Kendte

Lotte Kirkeby: ”Jeg har en fornemmelse af, at verden, som jeg kender den, forsvinder”

Ungerne flytter hjemmefra, den ældre generation forsvinder med tiden helt ud af billedet, selv står man som forfatter Lotte Kirkeby midt i det hele og tænker: HVAD SKER DER?! Det har hun skrevet romanen "De nærmeste om".

Lige om lidt er alt anderledes. Lige om lidt er Lotte mor til tre børn, der er flyttet hjemmefra. Hun sidder i køkkenet på Østerbro og siger, at det er kommet bag på hende, at hun, der har følt sig i konstant bevægelse, siden hun selv flyttede hjemmefra, nu føler sig ”statisk”. Den livsfase, hun er i nu, er simpelthen vemodig og voldsom, fordi det nære liv, som hun kender det, er på vej til at forsvinde.

 

Så det er også det nære liv, Lotte sætter under lup i sin roman ”De nærmeste”. Børnene, der bliver store og skal rykke videre. De gamle, forældregenerationen, der dør. Følelsen af at være den, der står tilbage i midten. Med sorger, længsler, tab, vemod, problematiske valg, spildt kærlighed …

– De emner, bogen tager op, er dem, jeg går rundt i til hverdag nu: I krydsfeltet med store børn og gamle forældre.

Den handler også om tab, sorg, spildt kærlighed og ”farvel” på mange måder.

– Det er kommet bag på mig, at jeg skriver så vemodigt. Men jeg tror, det er forskelligt, hvilke tonelejer vi mennesker er stemt i. Min mand er overhovedet ikke sentimental. Når jeg siger: ”Åh, børnene bliver store og flytter hjemmefra”, siger han: ”Jamen det er jo godt, de kan klare sig selv”. Men jeg har altid haft meget længsel efter det, som VAR. Og jeg mærker det meget kraftigt med mine børn, og dét synes jeg er vemodigt. Med børnene siger man farvel til noget, man kun får én gang i livet. Man kan jo altid blive forelsket igen eller få en ny mand – men med de børn går det simpelthen så hurtigt, så er de pist væk. Dér, hvor jeg står nu – og hvor Anna også står i romanen – siger jeg i virkeligheden farvel til alt det, jeg har kendt. Jeg har nogle gange den fornemmelse, at os, der er midaldrende, står stille. De unge er på vej ud og videre, og de gamle er på vej ind i senilitet, sygdom eller en form for reduktion, hvor vi heller ikke kan kende dem mere.

Så du borger som midaldrende for, at tingene er, som de altid har været?

– Ja, og det er virkelig mærkeligt. Min mand og jeg er som nogle af de eneste i min familie ikke blevet skilt, og vi er blevet sådan nogle, som ligesom samler nevøer og niecer omkring det her spisebord. Dét havde jeg ikke set komme – at vi skulle blive centret eller det stabile.

Hvorfor er I ikke blevet skilt?

– Det ved jeg sgu ikke. Statistisk set skulle vi være blevet det, for tvillingeforældre har en meget højere skilsmisserate, og jeg er selv skilsmissebarn, og vi har alle de dér børn. Men jeg tror, vi har været enormt gode til at arbejde sammen. Vi fik tre børn på tre år, og dér blev vi virkelig basket sammen. Vi har altid deltes om enormt mange ting, og så er vi bare gode til at give hinanden plads. Og apropos skilsmisse: Der er aldrig nogen, der har bildt os ind, at det skulle være nemt. Vi er virkelig ekstremt gode til at smøge ærmerne op og tage fat. Lige nu har vi sygdom og død i KASSEVIS blandt de gamle i familien, og det er vi egentlig også meget gode til at arbejde os ud af.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Når man har været sammen i over 10 år, er man vokset sammen nogle steder"

Sorg er ensomt

Der er kun lidt over et år mellem Lotte og hendes storesøster. Ikke desto mindre: Et af bogens temaer er, at vi ikke nødvendigvis har samme oplevelse af vores barndom og forældre, selv om vi er vokset op i den samme familie. At man faktisk kan føle, man har haft vidt forskellige forældre – også selv om man nærmest er pseudotvillinger. Og at det bliver blotlagt, når forældrene dør.

– Sorg kan i virkeligheden aldrig nogensinde blive et fælles anliggende, for man vil grundlæggende altid være alene i sin sorg, fordi man sørger over noget forskelligt. Selv om det menneske har haft samme rolle over for én – som éns far eller mor – har man ikke mistet det samme. Sorgen er aldrig ens, derfor vil den altid være ensom. Det er det, der er så vildt, når man mister nogen. Man kan også miste forestillingen om den barndom, man har haft, fordi man opdager, at den i virkeligheden har set anderledes ud. Min far døde, da jeg var 19, og min søsters og mit forhold til vores far var forskellige, så vi syntes, vi havde mistet noget forskelligt. Der var noget af vores sorg, vi godt kunne dele, men der var også noget, som var hendes forhold til ham, og som var mit forhold til ham, og som vi ikke rigtig kunne gå nogen steder hen med.

