Selvudvikling

Brev til Renée: Min datter er ulykkelig over sin krop

Min datter er en meget smuk pige, og rigtig mange voksne spørger hende ofte, hvornår hun skal være model. Men problemet er, at alle i hendes skole driller hende med hendes lange ben, store fødder og hænder. På grund af deres drilleri græder hun sig i søvn i øjeblikket og er helt ulykkelig. Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée 
Jeg vil høre dig, om du kan give mig et godt råd. Jeg har en datter, der er meget ked af det i øjeblikket. 
 
Min datter er 12 år og en rigtig dejlig pige. Hun er slank, hun er 170 centimeter høj, og hun bruger størrelse 42 i sko. På flere områder er hun større end sine jævnaldrende. Hun er en meget smuk pige, og rigtig mange voksne spørger hende ofte, hvornår hun skal være model.
Men problemet er, at alle i hendes skole driller hende med hendes lange ben, store fødder og hænder. På grund af deres drilleri græder hun sig i søvn i øjeblikket og er helt ulykkelig.
 
 
I dag har hendes gymnastiklærer så også kommenteret på størrelsen af hendes hænder og fødder og ben, hvilket jeg finder dybt belastende, når jeg har en pige, der er så ked af netop de ting ved sin krop. Jeg forsøger at sige, at hun skal sige fra over for sine veninder og skolekammerater, og at hun skal fortælle dem, at hun bliver ked af det, når de siger de ting. Men det kan hun ikke. Så jeg fokuserer på at fortælle hende, hvor sød, dejlig og smuk hun er, og at jeg ved, hvordan hun har det, da jeg selv har haft det på samme måde. Jeg ved, at det ikke altid kommer til at være sådan med hendes krop, men hun er så ked af det.
 
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om børn er mere onde i dag, eller hun bare er meget følsom. Hvad ville en klog kvinde som dig mene, jeg skal sige til min datter?
 
Kærlig hilsen 
en bekymret mor
 
 
Kære bekymrede mor
Hvordan fjerner man bekymringer og tristhed fra sine børns liv? Det helt enkle og meget hurtige svar er, at det kan vi ikke. Men ønsket om at gøre sit barns vej gennem livet let og lykkeligt har enhver forælder alligevel. Og de fleste unge slås med et eller andet. Jeg kender godt nok ikke mange unge mennesker, der ikke har mødt modgang, og som ikke på et tidspunkt har følt sig udenfor, forkert i sin krop og usikker. Men nogle af os får modgang tidligt i livet, andre får det senere.
 
For et par uger siden sagde en god veninde under en gåtur til mig, at hun var sikker på, at summen af det, vi hver især skal lære at tackle, er nogenlunde ens for os alle sammen set i et langt livs perspektiv. Jeg tror måske, det er rigtigt. Og derfor tror jeg, at mit råd til dig vil være at arbejde med at finde den tillid inde i dig selv, som dit barn har brug for at mærke, så hun ved, at du tror på, at hun nok skal klare sig, og at hun er helt vidunderlig, lige præcis som hun er.
 
 
Jeg tænker ikke, at børn er mere onde i dag, end de var tidligere. Måske er din datter heller ikke mere følsom end andre børn. Men lige nu har hun det svært, fordi hun er et sted i sin udvikling, hvor det hele ikke vokser lige hurtigt. Vi ved begge, at om et par år begynder de lange arme og ben at passe til den krop, hun får, og hun vil langsomt blive en udvokset og smuk, ung pige. Men lige nu ved hun det ikke selv. Det er selvfølgelig fint at fortælle hende det, men hun kan ikke mærke det. Det, du kan gøre, er at være der, lytte og så acceptere, at hun er ulykkelig. Desværre kan du ikke sige fra for hende – det skal hun selv. For netop det at udtrykke sig og sige til og fra – og ja og nej – er noget af det, hun skal bruge livet på at lære. Det er noget af det sværeste, og jeg kender kvinder på 50 år, der stadig ikke magter den opgave at sige fra over for noget, de ikke ønsker at være en del af, eller at sige det ærligt, hvis nogen har såret dem. Så på sin vis er det at kunne mærke sig selv, stå ved sig selv og sige til eller fra over for andre mennesker en livslang opgave, som vi alle sammen besværes af, mens vi udvikler os, og årene går.
 
 
Jeg ved godt, at jeg ikke kommer med nogen løsning på, hvordan du kan fikse det her for din datter. Måske føler du ikke, det hjælper. Men grunden til det er, at du ikke kan fikse det for hende. Du kan selvfølgelig trøste hende, når hun er ked af det, og du kan sige alle de rigtige ting til hende, og måske vil de hjælpe lidt indimellem. Men hun er jo, hvor hun er, og det er svært at være hende lige nu. Hun har ingen erfaring med, at det hele nok skal blive anderledes, men det har du. Du ved, at hun vil vokse og blive mere moden, at hendes krop vil udvikle sig, og at det, hun gennemgår lige nu, også vil ændre sig, fordi livet aldrig er stationært. Så kære dig, der ønsker at fjerne din datters ulykkelighed. Måske er det bedste, du kan gøre, at tillade, at den ulykkelighed findes. At tillade, at hun er lige præcis sådan, som hun er – lige nu langlemmet og ulykkelig, men om nogle år måske noget helt andet?
 
Kærlig hilsen Renée
 
 
SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
 
MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her
podcast brev til renee

Læs mere om: