Kære mor... Nu er min datter ni år - og der er noget, der kan give mig ondt i maven

Kære mor

Kan du huske, hvordan det er at være mor til en datter på ni år?
At være vidne til, hvordan ens pige vokser, selv cykler til og fra legeaftaler og pludselig har huller i ørerne. For alvor bliver et selvstændigt lille menneske med helt egne interesser, holdninger og blik på verden.

Min datter er ni og vil stadig gerne hænge ud med mig, putte i sofaen og have min hjælp – men veninder, klub og fritidsinteresser fylder mere og mere.

Det varer ikke længe, før familiefællesskabet og alle mine gode råd, må vige pladsen for de livserfaringer, hun skal gøre sig på egen hånd sammen med jævnaldrende.

Og det kan godt give mig lidt ondt i maven – for hvad nu hvis, der opstår konflikter med de andre piger?

Jeg ved, at det er begyndt i det små. Ikke noget alvorligt, endnu, men nok til, at jeg på et splitsekund bliver hevet tilbage til min egen folkeskoletid, hvor jeg i perioder kæmpede med at finde min plads i flokken.

Heldigvis kender jeg både min datters veninder og deres forældre godt, og vi er enige om, at pigerne skal have lov at øve sig. Kravle lidt rundt i den sociale sandkasse med os forældre til at guide og trøste. At der ikke er mere på spil end det.

Men hvordan klæder jeg hende på til at begå sig i de her gruppedynamikker, når hun bliver ældre og hvordan undgår jeg at læse min egen historie ind de udfordringer, der måske kommer? 

Kh Karen

Kære Karen!

Ja, jeg husker tydeligt at være mor til en pige på 9 år!

Åh at være tilbage i tiden, at mindes årene med børneliv i huset, hvor du bidrog med alt det, der var dig: Bedst husker jeg din energi, dit temperament, og dig som pigen i midten, der både kunne lege opad og nedad med sine brødre, når der ikke var andre og vigtigere aftaler med veninderne.

Jeg husker også, at du kunne være ked af det, fordi nogle af veninderne havde lavet aftaler uden om dig, og du var bange for, at det var fordi, de ikke kunne lide dig, eller fordi du havde sagt eller gjort noget forkert. En tilbagevendende opfordring fra mig til dig var dengang den enkle, men svære, at gå tilbage og spørge, om det forholdt sig sådan.

Med min psykologbrille på nu, kan jeg se, at jeg prøvede at vise dig, at ting kan vokse sig værre i vores fantasi, og at et faktatjek effektivt kan lægge bekymringerne ned. Der er jo som regel helt andre og fredelige forklaringer på andres handlinger. Men jeg husker også en afmagtsfølelse indeni, da jeg ikke længere kunne ordne det for dig, beskytte dig, sørge for at du ikke blev ked af det og få de andre piger til at inkludere dig.

Fra en urmenneskelig erfaring om generationernes skiften måtte jeg finde ro og forlige mig med, at du var nødt til at ”gå igennem ild og vand” selv, men dog altid med familien som en sikker havn at returnere til. En havn og en favn, hvor du var elsket, kunne blive trøstet og lyttet til.

Men hvordan kan du hjælpe din egen datter - her kommer mit bud: Børns primære læringsveje er imitation gennem rollemodeller og gentagelse af mønstre, som bliver til vaner, både fysiske og tankemæssige.

De første og vigtigste rollemodeller har vi altid i vores egne forældre. Det kan slet ikke undgås – på godt og ondt. Så når din datter spejler sig i dig, kommer hun også til at indoptage dine værdier og imitere din måde at håndtere relationer på. Du bliver efterhånden suppleret med andre rollemodeller: veninder, store kusiner, skolelærere, popsangere og andre, som børnene ser op til.

Og så er det tid til at give slip. Og det er mit råd til dig Karen – giv slip, også på bekymringerne, der bor i dine egne erfaringer: Du skal indgyde mod og vise hende, at du tror på, at hun kan klare det.

Og kommer hun grædende hjem en dag, så skal du lytte, trøste og forstå, hvor ondt det gør, men uden at dømme.

Her kan du bruge lidt af dine egne erfaringer fra skoletiden, spejle og derved normalisere oplevelsen, for det trøster, at flere har haft de på samme måde.

Jeg mener ikke, at forældre skal fralægge sig ansvaret for at kunne gribe ind i særlige situationer, men vi skal ikke glatte hver en tue, vores børn kan snuble over.

Det er helt afgørende, at børnene gør sig erfaringer med at kunne selv, kunne handle i en presset situation, sætte grænser for sig selv og ikke kun være ofre for andres mod- eller medvilje.

Det styrker robustheden hos din datter, og giver dig glæde og stolthed over, at hun er godt på vej samtidigt med at du fortsat er den, hun kommer hjem til, hvis verden er grum.

Kh mor