Lige nu skal vi alle sammen lære at slukke vores telefoner. Vi skal holde op med at være lænket til dem, og lade dem ligge, skal vi. Vi skal også huske at leve mindfuldt, og hvis vi er rigtig dygtige, så mediterer vi. I hvert fald 20 minutter om dagen, og ”det har alle da tid til”. Men det er ikke de eneste livsstilsdomme, vi har udsat os selv og andre for: Kan du huske dengang, vi ikke måtte røre kulhydrater? Eller før det, da pasta var sundt? Eller dengang, da alle pludselig skulle begynde at holde op med at ryge? Der har været – og er – massive mængder af trends, man kan vælge at følge for at få et bedre liv. Trends, som alle sammen hver for sig har en rimelig fornuftig pointe: Selvfølgelig skal vi holde op med at ryge! Alle sammen og allerhelst lige nu! Og selvfølgelig skal vi holde lidt igen med kulhydrater; det giver da god mening! Og ja – pasta ER helt sikkert sundt, om ikke andet så for sjælen. Så nej, jeg har ikke noget som helst imod nye trends eller mod nye måder at tænke sit liv klogt igennem på, men jeg har noget imod, at vi bliver emsige og hellige, så snart vi har opdaget en ny genvej til et federe liv. ”Hemsige” har jeg lyst til at kalde det. Og medgivet: Jeg har selv været hellig og emsig. I flere runder, det er bare først nu, det lige så stille går op for mig, hvor ufattelig ulideligt det må være for andre, når jeg kaster mig over en ny og endnu mere sand måde at leve på, end jeg gjorde i sidste uge. LÆS OGSÅ:
Sæt handling bag ordene For hvor mange orker egentlig at høre mere om, hvor vigtigt yoga er for mig, for at kunne leve et godt liv? Eller om, hvor godt det var dengang for mange år siden, da jeg stoppede med at ryge, og hvor meget det bare stinker nu, når jeg sidder ved siden af en, der ryger? Måske det samme antal, som det antal minutter jeg orker at høre mere om andre menneskers crossfit-højdepunkter ... et tal, som er sådan cirka nul. For hvor meget har vi egentlig brug for, at andres livsstilsdrømme bliver til livsstilsdomme, der bare vælter ned over os? Er det ikke nogenlunde rimeligt at gå ud fra, at vi alle sammen gør det hele så godt, vi nu engang kan, og at der faktisk er lang vej fra gensidig erfaringsudveksling og inspiration til det livsstilsdømmeri, vi udsætter hinanden for?
For er det egentlig altid kun inspiration, vi er ude med, når vi glad og gerne fortæller om vores seneste omlægning eller om, hvordan vi nu følger en ny trend, der gør os tyndere, raskere, lykkeligere og presser os tættere på vores børn? Eller er det en form for bilkort, vi spiller med hinanden, hvor den, der har mest tjek på livsstilstrenden, får flest point, og så kan sende os andre direkte hjem til hentemad og Netflix?
Nogle gange kan jeg godt få den fornemmelse, at der er gået sport i at være mest rigtig. Mest afklaret. Mindst stresset og allermest ovenpå. Og jeg tror faktisk, vi er nogle, der har misset pointen: At det ikke er hverken livsstilsfanatikerne eller dem, der simpelthen ikke kan holde mund med alle deres åbenbaringer, der er de mest sexede, sjove og interessante, men derimod alle dem, der har revner, sprækker, deller, fejl, laster og gode historier.
