Kendte

Gunhild Stordalen: Jeg havde ikke levet, hvis ikke det var for Petter

Gunhild Stordalens alvorlige sygdom blev starten på slutningen af hendes ægteskab med hotel-milliardæren Petter Stordalen. Hun havde ikke været i live i dag, hvis det ikke var for ham. I dag fokuserer hun ikke kun på sin egen overlevelse, men også klodens.

Hun var sikker på tre ting fra begyndelsen: Hun ville aldrig giftes, og hun ville ikke sætte børn i verden – hun ville redde den.

Gunhild Stordalen, der indtil for nylig var hun gift med Norges hotelkonge Petter Stordalen, 57, voksede op på en lille gård med dyr i Muggerud uden for Kongsberg i det sydlige Norge. Forældrene brugte ikke penge på unødvendigheder.

– Da mor kørte ind i postkassen, sagde far: ”Åh, den skal bare males over.” At de var så afslappede, har kendetegnet mig hele vejen, siger 41-årige Gunhild Stordalen.

Forelsket og ufornuftig

Allerede dengang udstak hun den strategi, som skulle give hende mulighed for at gøre en forskel. Som at uddanne sig til læge og satse alt på de højeste karakterer.

– Jeg ville have, at folk skulle lytte til mig, men hvem ville lytte til ”Gunhild fra Muggerud”? At blive læge gav mig en stemme, men jeg ville også have en position og en platform.

Ah, det var derfor, du giftede dig med Petter Stordalen?

– Ha ha ha! Gunhild griner ligeud og siger først, at ”nej, Petter var definitivt ikke en del af min plan”, inden hun citerer Forrest Gump: ”Life is a box of chocolates. You never know what you’re gonna get.” 

– Det var overhovedet ikke en strategi. Jeg blev forelsket og ufornuftig. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle giftes eller etablere en tosomhed med nogen, som jeg gjorde med Petter. 

Gunhild Stordalen

Født i 1979 i Haugesund, Norge, er uddannet læge med doktorgrad i patologi og ortopædisk kirurgi. Hun bor for sig selv i Oslo, efter hun i efteråret 2019 blev skilt fra sin mand gennem 14 år, hotelkongen og milliardæren Petter Stordalen, der også har opkøbt rejsebureauet Spies. 

Hun har grundlagt og er i dag administrerende direktør for nonprofit-fonden EAT, der arbejder for at forandre det globale fødevaresystem og gøre det bæredygtigt, så der er mad nok til alle – også i fremtiden, hvor vi bliver endnu flere mennesker på Jorden – men uden at skade planeten. I 2019 blev Gunhild Stordalen tildelt FN-udmærkelsen Global Leadership for sit arbejde med EAT.

Aldrig som i aldrig-aldrig?

– Ja, jeg skulle være alene, og jeg besluttede mig tidligt for, at jeg ikke ville have børn. 

Den beslutning traf hun, da hun så sin mor – ansvarlig for hus og hjem, tre børn og egen lægepraksis – ligge på sofaen og græde af udmattelse. 

– Jeg så på min mor, hvordan hun konstant var udslidt, og hvordan det altid endte med, at hun prioriterede børnene, hvilket jeg synes, er helt rigtigt. Men jeg følte, at jeg selv ikke ville være i stand til at prioritere på den måde for at opnå det, jeg så som meningen med mit liv. 

Hvor kontroversielt har dit valg om ikke selv at ville have børn været?

– Det er blevet mere okay de seneste 10 år, men tidligere blev folk omkring mig utroligt provokerede og sagde: ”Bare vent!” Jeg kan bare sige, at jeg har mange penge til gode fra forskellige væddemål, konstater hun og understreger: 

– Jeg er uendeligt imponeret over kvinder, som både gør karriere og er småbørnsmødre. I den forstand er jeg heldig, at jeg kun har mig selv at tænke på. Jeg har ikke engang en lille gris.

Eller jo, retter hun sig selv. Hun er deltidsmor til Petters hund, Öbbe.

Da pressemeddelelsen kom ud i november 2019 om, at Nordens powerpar skulle skilles efter 14 år sammen, var det en verdensnyhed. Det blev en følelsesladet og anderledes jul hjemme i Muggerud. 

– Bortset fra et par gange, hvor jeg har været på sygehuset, har vi altid fejret jul med hele familien Stordalen på Mauritius. Det er en tradition, Petter og hans familie har, fra længe før vi mødtes. Nu var det mig, mor, far og hundene juleaften. Det var specielt, men fint. 

– Petter tilbød mig at komme med, som jeg plejer, men jeg følte, at jeg ville være sammen med mine forældre. Hvis vi var flyttet fra hinanden, var jeg også nødt til at tage konsekvenserne.

LÆS OGSÅ: Ditte Ylva Olsen: "Det er ude af mine hænder, om jeg SKAL NÅ at have et barn"

I medgang og i modgang

I 2014 blev Gunhild Stordalen disgnosticeret med den autoimmune og uhelbredelige bindevævssygdom systemisk sklerodermi og havde fået sin dødsdom, da hun sammen med sin mand tjekkede ind på en klinik i Utrecht i Holland for at gennemgå en eksperimentel behandling.

