Bare gør som jeg siger
25. november 2010RESUME
I sidste uge steg Irenes puls voldsomt, da Jeppe kom med et forslag om at møde ham i mødelokalet - og det var ikke for at gennemgå næste projekt.
Resten af dagen tikkede der mails ind fra Jeppe, og Irenes puls steg og faldt i samme takt. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at gå over i mødelokalet, selv om hun i grunden havde lyst. Hendes afvisning syntes ikke at gøre stort indtryk på Jeppe, nærmere tværtimod, som om han blev animeret af modstand. Rikke havde været ovre hos ham 118 gange, og selv mens hun stod bøjet ind over ham med sine bryster i fri dressur, skrev han mails til Irene.
På et tidspunkt havde han skrevet noget nedsættende om Rikkes bagdel, idet hun gik tilbage til sin egen plads. Irene havde grinet højt. Han syntes slet ikke at være blevet sur over hendes afslag, men som eftermiddagen skred frem, blev hans mails mere og mere intime. I detaljer beskrev han alle de ting, han havde lyst til at gøre ved hende, til hun tiggede og bad om mere. "Jeg skal nok få dig" var lige tikket ind, og nu stod han ved anlægget og var ved at sætte musik på.
Jeppe råbte noget ud over kontoret om julestemning. Jesus, den mand kunne tillade sig hvad som helst; Billens far, kontorets golden boy. "All I Want for Christmas is You" med Maria Carey blæste ud af højttalerne. Jeppes blik veg ikke fra Irene. Hun rødmede, mobilen ringede, hun kiggede distræt på displayet. Damn, det var Morten igen. Hun blev nødt til at tage den. Nu havde hun ignoreret ham i fire timer.
Irene sukkede. Morten var rasende, hvad fanden bildte hun sig ind? Irene forsøgte sig med en lam undskyldning om noget personalemøde. Morten råbte, at hun måtte hente Jacob og færdig. Jylland var begravet i sne, og så var en skide julefrokost ikke vigtigere. Slam lød det, da han klaskede røret på. Hun kiggede på uret, den var over tre. Hvis det virkelig var hende, der skulle hente, måtte hun af sted.
Hvor var det ærgerligt. Hun sneg sig ud, uden at Jeppe så det, og skyndte sig ned ad trappen. Den friske luft var som et slag i ansigtet. Hvor ville hun dog meget hellere have været til julefrokost, blive feteret og bejlet til af tegnestuens mest eftertragtede single.
Irene havde lyst til at tude, hun hadede sit liv. Pludselig var der en, der tog fat i hende bagfra.
"Du skal den vej," sagde en mørk stemme og dirigerede hende ind i en port.
"Jeppe, hvad laver du?" sagde Irene og kiggede på sit ur. Klokken var kvart over tre, børnehaven lukkede først kl. 17.
"Bare gør, som jeg siger" sagde han og førte hende gennem porten, ind over gården, op ad en bagtrappe og ind i en lille lejlighed.
Irene missede med øjnene. Det tog lidt tid at vænne sig til mørket. Gardinerne var trukket for, og alt, hvad hun kunne skimte, var et stort rum med højt til loftet med bjælker. I midten stod en kæmpe seng, den var smukt redt med hvide dyner og et rødt brokadesengetæppe. Kontrasten mellem det snehvide og det røde var slående i det mørklagte rum.
Jeppe puffede hende hen mod sengen. Irene sukkede, kiggede på uret igen, der var stadig tid. Noget inden i hende ville det, der skete lige nu, han havde ret. Forsigtigt puffede han hende ned på sengen og forlod rummet. Irene trak vejret i små stød. Det var vildt underligt at ligge på en seng i den indre by og bare vente. Vente på hvad? Hun fugtede læberne. Måske skulle hun stoppe, mens der endnu var tid ...
Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.