Når voksne bliver forældreløse

Når vi bliver forældreløse

Hvordan føles det, når man pludselig ikke længere har hverken sin mor eller far tilbage, når man pludselig er forældreløs? Hvor ked af det må man være? Hvor længe må man sørge? Og er sorgen over tabet af gamle eller ældre forældre i virkeligheden en lidt underkendt sorg, som man forventes at tage i stiv arm og med oprejst pande og hurtigt komme sig ovenpå?

Vi ved det livet igennem, at vi kommer til at tage afsked med vores forældre på et tidspunkt, hvis ellers naturen går sin gang og lader os komme herfra i den rækkefølge, det forventes. Alligevel rammer det for de fleste hårdt, når det sker.

Vidner til ens liv

Som psykoterapeut Majken Kaznelson siger:

- Når man mister sine forældre, mister man dem, der har været vidne til ens liv, lige siden man blev født, og måske de mennesker, man har været allertættest knyttet til i mange år. Uanset hvordan relationen har været, tæt eller kompliceret, er vores forældre en vigtig del af os, og derfor vil det være skelsættende, når de ikke er her længere.

Indsamling til forældreløse børn blev et wake-up call for Ulla Essendrop

Maren: Havde allerede mistet hende

Vi har forskellige måder at tackle tabet af vores forældre på.

Tegner og forfatter Maren Uthaug, 44, mistede sin mor i august sidste år. Bare et halvt år senere, i januar i år, døde også hendes stedfar. Og da Maren allerede mistede sin biologiske far for fem år siden, fik hun altså pludselig en ny status. Nemlig som: forældreløs voksen.

Men Maren har et ret nøgternt forhold til sin nye status.

– Min mor var syg i halvandet år. Og syg på en ekstrem stædig måde, for hun var ikke typen, der ville pylres om. Det er en enormt hård proces, når man står dér og gerne vil hjælpe sin mor, og hun ikke vil hjælpes. Og til sidst døde hun så.

- Den proces, hvor hun lige så langsomt forsvandt, var medvirkende til, at jeg på en måde allerede havde mistet hende. Det var ikke hende, der hjalp mig med tingene mere. Det var blevet lige omvendt. Og da hun så døde, virkede det som en naturlig afslutning på en lang proces. Det var som om hendes tid var kommet.

Lykke Friis om forældres demens og død

Ny roman dedikeret til mor

Men det betyder IKKE, at Maren ikke er ked af det og ikke sørger.

- Min ældste datter synes helt klart, at jeg ikke græder nok eller ikke sørger nok. Men som jeg prøver at forklare: Jeg er opdraget af min mor, der også var ret nøgtern og ikke var en, der sad og følte hele tiden. Man tog sig sammen, hankede op i sig selv, tørrede øjnene og gik videre. Så jeg er simpelthen lavet sådan her. Jeg kan ikke sætte mig ned og græde. Jeg handler mig ud af det, fortæller Maren.

Sin netop udkomne roman ”Hvor der er fugle” har Maren dedikeret til sin mor og en tante, der var som en søster for Marens mor. Romanen foregår, hvor Maren og hendes mor kommer fra, halvøen Uthaug i Nordnorge, og er en slægtsroman, uden at det direkte er Marens egen slægtshistorie.

Louise Fribo: Det er voldsomt at miste begge forældre

Pernille: Fritsvævende forældreløse

Journalist ved Weekendavisen, Pernille Stensgaard, 56, har skrevet to fremragende klummer i sin avis om sin og søsterens oplevelse af at være ”frit svævende forældreløse børn”, som hun formulerer det. Pernilles far døde i 2002, og sidste år døde så hendes mor. Og det satte mange tanker i gang om, hvor stor en overgang, det er for voksne, der for længst selv har stiftet ny, når deres egne forældre dør, og der pludselig ikke længere er hverken en mor eller far tilbage.

Det ER en sorg!

– Det er selvfølgelig ikke som at miste et barn, siger Pernille, - jeg er godt klar over, at der er grader i det her. Men det ER en sorg! Og det er en sorg, som er ret underkendt, fornemmer jeg. Det er nærmest komisk – synes nogen – når man som voksen sørger over noget, som er så naturligt.

- Især hvis ens forældre blev gamle. Det blev mine jo ikke engang. Min mor nåede at blive 78, hvilket vi var meget taknemmelige over, for hun levede med knoglekræft i ti år, og de syv af dem var fantastiske år.

En mor er en mor

– Alder spiller jo ingen rolle, fortsætter hun, - en mor er en mor, uanset om hun er 78 eller 102. Det er alt det, en mor indeholder og har givet en, der forsvinder. Det er ens mor igennem et helt liv, man tænker på og savner. Det er også ens unge mor, ens modne mor, ens stærke mor. Det er hele ens mor, der er væk, ikke kun en lille bekvem del, hvor de er blevet gamle og måske besværlige.

Da låget lettede

Syv måneder efter at Pernille mistede sin mor, var hun en dag ude at ride i skoven. Det var en smuk dag med solskin. Og pludselig skete der noget. Pernille opdagede selv overrasket, at hun sad dér på hesten med et kæmpestort smil plastret hen over ansigtet.

– Jeg blev simpelthen så lettet, for jeg troede faktisk, at jeg permanent var blevet en anden af at miste min mor. At jeg én gang for alle var blevet skubbet over i en anden kategori af mennesker, som havde en grå dyne liggende over hovedet hele tiden, og at jeg aldrig ville kunne genfinde rigtig glæde. Men på den ridetur lettede låget altså. Så selvfølgelig kommer det til at gå. Man bliver glad igen.

Helle Helle: Min mor er i alle mine bøger

Psykoterapeut: Ja, det er en underkendt sorg

Men ER sorg efter tabet af ældre forældre en lidt underkendt sorg? En slags sorg, der ikke helt tæller som "rigtig" sorg?

Ja, alt det vil psykoterapeut Majken Kaznelson gerne bekræfte.

– Der er noget med, at når mennesker er så gamle, at vi forventer, at de skal dø inden for en kortere årrække, opfattes det ikke lige så sørgeligt, som hvis man mister nogen, der ikke på samme måde er gamle nok til at dø.

- Der er også en forskel på at være ung og blive forældreløs, og så blive forældreløs, når man er voksen og etableret i livet. Men den del af tabet, der handler om at have mistet en vigtig person i sit liv, er ikke spor anderledes, uanset hvor gammel man er, fortæller hun og forklarer videre:

– Når der så samtidig er en tendens til i vores tid, at sorg er noget, der skal fjernes, og som man i et vist omfang må se at komme videre og tilbage fra hurtigst muligt, så slår den lidt dobbelt her. Så bliver der ikke efterladt meget tid eller rum til at sørge for dem, der har mistet aldrende forældre.

Men: Sorg er ikke sygdom!

Men vi skal passe på med at gøre sorg til en sygdom, påpeger Majken.

– For sorg er ikke en sygdom. Ligesom dét er miste er en del af livet, er dét at sørge også en del af livet. Sorg er ikke nødvendigvis noget, man kommer over. Det er lidt ligesom at få et sår. Det heler, og der kommer et ar, og det kan så være mere eller mindre synligt, men det er der jo.

Gode råd til dig, der sørger

Psykoterapeutens gode råd:

* For de fleste mennesker hjælper det at få lov at tale om det, der fylder. Derfor betyder det så meget at få lov at fortælle om den, man har mistet, og få lov at fortælle om savnet og måske også om, hvad der skete i forbindelse med dødsfaldet.

* Find de steder, hvor du kan få lov at snakke. Det kunne f.eks. være med søskende. Det er også her, at en sorggruppe f.eks. kunne komme ind, fordi dér kan man få lov til at snakke, snakke, snakke, og de, der er der, lytter og forstår.

* At snakke er en vigtig del af bearbejdningsprocessen. Og nej, man er ikke selvoptaget, fordi man har et stort behov for at tale om det samme igen og igen. Men husk, forvent ikke, at andre omkring én, hvor godt de end vil én det, kan blive ved med at lytte, for de er ikke ramt på samme måde, som du er. Det er derfor, en sorggruppe kan være en god ide.