
Passer det, at man ikke kan opbygge styrke, medmindre man får nok modstand?

Anna Mejlhede svarer på dagens spørgsmål til brevkassen.
Foto: Mew
Hej Anna,
Jeg føler mig ramt, hver gang jeg hører nogle sige, at vi bliver nødt til at være robuste. I medierne tales der også om, at vi bliver nødt til at have en vis robusthed, så vi bedre kan komme igennem en krise som samfund.
Det stresser mig, at jeg skal leve op til at være noget, jeg ikke føler, jeg er. Min søster siger, at det kun er, fordi, jeg har alt for megen medvind og aldrig rigtig haft modgang i mit liv.
Men tror du, det er sådan, at man ikke kan opbygge styrke, medmindre man får modstand nok i det daglige? Skal man nødvendigvis befinde sig i kamp og konflikter hele tiden for at blive robust? Jeg trives jo ellers i mit liv og klarer mig godt.
Med venlig hilsen den ”sarte søster”

Kære ”sarte søster”
Det er ikke nogen naturlov, at modgang altid gør os stærkere. Evig medgang gør det nok heller ikke, men jeg tvivler stærkt på, at noget menneske lever hele sit liv i slipstrømmen af en sådan. Har du tænkt på, at du måske bare har en anden måde at takle livets udfordringer på end din søster?
Der er ingen grund til ligefrem selv at opsøge modgang. Den skal såmænd nok komme ganske af sig selv … Jeg tror også, at vi skal skelne mellem modgang – og modstand. For mens modgang kan slå os ud, i hvert fald for en stund, så kan en vis portion modstand træne den muskel i os, der gør os bedre til at samarbejde, være i dialog og udøve diplomati. Det er vigtige egenskaber at udvikle. At man får modstand, betyder nemlig slet ikke, at dem, der så giver den, er vores modstandere.

Oh Land om datters alvorlige sygdomsforløb: ”Det liv, vi havde, blev for evigt forandret …”
Når det handler om robusthed, så tror jeg, at det i al sin enkelthed handler om, at vi lever på en måde, så vi ikke blæser væk ved det mindste vindpust. Men at holde sig oprejst handler ikke kun om, hvad lige præcis du og jeg kan alene.
Har du f.eks. lagt mærke til, at man efter en orkan kan finde store, stærke og fritstående træer væltet omkuld med rod og det hele? For selv det stærkeste træ kan ikke tåle at møde en orkan, alene og blottet på en åben mark. Til gengæld kan man finde store grupper af små, spinkle birketræer, der stadigvæk står oprejst efter uvejret.

Inger mistede sin far til demenssygdom: Én ting ville hun ønske, hun havde gjort anderledes
Jeg tror ikke, at et helt samfunds robusthed alene handler om den enkeltes styrke. Derimod handler det i høj grad om, at vi står tæt nok sammen. Så ret din ryg og giv dig selv et andet navn end ”den sarte søster.” For livet handler IKKE kun om, hvor sej, robust og stærk lige netop DU er, men hvor stærke vi bliver, når vi samler os.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.



