Hun satte 166 kaffeaftaler op – og så lykkedes det endelig. Men der findes ikke mange som hende

- Når jeg fyl­der 50 år, så vil jeg være ad­mi­ni­stre­ren­de di­rek­tør. Jeg vil have en fed bil at køre i, og jeg vil give mig selv en stor ud­for­d­ring.

Så­dan sag­de Git­te K. Nielsen til sin smågrinende og let­te­re skep­tis­ke fa­mi­lie, da hun var 48 år.

Skæb­nen vil­le, at hun blev op­sagt fra sit job kort ef­ter.

Jamen, så er det nu, tæn­k­te Git­te og sat­te sig stål­fast for at ud­vi­de sit net­værk. For det var nøg­len, men­te hun.

166 kop­per kaf­fe på seks må­ne­der blev til det. No­gle dage drø­ne­de hun rundt til op til fire kaf­fe­af­ta­ler på én dag med diver­se di­rek­tø­rer, vice-presidents og så vi­de­re. En kop kaf­fe le­d­te al­tid til mindst en ny, ind­til hun en dag blev kon­tak­tet af en head­hun­ter, der til­bød hende drøm­me­job­bet.

- Bag­ef­ter sag­de min fa­mi­lie til mig: “Du skal bare vide Git­te. Vi snak­ke­de om dig og sag­de - hold kæft, hvad fan­den har hun gang i. Hun sø­ger ikke ar­bej­de, hun lig­ger bare og kø­rer rundt og drik­ker kaf­fe,” si­ger hun og gri­ner.

Men det lyk­ke­des, og i otte år har Git­te K. Nielsen sat sig ind i sin els­ke­de per­le­mors­hvi­de BMW 320 og kørt mod In­dus­tri­ens Hus ved Råd­hus­plad­sen i Kø­ben­havn. Her hol­der for­en­in­gen Danske Tegl til, en gam­mel mas­to­dont i byg­ge­bran­chen, hvis bo­ne­de gul­ve Git­te har sin dag­li­ge gang på som ad­mi­ni­stre­ren­de di­rek­tør.

Men det er et få­tal af kvin­der, der som Git­te får plads i di­rek­tør­sto­len.

For på tværs af den priva­te sek­tor ud­gør an­de­len af kvin­der i ad­mi­ni­stre­ren­de di­rek­tør­pos­ter blot 18,9 pro­cent, alt­så cir­ka en fem­te­del, og ser man på, hvor man­ge kvin­der, der har di­rek­tør­stil­lin­ger, er det 24,9 pro­cent.

Det vi­ser nye tal fra det netop ud­gi­vne Di­ver­si­tets­bar­ome­ter 2024. En rap­port, som tænketanken EQUALIS ud­gi­ver hvert år for at hol­de øje med, hvor­dan det står til med li­ge­stil­lin­gen i Dan­mark.

Rap­por­ten byg­ger på de se­nest op­da­te­re­de tal, som i det­te til­fæl­de er fra 2022, og den vi­ser også, at der er sket en lil­le stig­ning på henholdsvis 1,7 og 0,5 pro­cent­point si­den sid­ste års bar­ome­ter, som er la­vet på data fra 2021.

Dog ses stig­nin­gen ho­ved­sa­ge­ligt i de bran­cher, hvor der i for­vej­en ar­bej­der man­ge kvin­der, i virk­som­he­der med over 250 an­sat­te og i virk­som­he­der, der lig­ger pla­ce­ret i ho­ved­stads­om­rå­det.

- Hvis man skal være lidt grov, så er det de virk­som­he­der, som man for­ven­ter ryk­ker. Det er de lavt­hæn­gen­de frug­ter, der be­gyn­der at rea­li­se­re sig selv. De mi­ni­ma­le jus­te­rin­ger, vi ser nu, er ikke mar­kan­te nok til at vir­ke­lig at være et tegn på, at vi ryk­ker på li­ge­stil­lin­gen, fast­slår Gine Maltha Kamp­mann, di­rek­tør for tæn­ke­tan­ken EQUALIS.

Har al­tid væ­ret en af “dren­ge­ne”

Der er alt­så få kvin­de­li­ge di­rek­tø­rer som Git­te i det dans­ke er­hvervs­liv, men det gæl­der også for den byg­ge­bran­che, som hun ar­bej­der i - en bran­che, der som be­ken­dt er do­mi­ne­ret af mænd.

Men at være ene kvin­de blandt en mas­se mænd er egent­lig ikke no­get, der ge­ne­rer eller no­gen­sin­de har ge­ne­ret Git­te syn­der­ligt. Fra barns­ben har hun al­tid væ­ret lidt af en “dren­ge­pi­ge”, som hun kal­der det. Hun har ald­rig haft man­ge ve­nin­der, men der­imod al­tid fun­det sig bedst til­pas i den mere di­rek­te fa­con og om­gangs­to­ne, hun op­le­ver, der er blandt “dren­ge­ne”.

- Hvis de syn­tes, at man var en idi­ot, så fik man det at vide, og så var man sta­dig ven­ner bag­ef­ter, så jeg har væ­ret med på spro­get, og jeg har al­tid kun­net sva­re fra mig. Jeg ple­jer at kal­de mig selv for byg­ge­ri­ets Pip­pi Lang­strøm­pe - det er bare at kom­me an, si­ger hun.

Hun gi­der ge­ne­relt ikke dvæ­le ved for man­ge de­tal­jer, be­teg­ner sig selv som ri­si­ko­vil­lig, og stø­der hun ind i pro­ble­mer, lø­ser hun dem hen ad ve­jen, når de op­står - per­son­lig­heds­træk og en til­gang hun også op­le­ver, at man­ge mænd har.

Derfor har hun haft en ten­dens til at sy­nes, at de and­re kvin­der til be­sty­rel­ses­mø­der­ne har “lar­met”, når de har in­sis­te­ret på at bli­ve ved med at vil­le ven­de og dre­je be­slut­nin­ger­ne.

Hun hus­ker sær­ligt én epi­so­de.

Til et møde skul­le der ved­ta­ges en stra­te­gi, som alle mæn­de­ne og Git­te var en­i­ge om og klar til at om­sæt­te til hand­ling, men som en kæp i hju­let blev et kvin­de­ligt be­sty­rel­ses­med­lem ved med at vil­le dis­ku­te­re den.

Ir­ri­ta­tio­nen bob­le­de in­den i Git­te, hun blev utål­mo­dig og kun­ne se, at det sam­me ske­te for mæn­de­ne i lo­ka­let.

De lag­de alle ar­me­ne over kors, op­fat­te­de det kvin­de­li­ge be­sty­rel­ses­med­lem som “skin­ger” og mø­d­te hende med lar­men­de tavs­hed - in­gen stil­le­de op­kla­ren­de spørgs­mål. Sam­ta­len skul­le luk­kes ned, og de skul­le vi­de­re.

Men så­dan vil­le Git­te ikke se på si­tua­tio­nen i dag.

For på et kur­sus i frem­tids­forsk­ning læ­r­te hun en vig­tig lek­tie. Hvis no­gen si­ger no­get, du bli­ver ir­ri­te­ret over, så skal du bli­ve nys­ger­rig og tæn­ke, “hmm, in­te­res­sant”, i ste­det for blot at bli­ve ir­ri­te­ret og luk­ke ned, for­kla­rer hun. Den læ­ring blev et vig­tigt trin ind i den rej­se af selv­re­flek­sion, som hun har væ­ret på.

En rej­se, der har gjort hende be­vidst om sine egne bias, og hvor­dan hun tid­li­ge­re hav­de for vane at ty til en auto­mat­re­ak­ti­on og luk­ke ned i ste­det for at se mu­lig­he­der­ne og po­ten­tia­let i det, folk sag­de, hvis hun blev ir­ri­te­ret på dem.

