par
Kærlighed og sex

Dette er den perfekte aldersforskel i et parforhold

19. april 2024
Af Marie Kvitrud, kk.no. Oversat af redaktionen
Genrefoto: Unsplash
Forskning afslører, hvornår risikoen for brud er størst.

Vi hører jo både, at lige børn leger bedst, og at modsætninger tiltrækkes. Nogle foretrækker at finde en partner omtrent på deres egen alder, mens andre tiltrækkes af personer, der er en del ældre eller yngre end dem selv.

De fleste vælger dog en partner, der er cirka på deres egen alder, viser norsk statistik.

Den gennemsnitlige aldersforskel mellem mænd og kvinder i et heteroseksuelt parforhold i Norge er 2,5 år, og det har ikke ændret sig siden slutningen af 1980'erne ifølge tal fra Statistisk Centralbyrå.

Men hvad er det klogeste valg, hvis man ønsker et livslangt forhold?

I et studie fra Stockholms Universitet har de gennemgået nationale registre for at undersøge risikoen for, at par går fra hinanden, skriver forskning.no. De undersøgte heteroseksuelle kvinder, der fik deres første barn mellem 1997 og 2015.

Studiet viser, at risikoen for brud er mindst for par, der er jævnaldrende, eller hvor manden er højst to år ældre end kvinden. Risikoen er størst, hvis han er mere end seks år ældre end hende.

Risikoen for brud er moderat, hvis manden er tre til fem år ældre end kvinden, eller hvis kvinden er ældre end manden.

– Jeg tror absolut, at par, der er omtrent på samme alder, har mere robuste samliv end par med meget stor aldersforskel. Det handler om, at lige børn leger bedst. Når det er sagt, er aldersforskel kun et af flere kriterier for gode og lykkelige parforhold, siger sexolog og parterapeut Anna Sigridsdatter Heen.

Hun siger, at det allervigtigste er fælles værdier, fælles interesser, personligheder, der matcher, og en ligeværdig holdning til livet.

– Personligt tror jeg, at seks års aldersforskel er for lille til at være afgørende. Hvis du taler om en aldersforskel på over 10 år, tror jeg nok, at chancerne for at lykkes er lavere, siger Sigridsdatter Heen.

Samfundet ændrer sig meget på 10 år, og parret vil derfor have haft forskellig opvækst og skolegang og kan ofte have forskellige sociale og kulturelle referencer, for eksempel når det drejer sig om brug af sociale medier.

– Det er dog vigtigt at påpege, at der findes mange eksempler på, at det går godt. Mænd er ofte betydeligt ældre end kvinden i heteroseksuelle forhold. Mange mænd vælger en partner, hvor de kan være stærke og beskyttende. Historisk set har kvinder også valgt ældre mænd af økonomiske årsager eller for at søge tryghed, forklarer hun.

De seneste år er det blevet mere almindeligt, at ældre kvinder finder yngre mænd, og en del yngre mænd foretrækker ældre, mere modne, trygge og erfarne kvinder.

– Jeg ville ønske, at samfundet var mere åbent for variation og for utraditionelle parforhold, også når det kommer til alder, siger Sigridsdatter Heen.

Selvfølgelig kan det blive udfordrende for den yngste i et forhold, når alderen begynder at tære på partneren. Rollerne ændres ofte, så man ikke længere er ligeværdige partnere, men mere får rollen som plejer eller støtteperson. Men dette er også noget, der kan ske i par med lille aldersforskel, for eksempel på grund af sygdom og ulykker.

– I øvrigt er det ærgerligt, at kun heteroseksuelle par er undersøgt i denne undersøgelse. Måske ville det have været anderledes for par af samme køn, siger hun.

– Min erfaring er, at aldersforskel kun er et tal, og at der er andre ting, der fører til brud, siger sexolog og parterapeut Tone Haldorsen.

Hvis aldersforskellen er stor, kan I selvfølgelig være forskellige steder i livet med forskellige fremtidsønsker og behov. Men ifølge Haldorsen er der også mange på samme alder, der er på forskellige stadier i livet.

– Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt enig i sammenhængen mellem aldersforskel og brudrisiko, siger hun.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no. Dette er en oversat version.

Læs også