Alice blev udsat for psykisk vold
Kærlighed og sex

Alice levede med psykisk vold: Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad jeg ville spise

1. marts 2019
af Susanne Cordes. Redigeret til web af redaktionen
Foto: Marie Hald
Alice lærte sin danske mand at kende på Filippinerne, hvor han var sød ved hende. Men da parret flyttede til Danmark, begyndte han at kontrollere alt i hendes liv. Hun måtte ikke selv bestemme, hvad hun ville spise, han afviste at hjælpe hende med at finde rundt i det danske system, og han tvang hende til sex. Læs Alices historie om at leve i et parforhold med psykisk vold.

Tema: Psykisk vold uden blå mærker

Det anslås, at 70.000 kvinder hvert år udsættes for psykisk partnervold i Danmark. Den prisbelønnede fotograf Marie Hald og journalist Susanne Cordes har for femina portrætteret en række kvinder, der har levet med psykisk partnervold og dens konsekvenser. Her får du tre af kvindernes historier.

Alice, 33 år, var udsat for psykisk vold:

Jeg blev gravid, meget hurtigt efter at jeg var blevet gift med min danske mand. Da vi lærte hinanden at kende i Filippinerne, var han sød ved mig, men da jeg kom til Danmark kontrollerede han alt i vores liv. Jeg havde ingen penge. Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad jeg ville spise. Jeg måtte ikke spise ris, men skulle spise rugbrød, som jeg ikke brød mig om. Hvis jeg fandt nogle småpenge, købte jeg ris og gemte jeg mig på badeværelset for at spise dem. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kom til jordemoren, og han ville ikke hjælpe mig. Han nægtede at købe mine graviditetsvitaminer. Jeg kendte ingen i Danmark, og jeg talte ikke sproget, så det var svært for mig at få hjælp fra andre. Min mand var meget aktiv på chatforaene MGTOW (men going their own way) og Reddit. Jeg så, at han skrev ting, som at han havde valgt en filippinsk hustru, fordi han regnede med at kunne kontrollere hende. Han erkendte også i sine chatbeskeder, at han havde tvunget mig til sex. Han ville have sex hver dag. Det var lige meget, hvordan jeg havde det, eller om jeg havde lyst. Selv lige efter at jeg havde født begge mine børn, tvang han mig til sex, selv om det gjorde ondt. Da min søster skulle komme og besøge os, planlagde han at voldtage hende. Min søster kunne godt se, at der var noget galt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. En aften skændtes vi. Han slog sit hoved hårdt mod væggen, så han fik et sår og en bule. Bagefter ringede han til politiet og anmeldte mig for vold mod ham og sagde, at jeg havde truet med at slå børnene ihjel. Politiet kom, men de endte med at køre ham væk. Heldigvis tog jeg efterfølgende screenshots af hans beskeder i de online chatfora, hvor han skrev om, hvordan han havde iscenesat min påståede vold mod ham.
Efter tre år besluttede han sig pludselig for at lade sig skille fra mig. Han købte en flybillet til børnene og mig, så vi kunne flyve tilbage til Filippinerne fire dage senere. I stedet for at rejse flyttede vi på krisecenter. Jeg boede på krisecenter i to år. Først nu er jeg ved at få mit eget liv med mine to sønner. Min mand har ikke samvær med børnene og har valgt at flytte fra Danmark for at undgå at betale børnepenge. Alice, 33 år, mor til to, boede på krisecenter i to år

Læs også tre andre kvinders fortællinger om psykisk vold:

Louise, 42 år: Vores liv var nemmest, hvis jeg gik i et med tapetet

Kristina, 38 år: Jeg har været vildt flov over, hvad der skete for mig

Anne, 38 år: Min mand skabte en historie om, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv

Psykisk vold

Psykisk vold er ...

Når en person gentagne gange truer, krænker og dominerer en anden, så denne lever med utryghed, frygt og nedbrudt selvværd. Psykisk vold fører ikke altid til fysisk vold, men psykisk vold er altid en del af voldsmønsteret ved fysisk partnervold. En tidlig indsats mod psykisk vold kan derfor mange gange forebygge fysiske overgreb. Er du eller nogen, du kender, udsat for psykisk eller fysisk vold, kan du ringe til Danners hotline på tlf. 3333 0047.

Kvinder på krisecenter

  • For at få plads på et krisecenter skal kvinden til én eller flere samtaler med fagfolk, som spørger ind til oplevelser og trivsel for at fastslå, om der er et trusselsniveau på grund af vold i nære relationer. Det er altså ikke muligt ”bare” at få en plads.
  • De nyeste tal fra Socialstyrelsens årsstatistik viser, at 48 % eller 2.681 begrundede henvendelser om en plads på krisecenter afvises på grund af pladsmangel.
Kilde: Danner

Psykisk vold skal kunne straffes

Justitsminister Søren Pape har fremsat et lovforslag om at gøre psykisk vold strafbart. Lovforslaget ventes vedtaget i folketinget den 1. marts 2019. Med bestemmelsen skal personer, der over en periode udsætter andre med tilknytning til husstanden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende handlinger, fremover kunne straffes med fængsel indtil tre år. Formålet med lovforslaget er samtidig at sikre, at psykisk vold anerkendes som værende lige så alvorligt og skadeligt som fysisk vold. Kilde: Danner og Justitsministeriet

#sigdettilnogen - Stop vold mod kvinder

I foråret 2018 valgte femina sammen med Danmarks næstældste krisecenter Danner at sætte fokus på vold mod kvinder med en artikelserie. Det blev også til en kampagne, #sigdettilnogen, med debattør og lærerstuderende Geeti Amiri og radiovært, musiker og forfatter Sanne Gottlieb som frontfigurer. Vi ønskede at sætte fokus på Danners og andres kamp for at flytte noget personligt såvel som politisk, så færre kvinder og børn skal leve med vold i deres liv. Læs mere om kampagnen her.

De kvinder, der fortæller deres historie her, er alle anonyme af hensyn til deres familier. Femina kender deres fulde identitet.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også