Selvudvikling

Emilia van Hauen: Særligt sårbar – mig?

I virkeligheden tror jeg, vi alle er særligt sensitive. Mange lærer bare tidligt at lukke af for den ekstreme følsomhed, fordi det gør for ondt at stå så pivåben hele tiden

Da jeg første gang hørte om prædikatet særligt sensitiv, slog jeg en høj latter op: Hvad fanden – endnu en mode-diagnose, der bekvemt skal tage ansvaret for at være ansvarlig fra de mennesker, der giver sig selv den undskyldning! udbrød jeg højt. Og nogenlunde så unuanceret var min holdning indtil for et par måneder siden. Hvor jeg med gru måtte konstatere, at jeg i den yderste rand af min bevidsthed pludselig var blevet invaderet af en tanke, der var så alien-agtig, at jeg slet ikke opfattede den som en tanke, før det var for sent, og den derfor havde nået at manifestere sig tilpas stærkt til, at jeg ikke længere kunne sende den tilbage i mørket.
 
Måske var jeg særligt sensitiv???
Tanken føltes som et totalt forræderi mod alt det, jeg forstod mig selv som. Jeg synes nemlig, at det kommer til at lyde så frygteligt krukket og prætentiøst – som om jeg enten forsøger at gøre mig ma-aajet interessant, sådan på kunstnermåden. Eller som om der nu skal tages et ganske særligt hensyn til min lille sarte blomst af en personlighed. Og i det ligger også, at begge dele giver mig den fedeste undskyldning for at være uansvarlig, egoistisk, totalt flygtig og ikke til at regne med. Og sådan én vil jeg jo ikke være.
 
LÆS OGSÅ: Test dig selv og se, om du er særligt sensitiv
 
Det handler naturligvis om fordomme. Og personlige skygger. Sider af mig, som jeg har, men som jeg ikke har lyst til at vedkende mig. Så det handler også om skam. Skam, der bunder i, at disse karaktertræk ville trække grimme fede streger i billedet af en kvinde, der i 20 år har været selvstændig og derfor nødvendigvis må være initiativrig, robust og handlekraftig. Som de fleste kvinder i dag skal være for at klare sig på arbejdsmarkedet.
 
Dermed er skammen ikke kun knyttet til min egne fordomme, men også forbundet med en kulturel og historisk forestilling om, at det at være særligt følsom trækker ned i éns værdi og status. Personificeret i sætningen: Nu skal du jo ikke tage det personligt! Men det er noget vrøvl. For det første fordi alt er personligt. Og dernæst fordi alt det her følevæsen er adgangen til at være menneskelig.
 
I maj var jeg til koncert med Adele i Boxen, og hun slog totalt benene væk under mig med sin ærlighed og sit vidunderlige nærvær. Men det, der især ramte mig, var, at hun turde stå i og eksponere sin sårbarhed så nøgent, at hun også frisatte mig – og alle de andre tusindvis af mennesker, der stod der sammen med hende. Hun viste, hvor needy, dum, hævngerrig, sølle, fiaskoramt, uelsket og mere af samme skuffe hun også er – og dermed gjorde hun os alle mere menneskelige, for sådan er vi naturligvis også.
 
Selv er jeg ikke nået dertil, hvor jeg helt uforbeholdent vedkender mig at være både beriget og belastet med en særlig sensitivitet. Nok mest fordi jeg stadig synes, det virker krukket. Men jeg ved også, jeg aldrig ville kunne udføre mit job, hvis ikke jeg var det. Prisen er, at jeg kan blive så træt, så træt af at føle så meget. At være så påvirkelig. Og i sidste ende være så sårbar. For det er det, jeg har måttet erkende, jeg er (uh, den er stadig svær!).
 
I virkeligheden tror jeg, vi alle er særligt sensitive. Mange lærer bare tidligt at lukke af for den ekstreme følsomhed, fordi det gør for ondt at stå så pivåben hele tiden. Og det er derfor, vi har brug for mennesker som Adele. Der tør vise os det og kan rumme at stå i skammen, sårbarheden, følsomheden. Menneskeligheden.
 
Derfor er hun kommet op at hænge på den væg, jeg kigger på hver dag, når jeg sidder og skriver. Mens jeg øver mig i at sige: Jeg er særligt sensitiv. Og det er cool. (Arrggghhh!).
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
Læs mere om: