Selvudvikling

Hvordan klarer man at være mor, når man selv er ved miste sin egen mor?

For otte år siden mistede Heidi sin mor, da denne døde af kræft, og datteren Sara mistede sin mormor. I sorgen blev det svært for Heidi at være i forælderrollen, og Sara blev sin mors fortrolige. Undervejs i den hårde tid mistede Sara i en periode en del af respekten og kærligheden til sin mor. Derfor opstod der nogle misforståelser mellem mor og datter, som de først nu, mange år senere, har fået redt ud.

Hvordan skal forældre reagere over for børnene, når de selv mister deres forældre? Heidi Bjerre Olsen var 40 år, da hendes mor, Lisi, fik kræft og gik bort i en alder af 65. Selv om det var Sara på 12, der var barnet, blev Heidi også barn, da hendes mor forsvandt. Derfor var det svært at indse, at Sara også blev påvirket. Nu er de begge voksne, og Sara kan sætte ord på den sorg, hendes mor slet ikke forstod, hun følte dengang. Nogle misforståelser kunne måske have været undgået, hvis de havde vidst mere om hinanden og sorgen. Derfor tog de for to år siden initiativ til at skrive en bog om forløbet, som de fik udgivet på deres eget forlag. Gennem arbejdet med bogen har Heidi og Sara fået snakket tingene igennem.

 

Sara: – Jeg gik fra at have en mor til at blive datter af en kvinde i sorg. Men jeg havde jo brug for, at du trøstede mig og var min mor. Jeg var 12 år gammel, og mine venner havde ikke prøvet at miste. Der var ingen, der kunne relatere til det. Jeg havde ikke så mange at dele det med ud over dig, og det var også nogle gange svært, fordi du var så ked af det.

Heidi: – Ja, det var egentlig skuffelsen over, at jeg ikke kunne leve op til morrollen, ikke? Jeg kunne ikke leve op til den tryghed, der er i, at mor og far altid er der. Jeg var jo bare et barn, der var ved at miste min mor. Det kom til at betyde meget. Vi skubbede hinanden væk. Jeg tror, du mistede noget af respekten for mig, Sara, og du mistede nok også lidt kærlighed.

LÆS OGSÅ: Når voksne bliver forældreløse

Sara: – Ja … men både-og, for vi fik også et tættere forhold, fordi vi delte så meget. Vi havde rigtig meget brug for hinanden, samtidig med at vi ikke helt kunne finde ud af at være der for hinanden. Jeg følte mig svigtet og, ja, mistede respekten for dig i en periode.

I 2010 fandt lægerne en kræftknude på størrelse med en knyttet hånd i Lisis ene nyre. Efter at den var fjernet, begyndte hun at miste følelsen i den ene side af kroppen. Hun blev indlagt, og kræften viste sig at omkranse hele ryghvirvlen. Derfra blev det bare værre. Heidi kæmpede en kamp for at kontrollere sygehuse, journaler og læger – for at være sikker på, at hun fik al information.

Heidi: – Jeg havde brug for at fortælle om alle de spekulationer og frustrationer, jeg havde, men jeg kunne ikke rigtig fortælle om dem til andre end Sara. Jeg blev helt utrolig ensom i den periode.

Mor og datter på én gang

Vi sidder i Saras lejlighed i Risskov, hvor hun bor med sin kæreste. Hendes mor har lånt køkkenet og bagt boller til os. Sara sidder i en stribe sollys fra den åbne altandør, og rundt om hendes hals hænger en guldkæde med et vedhæng med 12 sten, der glimter i skæret fra solen. Hun piller lidt ved vedhænget, mens hun fortæller. Hun har fået det af sin mormor, og det hænger der for at minde Sara om hende.

Giv et abonnement på femina i julegave fra KUN 149 kr.

Sara: – Det var ikke bare min mormor, jeg mistede. Jeg havde meget med hende at gøre, og vi havde et rigtig tæt forhold. Da hun blev syg, blev jeg pludselig bange for ikke at kunne huske, hvordan hun så ud, talte og duftede. Jeg sad ofte på køkkenbordet og var ked af det, når du lavede mad, og fortalte dig, at jeg var bange. Jeg havde ikke lyst til at ses med mine veninder efter skole. Jeg havde aldrig lyst til noget, og jeg var aldrig rigtig glad.

Vidste du det, Heidi?

Heidi: – Nej, jeg vidste ikke, hun isolerede sig fra veninderne. Min mand, Allan, og jeg var på arbejde, så vi så ikke, hvad hun gik glip af. Når jeg så selv kom hjem, var jeg helt færdig. Jeg var træt, ked af det, jeg skulle google alt muligt, jeg skulle besøge min mor. Så jeg nåede aldrig at finde ud af, hvor Sara var henne i alt det. Nu, da jeg har læst Saras kapitler i bogen, forstår jeg, at hun også har været helt vildt ensom. Jeg troede slet ikke, man blev så ramt af det i så ung en alder. Det lyder fuldstændig åndssvagt i dag.

Kan man godt være mor i den situation?

Heidi: – Det er jo lige det. Jeg gjorde mit allerbedste. Hvad er det at være mor? Er det at leve op til en rolle? Eller er det at forsøge at være åben og involvere sig? For jeg prøvede at vise mine børn, at det er okay at være ked af det. Det blev bare for meget. Men jeg var så presset, og jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde indset det.

LÆS OGSÅ: Sorg-forsker: Sådan forholder du dig til sorgen over at miste en forælder

Sara: – Min mor lavede mad til mig hver dag, og jeg blev kørt til fodboldtræning, så på det punkt led jeg ingen nød. Jeg manglede bare en mor til at trøste mig. Vi trøstede hinanden, men det var svært for mig at acceptere, at jeg skulle trøste dig. Det var småligt, men jeg var sur på dig, fordi du hele tiden var så ked af det, og fordi det skulle fylde så meget. Jeg lå tit i sengen om aftenen og kunne høre dig græde. Det var frustrerende, når alting i forvejen var svært – og når jeg endelig var i godt humør, så græd min mor.

Heidi: – Det var også en misforståelse. Du troede, jeg skulle trøstes, men i virkeligheden havde jeg bare brug for at græde. Det var først langt senere i forløbet, jeg fandt ud af, hvordan du havde det.

Sara: – Det var også rart, at jeg fik lov at være med. Jeg kunne spørge og snakke med dig om alt. Det eneste, der skulle være mindre åbent, var din sorg.

Heidi: – Jeg prøvede at tage det til mig. Når jeg kørte hjem fra plejehjemmet eller sygehuset, forsøgte jeg at tude hele vejen og så tørre øjnene, før jeg kom hjem. Andre gange kunne jeg slet ikke styre det, hvis jeg sad alene og fik tid til at tænke.

Hold liv i de døde

Efter Lisis død startede Heidi hos en terapeut, hvor Allan også var med et par gange. I dag er det hele nemmere, selv om det har taget tid. Det er vigtigt for Heidi, man taler om dem, man har mistet, for at holde liv i dem.

Heidi: – Vi snakker om de sjove og gode ting. Det skal man ikke være bange for. Dem, der hjalp mig dengang, var dem, der bare lyttede og var der. Dem, der blev ved med at være der uanset pessimisme og bekymring. Det sidste, man skal gøre, er at flytte fokus og sige, at det skal nok gå.

Sara: – Ofte er man måske lidt tilbageholdende som den, der har mistet, men hvis der bliver spurgt nok, skal man nok åbne op.

Hvorfor er det vigtigt at skrive en bog om sorg?

Sara: – Ingen kommer uden om at skulle miste. Man håndterer det så forskelligt, og det er jo tabu. Da vi begyndte på bogen, tænkte jeg ikke på, hvor vigtigt det er, man kommunikerer i en familie. Det tænker jeg nu. Det er vigtigt, forældre får et indblik i, hvordan deres børn har det. Vi har altid været ærlige og bearbejdet tingene sammen. Hvis en familie som vores kan blive så ramt, hvad så med familier, der har det svært i forvejen?

Heidi: – Ja, og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har undervurderet, hvor meget sådan et lille menneske går med i hovedet. Det er også vigtigt, folk hører, at man kan finde sammen igen.

Ville I have gjort noget anderledes, når I ser tilbage?

Heidi: – Før min mor døde, spurgte jeg hende, hvorfor hun aldrig græd, dengang hun mistede sin mor. Hun fortalte, at hun græd hver morgen, når hun var ude at gå med hunden. Det, at jeg ikke så hende græde, gjorde det lettere for mig, for så troede jeg ikke, det var så slemt. Jeg ville gerne have været bedre til at kontrollere det, når jeg var ked af det. Du har altid været meget moden, Sara, og det føltes, som om du næsten kunne mærke, hvordan jeg havde det. Det brugte jeg lidt som undskyldning for at fortælle dig om det. Samtidig havde jeg det svært med, at min mor aldrig viste det, når hun var ked af det.

Sara: – Jeg har lært noget som menneske af at se, at du var et menneske, men jeg er sikker på, forløbet ville have været nemmere for mig, hvis jeg ikke havde set min mor være ked af det. Det bedste havde været at få det at vide om sygdomsforløbet, jeg fik, men uden den enorme sorg, der var derhjemme. Så ville mit hjem have været et frirum.

 

Heidi Bjerre Olsen, 47, afdelingsleder i Nordea Banking. Mor til Sara Bjerre Sørensen på 20 og Anders Bjerre Sørensen på 17. Bor sammen med sin mand Allan, sønnen Anders og hunden Jackson i Støvring. Sara læser til kemiingeniør i Aarhus. Bor sammen med kæresten Anders i Risskov.
 

Læs mere om: