forelsket par
Selvudvikling

Enneagrammet: Hvilken kærlighedstype er du?

11. december 2018
af redaktionen
foto: Pantherstock
Når vi har en partner, stiller vi automatisk krav til, hvordan kærligheden skal være. Det gør vi helt ubevidst. Med udgangspunkt i analyseværktøjet Enneagrammet, kan du her finde dit typiske reaktionsmønster og få gode råd til, hvordan du bedst arbejder med din kærlighedstype.

Hvorfor pokker tager han telefonen, når han lige er kommet ind ad døren – og har en lang samtale med en ven, før vi overhovedet har nået at sige goddag til hinanden?

Kender du det med, at når forelskelsen er dampet lidt af, så opstår der nogle mønstre i dit forhold? Du ville ønske, at din partner handlede på en anden måde, så du følte dig mere elsket.

Flemming Christensen, ekspert i persontypeværktøjet Enneagrammet, har skrevet en bog om relationer i forhold til enneagramtyper. Længere nede i denne artikel giver han eksempler på, hvad vi typisk kræver af vores partner, og hvordan disse krav egentlig starter som ønsker, senere bliver til krav, og mange gange bliver til skilsmissegrund.

Hvad er Enneagrammet?

Enneagrammet er et personanalyseværktøj, som består af ni forskellige personlighedstyper, der ligger som punkter på en cirkel, som er forbundet via nogle linjer. Alle typer har særlige egenskaber, styrker, svagheder og udfordringer, men der er ikke typer, der er bedre end andre. Linjerne symboliserer, hvilke andre typer, det er hensigtsmæssigt at ”låne” egenskaber fra i bestemte situationer.

Vi har alle sammen elementerne fra typerne i os, men i enneagramverdenen er man overbevist om, at der altid er én type, der driver hver enkelt af os. Enneagrammets hensigt er dog ikke at putte os i kasser, men i stedet at hjælpe og støtte fremadrettet.

LÆS OGSÅ: Hvem er du? Find din personlighedstype i enneagrammet

Find din kærlighedstype

Prøv at finde dig selv i disse ni kærlighedstyper, som også kan give et fingerpeg om, hvilken enneagramtype, du bedst kan relatere til. Det kan også være, der er flere, du matcher – vi har alle typerne i os.

Type 1: Min partner skal leve efter mine principper

Du har en høj etik og moral og har brug for, at tingene bliver gjort ordentligt og er ikke så vild med sløseri og manglende struktur. Kender du det med, at du har nogle regler, som du lever efter. Det kan være at:

  • Der skal være ryddet op i køkkenet, før du går i seng
  • Du har nogle bestemt kosttilskud, du indtager slavisk
  • Du husker altid dine venners fødselsdag og sender en hilsen – og forventer det samme af andre
  • Du forventer, at den der tømmer mælken, skriver det på indkøbslisten
  • Sommerferien og rejser skal planlægges mindst et halvt år inden
  • Du ønsker, dine kollegaer holder sig til dagsorden eller får sine punkter med inden mødet
  • Din børneopdragelse er på en helt bestemt måde, du fx har læst om

Du har kort sagt rigtig mange regler eller principper, og du vil have en tendens til at indrette et regime, som andre helst indordne sig under. Du vil samtidig have en tendens til at ”være den korrekte med alle de rigtige svar og holdninger” og det kan med tiden kvæle eller tage gnisten ud af relationen.

Det er ofte folk af Enneagram type 1, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Prøv at være noget mere smidig. Hvad med at hav en fed samtale eller at være sammen med kæresten i stedet for først at fjerne nullermændene under sengen eller rense dine tænder med tandtråd? Prøv at undersøge, hvad du eventuelt går glip af, ved at holde fast i dine principper.

Type 2: Min partner skal kende mine behov

Du er empatisk og engageret og elsker at hjælpe andre og vise omsorg.

Du har brug for, at din partner af sig selv aflæser dine behov og har luret, hvem du har. Hvis du er træt og smadret, så forventer du, at vedkommende ved, hvad der skal gøres, for at du har det godt. Du tænker måske ”Nu har jeg så mange gange gjort det, som du synes er fedt, at det mindste du kan gøre er…”

Men du siger det ikke nødvendigvis højt. Du har ret svært at udtrykke sine behov, og alligevel tænker du, at det burde den anden vide – uden selv at vide det. Denne behovs-gætteleg kan dræne energien i relationen, a din partner ofte aldrig rammer helt plet med at gøre lige præcis det for dig, som du ønsker dig.

Det er ofte folk af Enneagram type 2, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Brug noget krudt på at finde ud af, hvad er det egentlig DU har lyst til. Hvad kunne du godt tænke dig? Hvornår føler du dig set og elsket? Prøv at finde ud af, hvad der kan gøre dig selv glad.

Type 3: Min partner skal holde af mig - præcis som jeg er

Du er ambitiøs, ihærdig og elsker at få succes og komme i mål med dine projekter. Du finder hurtigt på løsninger og rykker. Du har brug for en kæreste, der ikke irettesætter dig eller gør dig forkert, selvom du for eksempel kan bruge meget tid på arbejde.

Du drømmer om en kæreste, der holder af dig, præcis som du er. Selvom du godt kan være lidt i tvivl om, hvordan det så lige er. Det er faktisk svært for dig at sige, hvornår du føler dig set, mødt og holdt af. Det lettere at sige, hvornår du ikke føler dig mødt og værdsat. Din manglende evne til at modtage feedback/kritik kan med tiden gøre det svært at bede dig om at være i relationen på nye måder.

Det er ofte folk af Enneagram type 3, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Prøv at finde ud af, hvornår du holder af dig selv. Hvordan kan du være nænsom overfor dig selv? Øv det med at være fintfølende, passe på og værne om. Måske du kan mærke det fysisk, at du skal ned i tempo og give slip på formålet. Når du kan mærke det selv, har du lettere ved at passe på dig selv og bede om det, du har behov for.

LÆS OGSÅ: Enneagrammet: Hvilken kærlighedstype er du?

Type 4: Min partner skal være intens og nærværende

Du er emotionel, sensitiv, optaget af den indre verden og kreativ.

Når du er i et fast parforhold, har du en tendens til at ærgre dig over, at din kæreste ikke er nærnærende eller intens nok. Du går hele tiden og tjatter lidt til din partner. Måske kan han ikke lave mad, måske kunne han godt være mere interesseret i at danse, være mere kunstnerisk, interessere sig for italienske film, tale mere om, hvad der rører sig indeni …

Du vil have en tendens til at give din kæreste en følelse af, at han aldrig kan møde dig på den rigtige måde eller forstå dit indre univers på den helt rigtige måde, og din frustration vil med tiden gøre det vanskelige for kæresten at fastholde nysgerrigheden på kærligheden.

Det er ofte folk af Enneagram type 4, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Prøv alle de ting af, du længes efter, din kæreste skal gøre. I bund og grund handler det om, at du ikke er tilfreds med dig selv. Du leder efter noget intenst og noget dybt, og vil gerne have det leveret gennem din partner.

Du vil faktisk opdage efter noget tid, at det ikke gør dig glad. Det fantastiske, storslåede og intense, det er i dig selv. Det behøver ikke at blive koblet mere på. Du behøver ikke få ændret navn igen, få foretaget en tarmskyldning eller begynde til tango for at føle dig i live og elsket.

Type 5: Min partner skal være mit vidne

Du er indsigtsfuld, nysgerrig og anderledes. Du kunne godt tænke dig, at din kæreste er sammen med dig, mens du gør det, som du nu gør. Være der, mens du skriver din bog, laver dit fotoalbum, afkalker badeværelset … vedkommende behøver egentlig ikke sige så meget. Bare være der fysisk som en slags vidne til dit liv.

Det er vigtigt for dig, at kæresten ikke hundser rundt, med dig. Vedkommende skal bare være der og acceptere dig og din lyst til fordybelse i ting, du ikke nødvendigvis taler højt om.

Det er ofte folk af Enneagram type 5, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Fortæl mere om, hvad der foregår indeni dig. Fortæl hvordan du har det, så din partner kan lære dig bedre at kende og ikke bare skal kigge på udefra.

Type 6: Min partner skal lade mig have min hobby

Du er loyal, ihærdig og forsigtig. Du er meget passioneret indenfor en bestemt bevægelse eller hobby i dit liv. Det kan være alt fra en spejderbevægelse, til at brygge øl sammen med gruppe eller have et interessefællesskab med andre, der er vilde med, hvordan man vedligeholder et hus eller en antik bil.

Der er noget, der er blevet til et projekt i mit liv. Dit krav til din kæreste er, at vedkommende skal være med i dit projekt, eller give dig frihed til at være i det, der optager dig, sammen med andre. Du bruger lang tid på det, og det er ligesom præmissen og dine rutiner, og det skal din kæreste ikke stå i vejen for.