Du var 19 år – det lyder voldsomt?

– Jamen det var det også. Det var meget … pludseligt. Han havde fået en leverinfektion. Han var ude at rejse, og så døde han i løbet af en uge, så det gik meget stærkt. Og det var så skørt, fordi vi var så unge, og det skete på et tidspunkt, hvor vi var på vej alle mulige andre steder hen. Og apropos at være alene i sin sorg – vi kendte ikke andre, der havde mistet en forælder. Det tog lang tid for os bagefter. Det, der var specielt ved det, var, at min søster og jeg begge skulle i gang med et ungdomsliv. Vi skulle til Aarhus og læse, og på højskole og alt muligt – og så havde vi den dér med i bagagen.

Lottes søn Claes kommer ud i køkkenet og åbner køleskabet, henter noget spiseligt og lister af igen, mens Lotte siger:

– Jeg skal ikke kunne sige, om mit vemod stammer derfra, men det er klart, at det var en speciel erfaring at få. Jeg havde nogenlunde samme alder som ham dér, som ikke laver andet end at sove længe og gå til fester! Min søster var 20, og jeg var 19, da vores far døde, og jeg har tit tænkt: Nå men vi var trods alt voksne, vi var på vej til at flytte hjemmefra. Men når jeg nu kigger på min søn, tænker jeg: Det var vi overhovedet ikke! Synsvinklen har virkelig ændret sig. Omkring min fars død har jeg også altid tænkt, at vi havde haft teenageoprøret, vi var landet et sted, og jeg var så glad for, at vi var landet, inden han døde, så når jeg er gået igennem livet uden min far, har jeg altid følt, at jeg godt vidste, hvem han var, at jeg kendte ham. Men nu kan jeg pludselig spejle mig i min søn, og så kaster det lys tilbage på, hvordan jeg selv var, da jeg var 19 år, og især hvordan jeg var, da min far døde. Jeg har tidligere tænkt, at vi havde et voksent forhold til hinanden. Men det var vi kun på vej til at have.

 

Familie-fascist

Hun er selv klar over det: At hendes fars død har været en medvirkende årsag til, at hun i dag er udpræget familiemenneske. I næsten usædvanlig grad.

– Jeg er meget tæt på min egen familie, og jeg er en family first-person. Det er meget umoderne i den her tid, hvor man siger, at familie er noget, man selv vælger. Jeg kender mange, der ikke er tættere på deres et eller andet familiemedlem, end de er på deres venner. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg er totalt familie-fascist.

Det er jo, siger hun, ikke ligegyldigt, hvilket liv man vælger. Men ligegyldigt hvad man vælger, må man vælge noget andet fra.

– Jeg har nået at få en familie og holde sammen på den. Jeg har ikke nået at have 12 elskere, og jeg har aldrig været i New York. Men jeg har nået noget, som jeg er glad for. Mange af mine veninder, der bliver skilt, har det dér parallelle liv. Så er de ude at rejse, og der er fandeme mange ting, de kan. På den måde er min mand og jeg jo hr. og fru Danmark med virkelig mange madpakker – som børnene smører selv nu, for det skal de. Men jeg ser virkelig også en styrke i det dér lange, seje træk. Den anden dag havde min mand besøg af en ven, hvis mor lå for døden. Og jeg blev simpelthen så rørt, for de lærte engang hinanden at kende i en kollegiebar i Aarhus, og at have den fornemmelse i et venskab ... sådan tror jeg, man i bedste fald også kan have det i et parforhold: At selv om det ikke har været perfekt, så har man virkelig gået et langt stræk sammen, og det synes jeg også, der er en styrke i. Hvordan man så bevarer romantikken og sådan noget, skal du ikke spørge mig om.

Hvorfor ikke?

– Man kan se hos dem, der bliver skilt, at de så har det dér med at blive inviteret ud at spise og få en diamantring og komme ud at rejse ... Når man har børn, er det svært at installere sådan noget i et helt almindeligt liv. Men så får man noget andet. Et fællesskab, som jeg ikke ved, hvordan man ellers skulle få. Jeg synes, der er noget smukt i, at vi har været sammen så længe, at der fandeme er mange ting, vi bare gør for hinanden, i hinandens familier, vi tager fra begge to. Og selvfølgelig skal perioderne med spidsbelastning ikke være for mange, men det er også noget, man bare går igennem SAMMEN.

LÆS OGSÅ: Marie Brixtofte om sin far, Peter Brixtofte: "Det sværeste har været at have en far, som jeg ikke kunne redde"

Middelklasse-drøm

Midt i tidens skilsmisse- og single-rekorder er Lotte simpelthen optaget af, hvordan folk fandt ud af at blive sammen før.

– Jeg er med på, at mange blev sammen, fordi de økonomisk og socialt ikke kunne blive skilt. Sådan var det jo for min mormor, som var hjemmegående. Hvad fanden skulle hun have levet af, hvis hun var blevet skilt fra Hansen? Det sjove var, at hun tjente mere end ham, da de lærte hinanden at kende. Men så skulle han jo tjene penge nok, og så skulle hun hjem og gå, det var middelklassens store drøm, at kvinderne skulle det. Da børnene flyttede hjemmefra, ville hun gerne ud og arbejde, men det ville han ikke have. Og det er klart: Hun kunne ikke gå. Det var også stigmatiserende at blive skilt dengang, så der var mange gode grunde til, at folk ikke blev det. I dag er der mange gode ting ved, at man KAN blive skilt, fordi kvinderne har deres egen økonomi og ikke er afhængige af deres mænd hverken socialt eller økonomisk. Så der er også noget strukturelt i, at der er flere, der bliver skilt – det er, fordi det kan lade sig gøre. Men jeg er stadig fascineret af, hvordan de gjorde dengang.

Lidt misundelig?

– Ja det synes jeg godt, jeg kan være. Det er også svære betingelser nu, når begge parter nu skal en hel masse. Der var klart en større sammenhængskraft, dengang kønsrollerne var helt veldefinerede. Der var færre ting at slås om. Meget af det, folk kløjes i nu, er alt det praktiske, der er fandeme mange ting, man skal.

Men der er i hvert fald én ting, man ikke længere skal som kvinde: Bede sin mand om husholdningspenge.

– Det er jo tilbage til historien om min mormor og morfar. På den måde er det sindssygt vigtigt at tjene sine egne penge. Ikke fordi man hele tiden skal gå og tænke, at man altid ku’ flytte ud i en treer i Nordvest, men det betyder enormt meget for mig, det er nærmest et mantra, det kan jeg mærke. Min mormor sagde engang til mig: ”Det er så godt, I går ud hver for sig, selv om I er gift”. Så sagde jeg: ”Det kunne I da også have gjort, I havde da penge nok”. Så sagde hun: ”Ja, men det var ikke mine penge”. Og min morfar, Hansen, syntes ikke, hun skulle rende i biografen med sine veninder … hold da kæft!

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Hvem er jeg?

Lotte tjener sine egne penge – ”sådan noget som fælles lønkonto ville være fuldstændig utænkeligt for os”. Når hun kigger sig i spejlet, ser hun en 49-årig selvstændig kvinde et udfordrende sted i livet.

– Det, mange andre kvinder i min alder snakker om med krop og forfald, og alt det, man siger farvel til som midaldrende … for mig er det helt seriøst slet ikke interessant. Det eksistentielle krydsfelt, jeg står i nu, er meget mere voldsomt, end hvad der måtte komme af æstetiske tab. De tab er også allerede startet for mange år siden, så det er ikke de fysiske og æstetiske ting, jeg spekulerer på i den her alder. Det er simpelthen at få defineret min rolle, eller hvem jeg ER på det her tidspunkt, fordi jeg synes, det er sådan et underligt sted at stå, fordi det hele forsvinder eller i hvert fald bliver noget andet. Dét er voldsommere end at tabe en tiendedel af mit hår. Som jeg skriver til mine venner hele tiden: ”Det ER virkelig os, der er de voksne nu”. Og det ER det. Vi kan jo ikke løbe skrigende bort. Da vi var unge og fik børn, kunne vi tage hjem til vores forældre og lave frit fald. Sådan var det i mange år, fordi de stadig var dem, de var.

Det er de ikke længere. Og det kræver – styrke.

– Vi skulle have meget styrke, da vores børn var små, men det synes jeg virkelig også, vi skal nu. Nogle skal skrive SRP, nogle skal til terminsprøve, nogle skal vælge ungdomsuddannelse, nogle skal til begravelse i Jylland, nogle skal hente farmor på hospitalet, nogle skal alt muligt. For mig har det ikke noget som helst med overgangsalder eller fysik at gøre. Det har noget at gøre med den særlige livssituation, jeg befinder mig i. Og hvor der samtidig er vemod forbundet med det, fordi man pisker rundt og laver alle de her ting og har en fornemmelse af, at lige om lidt er de nærmeste altså væk – børnene og forældrene. Det lyder så dramatisk, men jeg har en fornemmelse af, at verden, som jeg kender den, forsvinder. Det har taget mig lidt på hælene, for jeg har simpelthen ikke været forberedt. Folk siger: ”Du når at blive SÅ træt af dine børn, de bliver så pisseirriterende, og til sidst vil du bare gerne have, at de flytter”. Hulk, hulk … det ved jeg sgu ikke helt …

Lotte Kirkeby, 49 år, forfatter, uddannet litteraturhistoriker, freelancejournalist – blandt andet for Kristeligt Dagblad. Mor til en søn på 18 og tvillinger på 15. Gift med Thorstein Theilgaard. Aktuel med romanen ”De nærmeste”. Har tidligere udgivet novellesamlingen ”Jubilæum”.
 

Læs mere om: