Julia Lahme: Kvindekroppen og kontrollen

Vi er i januar, en måned, hvor vi traditionelt set tegner abonnement til fitness og eksperimenterer med at indtage uanede mængder af mad, der rimer på kål, for at stramme op efter decembers sløsen. Og det har fået mig til at tænke. For et kvindeliv er defineret af meget, men fra min stol ser det ud, som om kroppen definerer en meget stor del af os. Den hiver i os, slider i os, gør ondt en gang om måneden, fra vi er ganske unge, og for mange af os, fra vi er så unge, at vi ikke til fulde forstår det grundlæggende i netop den hiven og sliden. Når puberteten er i gang, øver vi os systematisk i at overhøre kroppens signaler. Vi lader være med at pibe over menstruationssmerter, passer vores skole og lærer i det hele taget det meget grundlæggende i ikke at tage hverken os selv eller vores krop alt for alvorligt.

Sådan var det i hvert fald for mig. Års intensiv træning gjorde, at jeg midt i mit voksenliv fandt ud af, at jeg overhovedet ikke troede på eller opfangede de ting, min krop forsøgte at fortælle mig. Jeg var så god til at overhøre den, at jeg kunne troppe op på arbejde med en rygende migræne, fordi det eneste, der talte i min bog, krævede en indlæggelse. Resten var klynk. Og jeg kan fornemme, at vi er ganske mange kvinder, der har modtaget den vedholdende træning i aldrig rigtig at høre, hvad det er, kroppen vil fortælle os. Det gør naturligvis, at vi bare kan tromle videre i vores liv, men måske er det også en del af svaret på, hvorfor yoga i de senere år er blevet til en folkesport. Fordi det lærer os at se indad, mærke efter, og fordi der ingen slutspurt er i netop den sportsgren. Senere lærer vi, at det at være gravid ikke er nogen sygdom, og at man har ”vundet”, hvis man er gravid på en sådan måde, at man ikke hæver, får måneansigt eller udvikler en forkærlighed for at indtage 250 gram ren nougat hver morgen og en tilsvarende mængde marcipan hver aften. For det, det handler om, er at have så meget styr på sin krop, at man kan tage de jeans på, man kunne passe, før man blev gravid, cirka en måned efter at barnet er født. LÆS OGSÅ: Jeg har selv været hellig og emsig Tilsyneladende handler det mere end nogensinde om at få kontrol over kvindekroppen. Om, at vi ikke er lidt runde, lidt bløde eller lidt eftergivende over for den krop, der sætter hele rammen for vores eksistens. Kroppen skal bare makke ret, og selv kvindekroppen, der har sit helt eget indre univers, skal udenpå tage sig ud præcis, som vi forventer os det af den. Vi skal dominere vores krop og forvente af den, at den opfører sig præcis, som vi har brug for det. Hvis vi mærker lyst til at få børn, inden det er praktisk i forhold til for eksempel karriere eller økonomi, skal vi lade hovedet tage over og igen passe på med at lytte for meget til, hvad kroppen har af planer. Hvis vi mærker noget, skal vi altså overhøre det – det gælder smerter og hormoner, så vel som det gælder lysten til nougat, og det gælder også, hvis vi mærker lyst i det hele taget. Kvindekroppen skal domineres, og derfor skal vi selv kunne bestemme alt over den. Senere kommer overgangsalderen, hvor vi igen sættes uden for kontrol. Det er det sidste endegyldige kontroltab, fortæller mine veninder mig, og det er som i puberteten, bare værre – også her skal vi endelig ikke lytte for meget til, hvad kroppen vil, for heller ikke her må vi afsløre, at det at være kvinde og det at have en kvindekrop er noget ganske særligt.

Så selv her i januar, hvor vi skal kontrollere vores krop tilbage, til før julefedtet sænkede sig, vil jeg slå et slag for at være rummelig – også med sig selv. For at mærke efter og for at være taknemmelig hver eneste dag for den krop, der muliggør, at vi kan være lige her, lige nu.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her