I dag kan hun der­for godt se, at det kvin­de­li­ge be­sty­rel­ses­med­lem, der blev ved med at vil­le dis­ku­te­re stra­te­gi­en, hav­de en poin­te. Der var et reelt be­hov for at ven­de be­slut­nin­gen lidt mere, in­den de lag­de sig en­de­ligt fast på no­get.

Hun er en an­den, mere lyt­ten­de og in­te­res­se­ret le­der i dag, end hun var før­hen, og det er for al­vor gået op for hende, hvor vig­tig di­ver­si­tet er, og hvor me­get det gav­ner en virk­som­hed, hvis le­der­grup­pen er sam­men­sat af for­skel­li­ge slags men­ne­sker.

- Det er vig­tigt, at man ser med et bre­dt per­spek­tiv og et nu­an­ce­ret blik på sin virk­som­hed og de pro­ble­ma­tik­ker, man mø­der, og de stra­te­gi­er, man ar­bej­der med. Men hvis alle lig­ner hinanden, så ud­for­d­rer man ikke hinanden, og man en­der med at gå glip af for­skel­li­ge kom­pe­ten­cer både på det men­ne­ske­li­ge og fag­li­ge plan, si­ger hun.

Jo flere for­skel­li­ge, der er at “spil­le bold med”, de­sto bed­re, me­ner Git­te.

Den poin­te er di­rek­tør i tæn­ke­tan­ken EQUALIS, Gine Maltha Kamp­mann, enig i.

- Verden bli­ver mere og mere kom­pleks, og så giv­er det kun me­ning, at man sam­ler så man­ge for­skel­li­ge per­spek­ti­ver rundt om be­slut­nings­bor­det som mu­ligt. Du sik­rer dig også, at du ikke kø­rer på au­to­pi­lot, som du må­ske vil­le gøre, hvis det er den sam­me type men­ne­sker, der sid­der rundt om bor­det, som har sid­det der læn­ge.

- Forsk­ning vi­ser, at der er en rig­tig stor ri­si­ko for, at du træf­fer ukloge be­slut­nin­ger, som er mere ri­si­ko­fyld­te, end de be­hø­ve­de at være, hvis bare du hav­de haft de rig­ti­ge men­ne­sker rundt om bor­det. Køns­di­ver­si­tet i le­del­ser og be­sty­rel­ser er alt­så rig­tig vig­tig, fordi køn re­præ­sen­te­rer en for­skel­lig­hed, si­ger Gine Maltha Kamp­mann.

Di­rek­tø­ren er en skal­det, hvid mand med slips

Men hvor­for er det så svært at ænd­re på køns­ba­lan­cen, som fyl­der så me­get i de­bat­ten og har gjort det i en længere år­ræk­ke?

Det hand­ler i høj grad om, at det er svært at ænd­re på ind­gro­e­de køns­ste­reo­ty­per, som gør, at mænd og kvin­der bli­ver mødt for­skel­ligt, når de ar­bej­der sig op ad “kar­rie­re­sti­gen”, si­ger Gine Maltha Kamp­mann.

- Det lig­ger så dybt i os alle sam­men, hvem en le­der er, og det gæl­der både for mænd og kvin­der. Det be­ty­der, at når vi luk­ker øj­ne­ne og tæn­ker på en le­der, så ser vi ty­pisk en hvid, skal­det mand med slips, for­kla­rer hun.

Fo­ku­se­rer vi på de for­skel­li­ge ty­per af virk­som­he­der, pe­ger hun på, at det for de sto­re virk­som­he­der også skyl­des, at de ikke be­hand­ler om­rå­det med sam­me stra­te­gis­ke omhu som and­re om­rå­der.

