
Kærlighed og sex
Louise levede med psykisk vold: Vores liv var nemmest, hvis jeg gik i ét med tapetet
1. marts 2019af Susanne Cordes. Redigeret til web af redaktionen
Foto: Marie Hald
Efter fødslen af sit første barn skrev Louises mand en syvsiders manual til hende om, hvad hun skulle gøre, og hvordan hun skulle se ud, hvis han skulle have lyst til sex med hende. Læs Louises fortælling om at leve i et parforhold med psykisk vold.
Denne artikel er et del af et tema om psykisk vold. Det anslås, at 70.000 kvinder hvert år udsættes for psykisk partnervold i Danmark. Den prisbelønnede fotograf Marie Hald og journalist Susanne Cordes har for femina portrætteret en række kvinder, der har levet med psykisk partnervold og dens konsekvenser.
Louise, 42 år, blev udsat for psykisk vold:
Efter at jeg havde født vores første barn, skrev min mand en syvsiders manual til mig om, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle se ud, hvis han skulle have lyst til sex med mig. Hvis jeg bagefter forsøgte at efterleve noget af det, han havde skrevet, var det alligevel ikke godt nok, for så gjorde jeg det i hans øjne kun, fordi han havde skrevet det ned. På det tidspunkt havde jeg allerede tillært mig, at vores liv var nemmest, hvis jeg gik i ét med tapetet. Enhver normal reaktion fra mig eller ethvert udtryk for behov fra min side resulterede i, at jeg skulle irettesættes. Jeg kunne dog også komme til at gå i ét med tapetet på den forkerte måde. Han kunne altid finde noget, der var galt. Han havde tre-fire lange enetaler om, hvor dårligt et menneske jeg var, og dem lærte jeg efterhånden udenad. Nogle gange ønskede jeg næsten, at han ville slå mig frem for at trække mig igennem dem igen. Jeg ved ikke, om det ville have hjulpet mig til at forlade ham noget før. Jeg var på det tidspunkt så ødelagt indeni som menneske og troede ikke længere, at jeg var noget værd. Jeg var altid glad for at gå med børnene i barnevognen, for så kunne jeg gå og græde lidt for mig selv, men sommeren efter at vi havde fået vores andet barn, kunne jeg ikke mere. Jeg kunne slet ikke se nogen vej ud. Jeg besluttede, at jeg måtte lukke af for alle behov og følelser, indtil børnene fik en vis alder. Jeg tænkte, at jeg så ville gå ud efter cigaretter og ikke komme tilbage, selv om jeg inderst inde vidste, at jeg aldrig ville kunne forlade mine børn. Da jeg endelig skrev til Danners rådgivning, var jeg så bange for, at de ville svare, at mit liv lød til at være normalt. Hvad skulle jeg så gøre? Men jeg fik det svar, at jeg burde fjerne mig selv og børnene hurtigst muligt, for det, vi levede i, var ikke sundt. Først da jeg kom væk og flyttede på Danner, gik det op for mig, hvor voldsomt det, jeg har været igennem, har været. Det var – og er – en meget lang og svær erkendelsesproces, som ikke er færdig endnu. Louise, 42 år, cand.mag., mor til to, boede på Danners krisecenter i næsten et år Tre andre kvinder fortæller deres historier om psykisk vold her:Kristina, 38 år: Jeg har været vildt flov over, hvad der skete for mig
Alice, 33 år: Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad jeg ville spise
Anne, 38 år: Min mand skabte en historie om, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv