkedet til 10 euro og overdynger med glimmerstads og elektriske lys. Her fejrer man jul på mange forskellige måder, der er ingen faste traditioner for hverken pynt, mad eller ritualer.

Det er der som sådan intet i vejen med, og franskmændene (og danskerne for den sags skyld) skal naturligvis fejre jul, som de nu engang ønsker at gøre det.

Det fik mig dog til at indse, at den æstetik, der historisk og kulturelt set har omgærdet den danske jul, er helt speciel og værd at værne om.

– Der er ikke noget mere latterligt end folk, der tror, de har patent på den gode smag. Det har ingen, lød det fra forfatter Kathrine Marie Guldager i et interview med Weekendavisen for nylig. Egentlig talte hun om, hvad der konstituerer god smag inden for litteratur, men lad os for en god ordens skyld bruge det som et (ganske legitimt) modargument til dette sure og ja, ret snobbede, opstød om julelys.

For jeg vil tillade mig at være uenig.

Når det kommer til julelys, så findes der noget, der hedder dårlig smag. I et nyligt afsnit af ‘Genstart’, der omhandler Donald Trumps nye balsal i Det Hvide Hus, fortæller kunst- og arkitekturredaktør ved Berlingske Holger Dahl, at han som bona fide æstetiker ikke bryder sig om “forlorne ting” – ting, der ligner noget, de ikke er og er der, fordi de ser “seje ud” og ikke af konstruktive hensyn.

Nej, han talte ikke om julelys, men om nogle søjler, Donald Trump havde puttet ind i sin lejlighed for at få den til at virke imponerende, men jeg vil argumentere for, at det samme princip kan gælde elektriske lys på juletræet.

Der har ingen funktion at sætte 5.000 lyspærer på et juletræ, så grangrenene knapt kan ses. Så put dog ægte lys på frem for de forlorne, så vi kan synge “aldrig har det været så grønt, aldrig har det været så kønt” med god samvittighed.

Man kunne snildt sige, at dét argument ikke holder, fordi julepynt i sig selv er en æstetisk genstand, der ikke har nogen funktion. Men julepyntet er mere end bare, ja, pynt – det er med til at opretholde en helt særlig tradition og et ritual, som knytter sig til dansk kultur.

Med frygt for at lyde som den reaktionære Maude Varnæs, der nægter at byde moderniseringen velkommen, så behøver vi ikke putte elektriske lys på juletræet, bare fordi vi kan. Stearinlys er fine og hyggelige, og det skal føles en anelse farligt at tænde juletræet, det er en del af morskaben.

Lad mig være den sure grinch, der stjæler de blinkende lyskæder. Der må ikke ske en amerikanisering af vores juletræer. Nogle gange er less virkelig more.