Kendte

Molly Egelind: Jeg er ikke født optimist, men jeg har knoklet RIGTIG MEGET for at blive det

Molly Egelind har i perioder prøvet at blive i sin seng, bingewatche TV-serier og lulle sig ind i en døs for at gøre livet så ukompliceret som muligt. Da hun var teenager, lærte hun første gang depressionen at kende. I dag er hun – næsten – ude på den anden side med en erkendelse: Man kan ikke helgardere sig mod livet.

Nå men så taler vi da bare om det hele. Det nøgne, det svære og det sårbare, det, ”man” ikke taler om. I en tid, hvor meget handler om at højglanspolere overfladen, er det ekstraordinært smukt at møde et menneske, der tør invitere andre indenfor uden filter. Sådan et øjeblik er en gave. Det er Molly Egelind, der giver dig den gave. Fordi hun har bakset med livet og véd, hun ikke er alene om det. Og Molly har en plan.

 

Det er over syv år siden, vi sidst talte sammen i femina, og lige det interview hænger særligt fast i hendes bevidsthed. Hun havde kun sovet to timer, natten før billederne skulle tages.

– For min nuværende mand og jeg var ligesom endelig sprunget i armene på hinanden. Vi gik på skuespillerskolen begge to, og det havde været lidt katten om den varme grød. Og så havde han inviteret til fest i sit kollektiv, hele skolen var der, der var totalt gang i den. Jeg ventede bare på, at alle andre gik, så jeg kunne være alene med ham, så klokken endte med at blive fire. Da alle var gået, sad vi og kyssede i hans seng, og det var meget romantisk alt sammen. Så sagde han: ”Molly, jeg har noget, jeg skal vise dig”, og begyndte at SLÆBE lydudstyr frem og koble det til sit store fladskærmsfjernsyn. Det tog næsten en time! Så satte han et afsnit af ”Den blå planet” med David Attenborough på, fordi der var en undervandsblæksprutte, han enormt gerne ville vise mig. ”Men Molly, den hedder Vampyroteuthis infernalis, er du klar over, at det betyder vampyrblæksprutten fra Helvede!”. Jeg forelskede mig lige dér: Jamen det er jo DIG, det skal være, hvis du kan være så nørdet omkring en vampyrblæksprutte, så har du mit hjerte i dine hænder. Jeg ser helt kokset ud i hovedet på billederne fra interviewet dengang. Men det var altså bare af forelskelse!

Siden er hun blevet gift med Benjamin, mor til Ellinor og har fuld gang i skuespillerkarrieren.

– Jeg tror aldrig, jeg har haft så travlt, som jeg har haft det sidste år af mit liv. Men når man er freelancer, ligger der også en kæmpestor ro i at arbejde og opleve, at tingene lige pludselig ruller.

Molly siger, at det, hun laver i dag, er ”skide hamrende sjovt”, og at hun føler sig til rette og tilfreds, men den rejse, hun har taget, var alligevel sværere, end man umiddelbart forestiller sig.

– Jeg er ikke født optimist, men jeg har knoklet rigtig meget for at blive det. Mit sind er fra naturens side nok – jeg vil ikke sige dystert, men jeg har en hang til melankoli, jeg har nemmere ved at se det negative end det positive, men det har jeg efterhånden fået dæmmet op for. Uroen er der for så vidt stadig, men det er mere naturligt for mig at tænke positivt nu.

Så langt hun kan huske tilbage, har melankolien været en grundtone i hende.

– Jeg har ikke været ulykkelig som barn, men jeg var melankolsk og meget eftertænksom og indadsøgende. Jeg tænkte over nogle meget store ting. Hvordan verden hang sammen, hvorfor mennesker var over for hinanden, som de var. Jeg havde nogle gange svært ved at skulle lege børnelege, glade lege, problemfri lege. Så skulle jeg ligesom lade, som om det var naturligt for mig. Jeg har haft en følelse af uro eller af ikke at føle mig tilpas. At skulle på lejrskole var det mest frygtelige, jeg vidste. Jeg havde hjemve i to uger, INDEN jeg skulle af sted. Det var fuldstændig uoverskueligt for mig.

Fik du hjælp hjemmefra?

– Hm. Jeg tror i virkeligheden, jeg gik ret meget med det selv. Jeg formulerede det aldrig højt, for det kunne man have arbejdet med. Så kunne min mor sige: ”Hvis du glemmer noget, kommer vi med det. Hvis der lugter mærkeligt, får du bare dit eget sengetøj med eller noget, der dufter af hjemme”. Men jeg modsatte mig bare, jeg ville bare ikke, jeg blev bare dødhamrende ked af det. Og jeg tror, det allerede har været sådan, inden jeg formåede at udtrykke de tanker, jeg havde. Det KØRTE bare rundt. Det giver sig meget sådan udtryk, at jeg pludselig skal have styr på alle tænkelige udfald af en situation for at kunne forberede mig på alle de måder, det kan gå galt på. Det er jo en meget pessimistisk måde at gøre ting på.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Anderledes

Molly er klog. En børnehaveklasselærer opfattede hende som ”mærkelig”, da hun var fem år. Indtil en skolepsykolog, da Molly gik i første klasse, fandt ud af, at hun bare var klogere end de andre børn og røvkedede sig, så hun hoppede en klasse over – og følte sig stadig anderledes, fordi hun var yngre end de andre. Molly hører ifølge en Mensa-test, hun har taget, til blandt den ene procent danskere, der er topkloge. Så går det nok, at hun efter flere forsøg opgav gymnasiet i 3. g. Hun kom på antidepressiv medicin, da hun var 17 år.

Hvad var den udløsende faktor?

– Første gang jeg sådan rigtig kan huske, jeg blev deprimeret, var under min mors sygdom. Jeg følte, at jeg skulle være meget stærk og hård for en, der ikke selv formåede at være det rent fysisk altså.

Søs Egelind blev syg i 2005. Først af lymfeknudekræft. Så hudkræft. Og så blev hun ufatteligt nok sparket af en hest. Grundigt. Leveren flækkede.

– Det var meget at skulle kapere og navigere i for mig ...

Hun havde altid været den stærke?

– Ja, er du sindssyg. Bomstærk! Og jeg skulle bare have sagt: ”Ih hvor er jeg bange, jeg er simpelthen så ked af det, kan der være plads til, at jeg også er ked af det, mens du er bange, mens vi alle sammen er bange, skal vi være bange sammen?”. Det kunne hverken min mor, min far, min lillesøster eller mig overhovedet sige til hinanden, fordi vi alle sammen var så ”iiih hvor skal vi bare være stærke”. Jeg tror ikke, der var nogen af os, der trak vejret. Vi skulle have rakt ud efter hinanden i stedet for alle sammen at tro, at vi havde rollen som den stærke. Der var ingen af os, der blev stærkere af den rolle. Især ikke mig.

Molly har været på antidepressiv medicin ”on and off to-tre omgange”. Det får mig til at fundere over, hvordan man som skuespiller forholder sig til medicin, der påvirker én følelsesmæssigt – lægger lidt låg på. Men hun siger kontant:

– Dengang havde jeg ikke som sådan en karriere, jeg skulle vedligeholde. De gange jeg havde brug for antidepressiv medicin, var arbejde nærmest heller ingen mulighed. Jeg var stadig ung og ved at finde ud af, om jeg overhovedet skulle være skuespiller. Så jeg tror også, en stor del af det med at blive ven med mig selv også lå i at sige: Jamen det ER det, jeg skal. F.eks.: Hold nu op med at lede alle mulige andre steder for at undgå at blive sammenlignet med din mor. Det lyder helt patetisk, når jeg siger det højt, men det var en ”ting” for mig dengang.

LÆS OGSÅ: Søs Egelind: Man får de udfordringer, man kan klare

De gange du har været på medicin – har det så været med det samme problem?

– Nej, og det har også været nogle forskellige psykiatere, jeg har været omkring. Jeg har ligesom ikke kunnet comitte mig, for så gik det lidt godt igen, og så behøvede jeg da ikke medicin ... eller det fik jeg i hvert fald sagt til mig selv, for man er da klart et federe menneske, hvis man ikke behøver piller og terapi, synes ”folk”. Så det var sådan noget, jeg helst bare skulle have overstået. Jeg var lang tid om at blive ven med at have behov for hjælp. Jeg ville så gerne være STÆRK og HÅRD. Jeg ved ikke, om det er sådan, vores samfund er indrettet, men jeg havde i hvert fald fået en idé om, at det var pinligt at gå til terapi eller tage antidepressiv medicin. Det synes jeg slet ikke, det er nu.

Er du bange for at havne dér igen?

