Da hun var 18, kom hendes balletlærer med et forslag. Det blev afgørende for hendes liv

Jette Grant tager os med tilbage til Las Vegas i 60’erne, hvor hun var del af Bluebell Girls, som var toppen af det bedste af det bedste dengang og kun optrådte på de fineste natklubber og var anset for at være tidens ”most glamorous chorus line”.

Det sker ved køkkenbordet i hendes store lejlighed i det indre København, hvor hun kort forinden har stået i den lange gang og sagt på gensyn til en af dagens mensendieckelever, som hun underviser fra sit eget studie, der var soveværelse engang.

Jette Grant er 81 og still going strong. Den kliché ligger så ligefor, når man sidder dér sammen med hende bøjet over hendes iPad, mens hun googler ”Las Vegas 1965” for at vise, hvordan Las Vegas så ud, dengang hun kom dertil som danser.

– Las Vegas var dengang verdens mindste by. Den bestod nærmest kun af én vej, den nu så berømte boulevard, Las Vegas Strip, som man kørte ind på, når man kom til Las Vegas.

– Så lå der hoteller på hver side, men ikke mange, måske fem hoteller på den ene side og fem på den anden. Derudover var der så også enkelte lejlighedsbyggerier, hvor vi netop lejede os ind og boede.

– For enden af The Strip kom man ned til Downtown Las Vegas, som var den ”billigere” afdeling af byen, men dér kom vi sjældent. Og det var dét. Det var Las Vegas. Ellers var der bare ørken.

Hun ler her, for hun kan godt høre, at det egentlig ikke lyder særlig glamourøst. Men det var det jo alligevel.

For dengang var det stedet, man skulle være. Hun var der eksempelvis samtidig med, at The Rat Pack, tidens hotte croonertrio med Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr., var det store trækplaster.

Og ja, Jette minglede også med de kendte. Og hun havde da også sin egen mor, da hun kom over på besøg, med til en grammofonoptagelse med Sammy Davis Jr., der foregik på det berømte hotel, The Sands Hotel. Men det meste af tiden arbejdede hun. For sådan var det dengang.

– Vi lavede to forestillinger hver aften, tre om lørdagen. Vi havde vist seks fridage i alt om året. Vi arbejdede juleaften, nytårsaften, altid. Men det vidste vi jo. Man vidste, hvad man gik ind til, når man sagde ja til at tage til Las Vegas med Miss Bluebell.

– Miss Bluebell var leder af danserne på Lidoen i Paris, og derfra sendte hun sine Bluebell Girls ud i verden, hvor de optrådte på de bedste steder. Hun var selv danser og blev kaldt Miss Bluebell på grund af sine vidunderlige, blå øjne, og hun var som en mor for os.

– Da hun kom til Las Vegas første gang i slutningen af 1950’erne, var det kutyme, at danserne skulle gå ud i baren bagefter og underholde gæsterne.

– Men da Miss Bluebell kom, meddelte hun, at hendes dansere end ikke fik lov at nærme sig kasinoet, og hvis det ikke kunne respekteres, rejste hun hjem med sine dansere igen, og det var hun parat til. Og hun fik sin vilje. Vi måtte gerne gå ud i kasinoet som gæster, men hun ville ikke finde sig i, at vi skulle underholde nogen.

Nu skulle vi måske lige begynde forfra, dér, hvor det hele begyndte. Jette voksede op i København, hendes far var overtjener på forskellige af byens bedste restauranter, og hendes mor var hjemmegående, men uddannet syerske.

Jette gik fra barnsben til klassisk ballet, men fik som 15-årig ”den værste besked, jeg kunne få”, som hun siger, da Det Kongelige Teaters balletlæge sagde, at hun skulle stoppe med klassisk ballet: ”Dine hofter er ikke bygget til det”.

Hvad Jette gjorde?

– Jeg tænkte: ”Jeg skal vise dem!”, og så fortsatte jeg med at træne klassisk ballet, selv om jeg havde slemme smerter i hofterne. Men jeg elskede det jo. Og da jeg var 18 år, tog jeg til England og kom i huset i Den Danske Klub i London, samtidig med at min plan var at komme ind på en af de engelske balletskoler.

– Jeg trænede med en skøn balletlærer ude i South Kensington, og det var ham, der på et tidspunkt tog både mine dårlige ballethofter og min højde og mine lange ben i betragtning og sagde: ”Du skal da være en Bluebell”.

– ”Men jeg skal ikke danse nøgen, vel?”, sagde jeg i min naivitet. Og så forklarede han, at nej, nej, der var skam forskel på en danser og en showgirl. Hos Miss Bluebell var danserne altid klædt på, mens de showgirls, der også var på scenen, var topløse.

I marts 1964 tog Jette derfor spændt til optagelsesprøve på et teater i London, hvor Miss Bluebell var kommet for at se talent. ”Kan du rejse til Grækenland i maj?”, spurgte hun, ”og inden, da skal du til Paris”. Og dét kunne Jette.

Efter otte dages prøver i Paris gik turen videre til en fornem open air nightclub i Athen. Fire måneder senere blev hun og en anden danser fra truppen sendt til Rom, hvor de blev del af en trup på den italienske tv-station Rai Uno.

Her dansede de i flere måneder og var respekterede og feterede og blev behandlet som dronninger, når de shoppede i Roms fashionable modesaloner.

For dengang var man noget, når man var danser på italiensk tv, ”og vi tjente i øvrigt også en frygtelig masse penge”, siger hun leende.

I foråret 1965 gik turen så tilbage til Paris, hvor der blevet taget mål til kostumer, sko og tasker, og derefter blev kursen sat imod Las Vegas.

I 1994 var Jette tilbage i Las Vegas sammen med sin daværende mand og fik et chok, da hun så, hvordan byen var vokset og havde ændret sig.

– Det var ikke mit Las Vegas længere. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, at byen ville have ændret sig så meget. Las Vegas i 1965 var sådan et hyggeligt sted!

– Jeg blev tit spurgt, da jeg var vendt hjem, hvordan i alverden jeg kunne holde til at være i Las Vegas i tre år? Men når man arbejdede derovre, hang man jo ikke ud på kasinoer hver aften, som turister gør. Vi arbejdede meget, ja, men havde det også sjovt.

– I de timer, hvor vi havde fri og ikke lige sov, hyggede vi os sammen og red ud i ørkenen på hesteryg, om natten altså, og gjorde stop ved små caféer, der lå derude og var åbne døgnet rundt, og fik drinks og morede os og slappede af. Vi var i alt cirka 20 dansere og 20 showgirls, som blev som en slags familie for hinanden.

– Jeg tænker tit, ligesom nu, hvor vi sidder og kigger på billeder fra dengang: Hvor har jeg været heldig at få lov at opleve alt det. Jeg elsker den periode af mit liv. Det er nogle af de lykkeligste år i mit liv.

Det hører med til historien, at Jette nåede at blive gift i Las Vegas, i et lille chapel midt om natten, ”og det var meget romantisk”, siger hun. Hendes mand, Chuck, var amerikaner og danser i truppen.

Men da Jette blev gravid, og ægteskabet ikke gik godt, besluttede hun at rejse hjem til Danmark. For som hun siger: ”At blive enlig mor i USA var nok ikke nogen god idé”.

Her begyndte hun at danse igen et års tid efter, at hun var kommet hjem og havde født datteren Tina. Det første job var et fjernsynsjob. Det næste var forestillingen ”Cabaret” på Alléscenen, dengang Ungdommens Teater, hvor Bent Mejding var direktør og også spillede rollen som stykkets konferencier.

Det gik så godt, at snart blev Jette en af de mest benyttede dansere, når teatrene satte musicals op, og det var hun i en lang årrække.

I forbindelse med teaterarbejdet mødte hun også kærligheden i skikkelse af den britiske danser Sandy Grant. ”Århundreders kærlighedshistorie” var de enige om, at det var.

De fik datteren Hannah sammen og nåede at holde sølvbryllup, inden han chokerende faldt om og døde af hjertestop, forårsaget af en tilstoppet hovedkranspulsåre, bare 54 år gammel. Det skete tilbage i 2005.

Så nej, Jette Grants dejlige liv har ikke bare været dejligt og en dans på roser. Der har været opture og nedture, glæder og sorger, ligesom hos de fleste, siger hun.

Men når hun i dag som 81-årig stadig er aktiv i det fag, hun sprang over i som Mensendiecklærer, da hun var 39 og kunne mærke på de der hofter, blandt andet, at tiden var inde til at finde på noget andet, så er det fordi, hun i Mensendieck-gymnastikken fandt noget, der blev en ny passion.

Det var Susse Wold, der introducerede Jette for Mensendieck. På det tidspunkt var Jette med i ”Pygmalion” på Allé Scenen, hvor Susse Wold og Bent Mejding spillede hovedrollerne.

En dag foreslog Susse Wold, at alle på teatret, også kontorfolk, kunne træne Mensendieck sammen inde på scenen. Susse Wold havde gået til Mensendieck i flere år og havde et bånd, som hendes lærer havde indtalt til hende, og det bånd tog hun med og lod afspille over en højttaler. Og som Jette siger i dag:

– Da vi først kom i gang med Mensendieck, tænkte jeg: ”Det var dog utrolig så stærk, man bliver af det her”. Det havde jeg slet ikke forventet.

Og så var Jette tændt. Hun blev færdiguddannet som Mensendiecklærer fra Mensendieckskolen i 1981 og har siden stået – på sin både milde og myndige facon – og herset Mensendieck-øvelser med folk. Altså i over 40 år. Men hun har ingen planer om at pensionere sig selv.

– Hvorfor skulle jeg dog det, spørger hun, – jeg har tænkt mig at blive ved, så længe jeg kan huske. Og kroppen, den skal nok holde til det!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 10, 2024.