Jeg har altid gerne villet have børn. Lige til jeg blev en "DINK", altså

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er svært ikke at lyde som en fjerboa-svingende Samantha Jones, når jeg ytrer følgende, men: Kæft, hvor er det fedt ikke at have børn.

Det ved jeg nu med sikkerhed, da jeg efter mange års kamp har opnået den milepæl, de fleste nok ønsker, men ikke tør sige højt af frygt for at lyde som et kapitalistisk svin, der kun har øje for sig selv:

Jeg er blevet en DINK.

En double-income-no-kids dronning, eller ‘DIIB-dronning’, som jeg kalder det på dansk. Jeg er 29 år, har fuldtidsjob, ingen børn, relativt meget fritid og foruden det københavnske boligmarkeds tyranniske høje ydelser, har jeg et godt økonomisk råderum.

Fråseriet er svært at styre. Somebody stop me!, råber jeg med The Mask’sk grin, mens jeg tømmer Kyoto-butikken på Istedgade og spiser seksretters menu på Mangia med min kæreste og får desserten derhjemme (indsæt solbrilleemoji her).

Vi sover længe i weekenden, tegner, læser, træner røvballer i fitnesscentret og spiser sent aftensmad. Vi tager spontane ture til Marienlyst, køber brød fra Hart om søndagen og binger Netflix-serier, som vi kun er halvt investerede i, fordi, ja, hvad skal vi ellers bruge al tiden på?

Jeg kan med ærlighed sige, at jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg har aldrig været hverken rigere, set bedre ud, haft det bedre end lige nu og her. Jeg lifestyler, som jeg hørte en fyr i slidt læderjakke sige forleden.

Der er bare ét problem. Og jeg vil lade den venlige kvindelige læge, der for nyligt skulle udskrive en ny pakke P-piller til mig, introducere det:

– For du skal vel også have nogle børn snart?, spurgte (eller nok nærmere sagde) hun.

– Tjo, svarede jeg. Det skal jeg jo nok.

Som en kvinde, der lever i, ja, verden, har jeg for længst erfaret, at valget om at få børn er et offentligt anliggende, som andre har ret til at spørge ind til, kommentere og sågar også dømme. I mit tilfælde er jeg heldigvis frifundet for småborgerlig fordømmelse, fordi mit svar er det, de fleste – mine forældre, veninder, der er mødre, og Lars Løkke Rasmussen – gerne vil høre:

Ja, jeg vil gerne have børn. Det har jeg altid gerne villet.

Men, altså. Skal det være lige nu? Nu, hvor alting kører på skinner? Nu, hvor jeg lifestyler for fulde gardiner?

Der er noget dybt ironisk i, at det biologisk set aldrig har været et bedre tidspunkt (hvis ikke jeg allerede er sent på den?) at få børn, men at det rent livsstilsmæssigt aldrig har passet dårligere.

– Der findes ikke et perfekt tidspunkt at få børn!, hører jeg nogen (læs: jer med børn) gjalde som modsvar til dette luksusproblem.

Og ja, det skal da nok passe. Min kæreste er 37 år og er “frisk, når jeg er”. Og jeg er sikker på, at jeg nok skal knuselske den søde, skaldede Baby Yoda, jeg presser ud af min fødselskanal. Men ungen er også en tyv, der fratager mig den tilværelse, jeg har kæmpet i mange år for at opnå.

Dét, jeg fortæller, er ingenlunde et nyt problem. At vi ikke rigtig orker at få børn i dag er efterhånden veldokumenteret og -diskuteret. Danske kvinder får i gennemsnit betydeligt færre børn end tidligere. I 2024 var fertilitetsraten nede på cirka 1,47 børn pr. kvinde ifølge Danmarks Statistik.

Den belgiske økonom og demograf, Pieter Vanhuysse, udtrykker i en artikel på Syddansk Universitets hjemmeside, at problemet er “et komplekst makrosocialt problem”, som der ligger en lang række årsager bag – og at miljøforurening og faldende sædkvalitet spiller en rolle, men at der også sociologiske, generationsmæssige og kulturelle faktorer på spil.

– Eksempelvis føler flere unge sig i dag, på grund af klimaangst og stigende usikkerhed i forhold til arbejdsmarkedet og livsforløb, i stigende grad fristede til at forblive det, man kalder DINKs: dobbelt indkomst, ingen børn, udtaler han blandt andet.

Jeg har det som enhver anden dansker, når Danmark nævnes på CNN: De ser os! De anerkender vores eksistens!

For ja, det er fristende at leve som en DINK. Og på trods den bølge af abstrakte “børn giver MENING” og “du ved det ikke, før du oplever det”-argumenter, jeg ved vil møde mig i kølvandet på denne klumme, så beklager jeg, men jeg lærer i disse tider, hvorfor det giver absolut ingen mening at udskamme nogen for ikke at ville have børn. Det giver eddersparkme mening at lifestyle så længe, man kan.

Så ind til graviditetstesten bonner ud med to streger, vil jeg blot hæve mit glas og citere en anden DINK, Samantha Jones fra Sex and the City: I don’t have a baby, everybody drink!

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.