Ingen vej tilbage
9. december 2010RESUMÉ
Irene ligger på en seng, bundet med silkebånd, og har skubbet tankerne om mand og børn langt væk, da jeppe siger, at der nu vil ske noget grænseoverskridende.
"Hvad skal der ske," hviskede Irene svagt.
Jeppe smilede: "Jeg har bedt en ven møde mig her, han er min barndomsven, du vil aldrig se ham igen efter i dag, han kender betingelserne fuldstændig. Du må åbne dig for det, der skal ske nu, Irene. Fordi jeg vil have det, ikke af nogen anden grund, end fordi jeg siger det. Du skal adlyde, Irene. Hvis du gør modstand, kommer det bare til at gøre ondt. Husk det nu, du skal adlyde," sluttede han blidt.
Irene forstod det ikke helt. Hun prøvede forsigtigt at hive i båndet om sine håndled, men opdagede, at de var bundet meget stramt, der var ingen måde, hvorpå hun kunne slippe fri.
"Men det tror jeg ikke, jeg vil. Altså, hvad er det, du vil? Jeg tror, det bliver for svært det her, for mærkeligt, det har jeg ikke lyst til," stammede hun.
"Det skal du," sagde han roligt.
Irene begyndte pludselig at grine, han var jo ikke rigtig klog, det her var gået for vidt.
"Du kan sgu da ikke tvinge mig, hvis jeg ikke vil," forsøgte hun.
"Jo jeg kan. Du kendte reglerne, da du gik med herop, nu kan du ikke bare springe fra. Desuden kan du sådan set ikke gå herfra, før jeg giver dig lov," sagde han overbærende.
Irene følte sig pludselig fuldstændig overvældet, og samtidig kunne ophidselsen ikke slippe sit tag i hende. Jeppe kærtegnede hendes bryster forsigtigt med den ene hånd, mens han talte. Med den anden tog han et fast tag om hendes hage og løftede hendes ansigt op mod sit.
"Giv nu slip, så bliver det hele meget nemmere, du har reelt ikke noget valg længere."
Han rejste sig og gik gennem mørket. Der havde pludselig listet sig noget farligt ind i værelset. Noget, hun ikke havde mærket før, hvor det hele havde føltes som en leg.
"Hør her, legen er forbi," forsøgte hun at sige med myndig stemme.
Jeppe lo: "Nej, skat, den er først lige begyndt."
Irene forsøgte at vride sig fri af silkebåndene, men det var håbløst, de skar sig bare længere ind i hendes ankler og håndled. Hun kunne høre, det puslede ved døren, kunne høre dæmpede mandestemmer hviske sammen. Hendes hjerte bankede vildt. På den ene side var det nok det mest grænseoverskridende, hun nogensinde havde været ude for, og på den anden side kunne hun mærke, at hun blev mere og mere ophidset, som minutterne sneglede sig af sted. Som i en drøm så hun Jeppe komme ind i værelset sammen med en anden fyr. Ingen af dem sagde noget. De klædte sig af uden et ord, mens de betragtede hende. Han var smuk, den fremmede, lidt yngre, mørkhåret og med daggamle skægstubbe.
"Er hun parat?" sagde han.
"Ja, hun er helt klar, mærk selv efter," svarede Jeppe. Den fremmede bøjede sig over hende, lod hånden glide ned mellem hendes ben. Irene gispede. Den fremmede lo dæmpet. Irene forsøgte at protestere, men ingen tog notits af hende. Den fremmede lagde sig på sengen hos hende. Jeppe lagde sig på den anden side, dækkede hendes mund med sin og kyssede hende dybt. Irene lukkede øjnene ...
Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.