– Næ, det ville da være ærgerligt, det ville da være … spild af tid, jeg kunne have brugt på noget andet, men jeg er ikke bange for det. Jeg har jo prøvet nærmest alle tænkelige udfald af at være deprimeret og alle tænkelige udfald af et angstanfald – og jeg sidder her stadigvæk. Så jeg ved godt, risikoen for at havne der, er der, men jeg er også havnet der så tilpas mange gange, at jeg ikke er bange for, hvis det skulle ske igen. Siden jeg sidst havde en rigtig dårlig periode, har jeg da haft uger eller måneder, hvor jeg har været mere blå eller nedtrykt end gennemsnittet, men jeg har alligevel fået værktøjer nok til at kunne beslutte at tage fat om mig selv. For der kan også være en lidt melankolsk nydelse ved at give sig hen til at have det dårligt. Der ER en tryghed i depressionen, fordi man føler, at ”nu har jeg ondt af mig selv, fordi der ikke er nogen andre, der har”. Der er en selvtrøst i det. Man får lullet sig selv ind i en døs, hvor tingene er ukomplicerede. Det er ukompliceret at ligge i sin seng. Det er også ukompliceret at spise toast, for så behøver man ikke at købe ind. Og det er ukompliceret at se det samme fjernsyn hele tiden, for så behøver man ikke at tage stilling til noget. Det oplevede jeg i hvert fald: Jeg fik skabt nogle rammer for mig selv, som var så lidt farlige som muligt. Jeg gik ikke til fest, jeg fik et meget lille liv, et lille, men ufarligt liv. Til sidst kunne jeg ikke være i det, så lille blev det. Den grad af modenhed, jeg har nu, og bestemt også det, at jeg føler, at jeg har et reelt ansvar over for min datter og min mand, gør, at livet alligevel aldrig får lov til at blive SÅ småt. Hvis jeg kan mærke, det begynder at stramme om albuerne, véd jeg, jeg er nødt til at tage fat om mig selv.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg er gift på 26. år: Jeg tror ikke, man skal være så bange for de der kriser

Selvværd

Hvis der er en konklusion på rejsen fra den sårbare teenagetid til den noget mere afbalancerede nutid, er det måske, at Molly som yngre ”prøvede at helgardere sig mod livet”. I dag vil hun hellere nyde det. Og Molly har en plan. Hun vil gerne bruge sine erfaringer til at holde foredrag om at være et sårbart ungt menneske.

– Forhåbentlig kan jeg være med til at gøre det mere okay at være ustabil, ikke at have styr på sit lort, ikke at vide, hvad man vil. For jeg tror rigtig meget, det var det, der gjorde, at jeg fik det værre – jeg følte ikke, at det var i orden at have det på den måde.

Molly nåede til finalen i ”Vild med dans” sidste år. Da hun og Mads Vad skulle finde på deres freestyle-dans, var hun klar til at bruge af sig selv.

– Vi valgte at fortælle den del af min historie, som handler om det med at have det svært og bare synes, det er nemmest at blive liggende i sengen, og hvordan den positive forandring ligesom kom fra mig SELV. Der er en kæmpestor styrke i bare det at blive venner med sig selv. Det prøvede vi at vise igennem dans og snakkede lidt om det i programmet. Det er jeg stadig meget stolt af. Min Instagram-indbakke eksploderede med unge piger, der sagde: ”Sådan har jeg det også, hvor er det bare fantastisk at høre dig fortælle om det”. Jeg vidste, at der i hvert fald var en million mennesker, der så det. Det er fandeme en platform, der vil noget, hvis jeg kan snakke om, at jeg har kæmpet med mit eget selvværd, min egen selvtillid og med at komme op af sengen, jeg har kæmpet med bare at komme i skole, og jeg har kæmpet med at holde af mig selv. Tænk, hvis jeg kan nå bare nogle få unge på den måde! Der er også kvinder på min egen alder, der skriver, at de også har været igennem sådan en periode, og at det er fedt, jeg snakker om det og tør være åben om det. Det føltes ikke som noget, jeg skulle turde, det føltes meget rigtigt for mig at gøre det. Det er sjovt, at folk vælger at formulere det på den måde: Tænk, at du tør stå frem med det.

Tabu?

– Ja præcis. Det ligger jo implicit i at formulere det som modigt at sige: ”Jeg har haft det svært”. Men det er sgu okay at have det svært. Og det vil jeg gerne være med til at formidle. Jeg vil gerne tale med unge mennesker, der er i samme situation, som jeg var i – ved at have en forælder, der er ramt. For jeg tror, nøglen ligger i, at vi tør være sårbare over for hinanden. Hvis det kan hjælpe, at jeg stiller mig op og er ærlig foran nogle mennesker, går der ikke noget af mig. Jeg har en håndfuld piger, jeg lige tjekker ind med en gang imellem og hører hvordan har det. Det er enormt givende for mig. Bare at kunne sige: ”Hey, jeg hepper på dig, fuck du er sej, at du overhovedet er stået op i dag”. Hvis jeg kunne formidle den hjælp på et større plan, ville jeg synes, det var fedt.

 

Molly Egelind, 31 år og skuespiller, gift med Benjamin Katzmann Hasselflug, der også er skuespiller, og sammen har de Ellinor på fire et halvt. Hvis du er fan af ”Sygeplejeskolen”, kan du glæde dig til, at der kommer både en sæson tre og fire.