Da jeg var på stranden med min datter, så vi noget helt særligt ske. Vi fik begge blanke øjne

Kim Andrea Brofeldt er forfatter og mor til til fire. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

De kører deres bil helt ned på stranden. Det må man godt på lige denne strand, men jeg ser alligevel irriteret på den gamle røde bil, der skramlende forstyrrer min og min teenagers tosomhed.

Teenageren smider en sten imponerende langt ud i vandet, mens hun også iagttager bilen ud af øjenkrogen, ligeledes småirriteret over at få forstyrret roen.

Den nedadgående sol lyser blegt på det frostblå vinterhav, og selv om vi har et lunt tæppe med, havde jeg tænkt mig at spørge, om vi ikke snart skulle gå tilbage til det lånte sommerhus, men nu siger jeg ikke noget. Menneskene i bilen skal ikke bestemme, om vi skal gå.

En meget gammel kvinde stiger ud af førersiden og en mindst lige så gammel mand af passagersiden. De bevæger sig langsomt hen over sandet. Manden støtter sig til bilens tag med den ene hånd.

Kvinden breder et tæppe ud, og han sætter sig besværet på det, mens hun åbner bilens bagagerum og finder tallerkener, bestik og glas frem og til sidst en smedejernsstegepande, med sølvpapir over.

Der er noget fascinerende over de to gamle menneskers spontane udekøkken, og vi er begge nysgerrige efter, hvad der er på panden. Æggekage med kartofler.

Kvinden har et bundt purløg med og en stor orange saks, som hun langsomt klipper et drys med til hver tallerken. Han nikker og de spiser, mens de ser ud over havet, uden at tale, og jeg tænker på, hvor ofte de mon har gjort det her. Lavet mad, og kørt direkte til stranden med det, friskt i stegepanden.

Inden de kom, talte vi om, at man sikkert ville blive forvænt, hvis man boede for tæt på en strand til hverdag. Slet ikke ville lægge mærke til udsigten længere.

De ser nu ikke forvænte ud, de to gamle mennesker, og da kvinden hiver en blomstret skål med kage frem, efter omeletten er fortæret, stråler manden et smil efter hende og erklærer, med rystende stemme: ”Årh – jeg er verdens heldigste mand, og du er alt for god ved mig!”

Jeg ved ikke, hvad det er ved den sætning, eller måden den blev sagt på, men teenageren og jeg ser på hinanden og får begge blanke øjne, og må derefter se hårdt ud over havet for at få tørret øjnene igen.

Dagen efter smører vi selv nogle sandwiches og får tvunget resten af familien med til stranden for at spise aftensmad.

“Det er noget særligt,” lokker vi, “i går blev vi helt rørt til tårer bare over at se nogle fremmede mennesker spise på stranden.”

Det bliver ganske rigtigt noget særligt - vi får fumlet sand op i sølvfoliepakken med mad, hvilket giver ordet “sandwich” en meget mere autentisk klang, men ikke bidrager positivt til smagsoplevelsen. Tårerne kommer også, frembragt af den bidende kolde vind. Og der er kamp om de medbragte tæpper og generel mukken i krogene.

Ærgerlige over at det ikke lykkedes os at genskabe stemningen mellem de to gamle mennesker fra dagen før, skynder vi os tilbage til det varme sommerhus.

En blomstret skål med hjemmebagt kage kan jeg ikke mønstre, men mens nogen kæmper med at regne ud, hvordan man tænder ild i en pejs, lokaliserer jeg en pakke tørre kiks og deler dem ud til den surmulende flok.

“Årh, vi er verdens heldigste børn, du er så god ved os!” Siger den teenager, der var vidne til gårsdagens strandomelet, indforstået ironisk, hvilket får mig til at grine højt. “Til sommer laver jeg omelet til jer og serverer den på stranden”, lover jeg højtideligt, men bliver mødt af protester. Sand+omelet er åbenbart ikke mere tillokkende end sand+wich.

“Den sommer du fylder 80 og er lige så gammelnuttet som dem i går, kan vi godt lave en strandomeletaftale”, bliver kompromiset.

Jeg lader de tørre kiks gå på omgang igen og tænker, at det nok egentlig ikke handler om mad, men om nærvær.

Og nu har jeg en omeletaftale i kalenderen, til om 31 år.

Kommentaren blev udgivet i femina uge 7, 2024.