I dag tænker hun ikke så meget på den tid.

– Jeg prøver at fokusere på, hvad jeg kan gøre her og nu, men samtidig har det lært mig aldrig at tage noget for givet. Vi kan gå ud på gaden nu og få en tagsten i hovedet.

Men da du var midt i dine stamcellebehandlinger, kunne du så tænke sådan?

– EAT (nonprofit-fonden, som hun er administrerende direktør for, red.) var stadig meget skrøbeligt, da jeg blev syg, og jeg og Petter havde mange samtaler om, hvordan det ville gå, hvis jeg forsvandt. Jeg skrev testamente over, hvordan bestyrelsen ville se ud, og vi blev enige om, hvor mange penge Petter fortsat skulle give. Alt var rigget til, så fonden kunne leve videre, hvis jeg døde, hvilket gav mig en ro.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Du afslutter din selvbiografi med ordene: ”Kære Petter. Uden dig havde hverken EAT eller jeg været her i dag.” Hvordan tænker du på det i dag?

– At det er netop sådan. Jeg ville ikke have levet, hvis det ikke var for Petter. Jeg havde aldrig haft råd til at rejse til Holland og få den behandling to gange. 

Må man spørge, hvad det kostede?

– Cirka 500.000 norske kroner pr. gang, men det var bare for selve behandlingen. Vi var nødt til at være i nærheden af sygehuset og boede på hotel i næsten to måneder i alt. Mine forældre havde helt sikkert belånt alt, hvad de har, men jeg ved ikke, om det var gået alligevel. 

Men det handler i virkeligheden ikke hovedsageligt om penge, understreger Gunhild Stordalen. Den mand, hun havde giftet sig med under storslåede forhold i Marrakech, var ved hendes side.

– Jeg har haft begge ben i graven, svævet mellem liv og død flere gange, og når du er dødssyg, er det naturligt at kæmpe til det yderste. At have nogen, som holder dig i hånden og tager rejsen med dig, er ikke selvfølgeligt. Det er heroisk. Petter satte sit eget liv på halvt blus for at støtte mig. Han er et ekstraordinært menneske. 

Med tanke på det og på, hvad I havde været igennem, hvordan var bruddet?

– Mange mennesker har svært ved at forstå, hvordan vi, der var så gode sammen, ikke klarede det. Men samtidig må man forstå, at en tilværelse, hvor man er syg hele tiden, indebærer ekstremt stor stress. Vi troede hver gang, at ”nu bliver det bedre”, men så blev jeg syg igen.

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Espersen har sclerose: "Før var jeg en rock'n'roller, der glemte at spise og levede af kaffe og smøger"

”Hjernetåge”

Det kunne ikke ses udadtil, og ingen vidste det. EAT Lancet-rapporten om de omstillinger, der er nødvendige for et bæredygtigt fødevaresystem, var netop blevet præsenteret foråret forinden, da Gunhild fik en svær infektion.

Hun havde været i Addis Abeba i Etiopien på topmødet i Den Afrikanske Union og var rejst videre til Washington D.C. med den svenske miljøprofessor Johan Rockström til en lancering på Verdensbankens forårsmøde, da kroppen sagde stop.

– Jeg kørte hårdt på, og det virkede ikke sådan udadtil, men jeg var så syg. I D.C. kollapsede jeg og blev indlagt på hospitalet. Lægerne troede først, at det var lymfom. Mine lymfekirtler svulmede op og var lige så store som æg, og jeg fik det bare værre og værre. Jeg gik rundt og troede, at jeg havde kræft. Det viste sig at være en infektion. Kroppen svigtede, men også hovedet, siger Gunhild og beskriver et af symptomerne som ”hjernetåge”. 

– Da jeg var påvirket af systemisk sklerose, kunne jeg, uanset hvor syg jeg end var, fortsat deltage i møder, besvare mails og have telefonkonferencer, fordi mit hoved fungerede. Nu kunne jeg pludselig ikke huske, hvad jeg havde foretaget mig dagen før, jeg glemte ting og sad i møder og anede ikke, hvad vi talte om. Det er det værste, jeg nogen sinde har oplevet.

- Da mit vigtigste værktøj holdt op med at virke, tvivlede jeg på hele min eksistens: Hvorfor skulle jeg have et stort klimaaftryk på planeten, hvis jeg ikke kunne bidrage? Jeg har aldrig været tættere på at blive suicidal end der, fortæller hun.

Hun fandt aldrig ud af, hvad der slog hendes krop ud, men det tog mange portioner antibiotika i forskellige kombinationer at knække infektionen.

– Petter elsker mandage og er ekstremt optimistisk og har hele tiden været den, der har ”peppet op” og sagt, ”det her klarer vi”, men det er opslidende at have den rolle i så mange år. Det tærede på forholdet, da jeg blev syg igen, og ingen vidste, hvad det var. 

Deres høje ambitioner og forskellige arbejdsprojekter betød også, at de så mindre og mindre på hinanden, forklarer hun.

– I begyndelsen, da jeg tog min doktorgrad, kunne jeg rejse rundt med Petter, og jeg var aktiv i bestyrelsen for hans hotelkæde Nordic Choice.

Vores liv og arbejde var flettet sammen, men jo større EAT blev, desto mere havde jeg brug for at være tilgængelig for teamet, tage det store ansvar og repræsentere på internatonale møder. Til sidst var der meget lidt ”vi”.

Hun slår fast, at Petter er hendes livs store kærlighed, og det vil han altid være. Det er Petter eller ingen. Efter skilmissen har hun valgt ikke at tage sit pigenavn, Melhus, tilbage.

– Jeg er Stordalen for mine omgivelser, og de kender mig som en Stordalen. Jeg kommer altid til at se Petter og hans familie som min familie. Jeg elsker Cirkus Stordalen, siger hun og ler. 

Tænk, hvis han havde vidst det, da han gav dig EAT i morgengave.

– Ja, ha ha. Men Petter har fra dag ét sagt, at jeg skal følge min passion. Hvor mange mænd træder et skridt tilbage og sender deres hustru til Davis for at møde verdens ledere?

– Men han vidste også, at var han taget dertil, ville alle mændene have ønsket at tale med ham om alt muligt. Hvis jeg tog dertil, ville de lytte til, hvad jeg sagde, mener Gunhild Stordalen, der dog beskriver vejen til det mål som alt andet end lige.

At gifte sig med verdens ikke ligefrem mest lyssky milliardær indebar, at hun som læge med ambitioner og visioner blev forvandlet til en luksushustru, der havde brug for en hobby-type.

– Det var det billede, der blev skabt, og det irriterede mig, siger hun.

– Jeg har egentlig altid haft virkelig god selvtillid. Jeg har været sikker på, hvem jeg er, og hvad jeg kan, men da jeg kom sammen med Petter og havnede i rampelyset som ”Stordalens nye kærlighed”, var folk pludselig interesseret i, hvilken kjole jeg havde på, siger hun og konstaterer dog, at det at være en kvinde ikke er en ulempe i hendes position.

– Desværre er det meget sjældent, at jeg sidder i et mødelokale, hvor halvdelen er kvinder, men mændene selv og forskningen siger tydeligt i dag, at de virksomheder, der har mangfoldighed i deres bestyrelse, er mere succesrige.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: "Jeg kan ikke holde ud, at kvinder skammer sig over deres krop"

Søvn frem for træning

Gunhild Stordalen brænder for sin mission, men hun ved nu, at hun også er nødt til at passe på sig selv. Hun drikker ikke længere alkohol sent om aftenen, tager sjældent på kontoret før 11.30 og aldrig uden at have mediteret i 20 minutter, trænet og sovet igennem. 

– Jeg plejede at sidde og skrive mails om natten og måtte bruge sovepiller for at falde til ro. Jeg forstod ikke, at det ikke var nok at spise sundt og træne som en gal, hvis man ikke sover. Hvis valget i dag står mellem at sove en time mere eller stå op og træne, sover jeg hellere. 

Hvordan ser livet ud om 10 år?

– Der håber jeg, at vi har lukket EAT, fordi vi har nået bæredygtighedsmålene, men jeg tror stadig, at vi har brug for en organisation, som samler tingene. 

Doktor Stordalen har for længe siden besluttet ikke at tage sig af kragerne, der skriger om, at hun er naiv og har et pompøst billede af sig selv. Hun tænker stadig på at redde verden.

– Vi har 10 år til at få planeten tilbage på sporet. At klimaudslippene er faldet markant i nyere tid, er et lille lyspunkt i alt det tragiske. Men spørgsmålet er, hvad der sker, når pandemien er under kontrol: Går vi tilbage til at leve, som vi gjorde tidligere? spekulerer Gunhild Stordalen og svarer selv:

– Jeg håber, at det, der sker nu, kan få os til at tænke nyt. Måske er det verdens mulighed for at investere i teknologi, som gør, at vi kan have flere digitale møder i større udstrækning og finde på nye bæredygtige måder at organisere samfundet på, der er i bedre overensstemmelse med naturen.

- Det er klart, at ledere, politikere og forskere er vigtige, men den folkelige bevægelse skal ikke forringes. Se på Greta! Det, Greta Thunberg har gjort for klimaet, er uvurderligt og viser, at alle mennesker kan gøre en forskel. 

Føler du aldrig, at du tager en kugle for den store sag?

Gunhild Stordalen hælder dagens fjerde kop kaffe op og siger:

– Ikke for fem flade øre. Nej, jeg føler, at jeg er utroligt heldig at kunne bruge al min tid og energi på at arbejde med det, jeg brænder for. Jeg føler ikke, at jeg forsømmer noget i mit liv.

- Fordi det ikke handler om mig, det handler om noget, der er meget, meget større.