Har hverdagen ædt kærligheden?
11. november 2010RESUME
I første afsnit af Irenes Juleeventyr havde Irene haft en morgen i "helvede" med sygt barn og en mand, der bare tog en halv time mere på øjet, fordi han havde festet på redaktionen aftenen før. På kontoret har Irene et godt øje til Jeppe med store brune øjne og meget maskuline hænder.
Mobilen ringede fra taskens dyb. Irene tog den og kiggede distræt på displayet. Det var Morten. Hvis der var en person i verden, hun ikke gad snakke med lige nu, var det ham. Den morgen han lige havde præsteret var bunden. De havde ellers haft en klar aftale om, at han skulle køre Jacob i børnehave i dag, fordi det altid var så traumatisk for Irene, og fordi hun skulle til firmaets julefrokost og derfor have tid til at gøre sig klar. Hun vidste, at den julefrokost var hendes chance for at gøre sine hoser grønne omkring det store parkprojekt, hvilket var en drømmeopgave. For det første fordi naturens integration i designet var hendes speciale og hovedinteresse, og for det andet, fordi det var et enormt prestigefyldt projekt. Hendes erklærede mål var at få et skrivebord i midten, liiiige ved siden af Jeppe. At sidde ved siden af Jeppe var et andet af Irenes erklærede mål.
Mobilen blev ved at ringe. En af sekretærerne, der gik mod toilettet i samme øjeblik, hævede øjenbrynene og sagde, at hvis hun ikke havde tænkt sig at tage den, var det måske en idé at sætte den på lydløs? Irene sukkede og tog den. "Det er Irene." "Hej skat, det er mig." Hans stemme var usædvanlig blid, bare han ikke ville til at være gode venner, det orkede hun næsten ikke.
"Jeg kan simpelthen ikke hente Jacob i dag, skat. DMI melder snestorm, og jeg er tvunget til at blive på redaktionen hele dagen og aftenen med. Jeg er virkelig ked af det."
"Morten for fanden, det er slet ikke meningen, jeg skal komme hjem i dag, der er jo julefrokost her på kontoret, det er hamrende vigtigt i forhold til det nye projekt, det ved du. Vi havde jo en klar aftale om, at du hentede i dag," sagde Irene, allerede træt som et alderdomshjem ved tanken om det skænderi, der trak op.
"Kunne du ikke bede din mor blive?" forsøgte Morten. Irene kunne mærke, hun hidsede sig op.
"Du ved udmærket godt, hun har det skidt, hun er stadig i indkøringsfasen med de antidepressive piller. Hun kan kun passe Josefine indtil kl. 15, og Jacob magter hun slet ikke lige nu." Morten sukkede højlydt ind i røret.
"Jeg er ked af det, men jeg kan ikke hente, du må droppe den firmajulefrokost, der er ikke andet at gøre."
"Det gør jeg ikke; hvis du ikke henter ham, bliver han ikke hentet, så enkelt er det," hvæsede Irene rasende og klappede røret på, med en forestilling om de sociale myndigheder på nethinden.
Hvordan hun nogensinde kunne have overset et ego af den størrelse, forekom hende uvirkeligt. Når hun huskede tilbage, havde hendes mor forsøgt at advare, men hun havde været blind og forelsket som en teenager. Morten havde været uendelig sexet, så blid, så blød, så charmerende; synd, at den slags blev ædt op af tid og hverdag, ikke engang julen kunne trylle det frem. Mobilen ringede igen. Hun satte den på lydløs og lod den glide ned i tasken. Den møgunge var hans problem, de havde en klar aftale. Tilfreds med sig selv gik hun videre med dagens mails. Der var en del fra HR-chefen, der havde fået en ny strålende idé til, hvordan medarbejderne skulle komme hinanden ved i fritiden og dermed øge trygheden på kontoret. Tryghed på kontoret forøger arbejdseffektiviteten, var hans nye slogan og kæphest. At deltage i alle hans sindssyge ideer var blevet obligatorisk, på den måde at det var ugleset, hvis man meldte fra.
Chefen havde nemlig købt den med tryghed og effektivitet med hud og hår, for ham handlede alt om bundlinje, design syntes at være en mindre væsentlig del af systemet. Irene stirrede koncentreret ind i skærmen og lagde ikke mærke til, at en mørk skygge lagde sig over hendes skrivebord. Pludselig mærkede hun to hænder lægge sig blidt på skuldrene bagfra. Langsomt og blidt begyndte de at massere hende. Hun genkendte duften af Jeppe ...
Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.