Du er meget loyal overfor din kæreste, men kan godt komme til at teste personen af, for at finde ud af, om han stadig er der. Din tendens til at være ”all in” og ”all out” kan være svært for kæresten at følge med i, og kan med tiden forvirre din kæreste også på det lidt mere dybe og essentielle planer.

Det er ofte folk af Enneagram type 6, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Opdag, at den brovnte gamle mand eller dame, som kommer ud, når du føler dig udfordret på din hobby, ikke er det, du har lyst til at være: Du er mere elskelig. Det er dejligt at have sine interesser, men pas på du ikke lukker af overfor kærligheden ved at teste den.

Type 7: Min partner skal lade mig være sjov

Du er spontan, eventyrlysten, energisk og udadvendt. Du er optimisten og evig glad og fuld af spas. Du ser ofte nye muligheder, og ønsker ikke at gøre det samme to gange. Du har det med lidt at være klovnen eller narren og få folk til at grine i et selskab.

Du har brug for, at din kæreste ved, at du er meget dyb og emotionel, selvom du måske virker lidt overfladisk i din charme. Du skal elskes rigtigt og få lov til at være den sjove. Der skal ikke prikkes for meget til dig, ellers vil du hellere trække dig og finde andre mere positive eller energifyldte steder eller møder at deltage i. Din rastløshed i relationen kan opfattes, som om at du er ”på vej væk” til noget nyt og spændende, hvilke kan skabe forvirring hos dig kæreste.

Det er ofte folk af Enneagram type 7, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Bliv lidt længere end du har lyst til i det vanskelige, de negative følelser eller det sårbare. Bliv der lidt endnu – mærk efter og åbn ordentligt op for din partner.

Type 8: Min partner skal rumme min tonse-energi

Du stærk, selvsikker, direkte og robust. Du er en bulderbasse, der har masser af energi, virker dominerende og taler i bydeform. Du råber højt, til den anden ende af huset og har en tonseenergi. Du har brug for en kæreste, der kan favne og rumme den, du er.

Du ønsker at kunne være i din kærestes favn og kunne være dig selv med al din energi, uden at få at vide, at du skal dæmpe dig, eller lave dig selv om. Ellers vil du overveje at gå fra kæresten. Du ønsker at have ubetinget tillid til din partner og kræver ubetinget kærlighed, også selvom du ikke viser alle sider af dig selv. Du vil have en tendens til at tale om trusler som ”Hvis ikke dette ændrer sig, så er ALTING ligegyldig…” hvor det er underforstået, at du skrider, hvis tingene ikke ændrer sig. Det at have trusler hængende over hovedet vil dræne kærligheden på sigt.

Det er ofte folk af Enneagram type 8, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Giv dig selv ubetinget kærlighed og begynd at holde af sig selv og være lidt mere nådig og blid overfor sig selv.

Type 9: Min partner skal ikke stille krav eller ønske store forandringer

Du er rolig, stabil, mild og urokkelig. Du er ikke så glad for forandringer eller konflikter, du holder af det forudsigelige og lette. Hvis du ikke har lyst til at gå en aftentur, og kæresten spørger, om du vil med, så siger du: ”Jo jo lad os kigge på det.” Eller ”Ja den tager vi!” Du forsørger at udskyde ting, og håber de går i stå af sig selv for at undgå at skabe en konflikt. Du kan virke lidt passiv eller konfliktsky. Og vil for enhver pris forsøge at undgå ubehageligheder.

Du ønsker, at kæresten ikke kræver noget af dig. Du vil ikke skubbes til, stilles til ansvar eller udfordres. Du vil helst have en partner, du har det godt med, hvor der ikke er for meget bøvl. Ellers lukker du i.

Det er ofte folk af enneagram type 9, der kan relatere sig til dette kærlighedskrav.

Tip: Træd lidt mere frem og være lidt mere tydelig. Sig til din kæreste og nærmeste relationer, hvad du ikke gider, så andre ved, hvor de har dig. Sig hvad du vil. Kom mere frem på scenen i et parforhold.

Enneagrammet kan blandt andet kan bruges til kommunikation, selvudvikling og selvledelse. Læs mere om bogen her. Vil du vide, hvilken type, du er i Enneagrammet? Så opret dig gratis som bruger her og tag testen.

Flemming Christensen har også podcasten Hverdagspilgrim. Her fortæller han også om kærlighedskravene og de forskellige typer.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også