- Man glem­mer at lave sit eget stra­te­gis­ke data­ar­bej­de for at fin­de ud, hvor­for er det egent­lig, at vi ikke ryk­ker? Og når man ikke får gjort det, så er det rig­tig svært at fin­de de løs­nin­ger, der vir­ker, si­ger Gine Maltha Kamp­mann.

Kig­ger man på de små- og mel­lem­store virk­som­he­der, som i endnu hø­je­re grad kæm­per med ulig­he­den, så er mang­len­de lov­giv­ning en del af for­kla­rin­gen, me­ner hun.

I Dan­mark har vi en lov, der fast­slår, at sto­re virk­som­he­der skal af­rap­por­te­re på køns­for­de­lin­ger, men den lov gæl­der ikke for de små og mel­lem­store virk­som­he­der. De har der­for ikke re­gu­le­ring og lov­giv­ning, der skub­ber dem på vej, på­pe­ger hun.

Ven­der vi blik­ket ud mod de små og mel­lem­store virk­som­he­der uden for ho­ved­stads­om­rå­det, er mang­len­de dia­log om køns­per­spek­ti­vet en yder­li­ge­re for­kla­ring, vur­de­rer hun.

- De hø­rer ikke nød­ven­dig­vis om det fra alle mu­li­ge ste­der eller om­gås med no­gen, som sy­nes, at det er vig­tigt. Så hvor­dan får man bud­ska­bet ud over ekko­kam­me­ret? Det er en af de ting, som jeg er ret op­mærk­som på, si­ger hun.

Gine Maltha Kamp­mann pe­ger på, at der for virk­som­he­der­ne er to veje at gå - kul­tur­ve­jen og struk­tur­ve­jen, som også med for­del kan kom­bi­ne­res.

Virk­som­he­der­ne kan for ek­sem­pel af­hol­de work­shops, hvor de ar­bej­der med de­res bias og dis­ku­te­rer, hvor­dan de kan ænd­re ar­bejds­mil­jø­et. Men hen­des an­be­fa­ling vil være, at de ikke kas­ter sig over en kul­tur­ænd­ring som det førs­te eller ene­ste.

- Det er nem­me­re at ænd­re kul­tur med struk­tur, end det er at ænd­re kul­tur ale­ne, fordi det er nem­me­re at ænd­re struk­tu­rer end men­ne­sker, si­ger hun.

Af struk­tur­æn­drin­ger kan virk­som­he­der­ne for ek­sem­pel se på de­res for­frem­mel­ses­pro­ces­ser, men også fo­ku­se­re på med­ar­bej­der­re­krut­te­ring og eva­lue­ring. Ned til helt lav­prak­tis­ke ting som hvil­ke bil­leder bru­ger virk­som­he­den til at re­kla­me­re for sig selv og til­træk­ke med­ar­bej­de­re? Hvor­dan ser hjem­me­si­den ud, og hvor­dan er ord­val­get på den?

Men det kræ­ver også po­li­tisk hand­ling, me­ner Gine Maltha Kamp­mann. Man kan over­ve­je at bre­de lov­giv­nin­gen ud, så også de små- og mel­lem­store virk­som­he­der skal rap­por­te­re om køns­for­de­lin­gen eller se på and­re “incitamentskabende greb”, fo­re­slår hun.

Po­li­ti­ker­ne bør også kig­ge længere nede i “fø­de­kæ­den” og un­der­sø­ge, hvor­dan der kan ænd­res på det køns­op­de­l­te ar­bejds­mar­ked og ud­dan­nel­ses­sy­ste­met, så flere kvin­der fin­der vej til di­rek­tør­gan­gen, me­ner hun.

Der skal generelt "gang i fantasien", me­ner Gine Maltha Kamp­mann, hvis der skal gø­res op med køns­ulig­he­den, så kvin­der frem­over ikke be­hø­ves at gøre som Git­te og drik­ke 166 kop­per kaf­fe for at lan­de di­rek­tør­job­bet.