Se, lyt & oplev

Man tænker sit: svenske hverdags- skæbner

af Rikke Rottensten 21. februar 2010
Ensomhed er temaet i den smalle, men bestemt seværdige ”Man tænker sit”. Her møder vi blandt andet en ung far, som skønt han konstant har sin lille søn på armen, alligevel virker meget ensom

Den svenske film Man tænker sit er noget helt specielt. En hverdag i et stille og noget så nydeligt svensk villakvarter, set og fortalt af 11-årige Sebastian, som bor her sammen med sin mor. Han fortæller bare, hvad han ser, for 11-årige drenge oplever meget og lægger hele tiden lag på lag på deres livsfilsofi.

Derfor lader filmen og Sebastian os om selv at tænke vores i mødet med de bærende hverdagsskæbner i det pæne kvarter, hvor facaderne stråler af styr på tingene. Indtil man går bag om hækken, sådan som Sebastian kan gøre. Dér, hvor sprækkerne i pænheden opstår. Dér, hvor Anders er ved at bryde sammen over at skulle leve op til den høje standard i sin nye villa, lige ved siden af barndomshjemmet. Dér, hvor taberen Jimmy evindelig vandrer rundt med sin lille søn på armen uden at have styr på noget som helst og uden nogensinde at slippe den lille barnekrop.

Den beskyttelse og ømhed, den unge far giver sin lille søn, rammer så stærkt i tilskueren, at det alene næsten kan bære hele filmen. Men den stemningsfulde, dirrende og komprimerede film af Fredrik Wenzel og Henrik Hellström har så meget andet at byde på. Speciel er den, ja - men på den rigtig gode måde.

4/6 stjerner

Premiere 18. februar.

Se også:

Shutter IslandValentine's DayPrægtige Precious