Min veninde køber altid for lidt mad, når vi er på besøg. Skal vi bare bide det i os?

Kære brevkasse

Jeg har en gruppe veninder, som jeg ofte ses med. Når vi er sammen, splitter vi altid alle udgifter ligeligt imellem os. Jeg har dog én veninde, som – når vi er hos hende – altid køber for lidt: mad, drikke, snacks… uanset hvad vi skal have, er der aldrig nok.

Personligt er jeg opdraget til, at det er helt uhørt, hvis der er for lidt, når man får gæster. Og når vi splitter alle udgifter imellem os, beløbene altid er beskedne, og jeg ved, at min veninde ikke mangler penge, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor vi skal nøjes, når vi er hos hende.

Det er ofte sådan, at når man sidder der, må man tænke meget over, hvor meget man tager, i forhold til hvor mange vi er rundt om bordet. Jeg spurgte, om jeg skulle løbe ned efter en flaske vin mere, da alle kun havde fået et meget beskedent glas, og stemningen var til, at vi lige tog et glas mere til maden. Men som den eneste stemte hun det ned. Og jeg tror, at vi andre er opdraget til, at værten bestemmer.

I starten troede jeg, at det bare var mit problem, og at jeg måtte lære at leve med, at sådan er det at være på besøg hos hende. Men efter et visit hos hende forleden, tog vi andre videre for at få en øl, og her åbnede de andre selv snakken om mængden af mad. De spurgte, om det også var vores oplevelse, at man virkelig skulle holde øje med, hvor meget man tog, for at alle fik noget – og at det efterhånden er et gennemgående tema, når vi er hos denne veninde.

Skal jeg/vi konfrontere vores veninde, eller skal vi bare bide det i os, at når vi er hos hende, er det sparsommeligt – og eventuelt selv tage noget ekstra med?

Hilsen veninden

Svar 1

Kære sultne veninde

Det er altid svært at tale om penge - ikke mindst blandt venner.

Jeg havde for nogle år tilbage også en veninde, som konsekvent lavede for lidt mad, og hvor man altid skulle bede om at få skænket et glas vin. Hun havde også stort set hver gang glemt et eller andet til middagen, så jeg altid lige blev bedt om at runde et supermarked og købe det, hun manglede.

Det kan måske lyde lidt småligt, men det irriterede mig, fordi jeg netop også synes, at man gerne må gøre sig umage, når man får gæster. Det behøver ikke at være 'fine dining', men gæsterne skal blive mætte. Konsekvensen er faktisk, at jeg endte med sjældent at ses med hende, hvor det involverede at spise sammen. Jeg mistede nemlig også til selv lysten til at gøre noget særligt ud af det, når hun besøgte mig.

Men nu er du jo i en venindegruppe, så jeg tænker ikke, at det er en løsning, at I udelukker hende fra denne måde at ses på. Derfor ser jeg ikke andre muligheder end at konfrontere hende. Måske I ikke skal være der allesammen samtidig, men kunne du eller den af jer, hun er mest tryg ved, sige til hende, at I alle har en oplevelse af, at der ikke er nok mad og drikke - og måske se, om i kan spore jer ind på årsagen til det? For du skriver, at det ikke er penge, men der kan jo være noget andet - måske er hun opvokset på en måde, hvor hun altid oplevede, at man skulle spare og nøjes.

Det kan også handle om, at hun prioriterer anderledes, selvom hun har penge nok. Jeg kender personligt flere, der hellere vil købe rejser og dyre tasker og ikke synes, at det er det "værd" at bruge mange penge på mad. Hvis det er tilfældet, kan det være, at I skal finde på en ny måde at ses med denne veninde på?

Jeg tænker grundlæggende, at i mangler at forventningsafstemme jeres middage. Både i forhold til mængder af mad, og hvad det må koste hver gang.

Svar 2

Kære veninde

Det lyder som en frustrerende dynamik, især fordi du og de andre faktisk gør en indsats for at skabe hyggelige rammer, og fordi I deler regningen ligeligt. Når man giver og forventer en nogenlunde gensidig gestus, kan det føles både akavet og lidt fladt, når én konsekvent ikke lever op til det samme.

Der er et par ting, I kan overveje. Det behøver ikke nødvendigvis at være en stor samtale om hendes “mangel på gæstfrihed”. I stedet kan I afstemme forventningerne inden næste gang helt lavpraktisk.

For eksempel kan I sige: “Vi bliver seks – skal vi ikke sørge for to flasker vin og lidt ekstra snacks? Jeg kan godt købe og tage det med, og så deler vi jo bare som altid.” Så skaber I en ramme, hvor det forventede forbrug bliver tydeligt på forhånd – i stedet for at sidde i situationen og føle jer begrænsede.

Selvom du har en fornemmelse af, at hun ikke mangler penge, kan der ligge alt muligt bag din venindes opførsel alligevel: en opvækst med at spare, en frygt for madspild eller at hun simpelthen ikke opdager problemet, fordi hun eventuelt selv er mæt og ganske tilfreds. Det behøver ikke være nærighed, men det er et uhensigtsmæssigt mønster for jer andre.

Det kan skabe irritation og afstand, når I alle sidder og føler jer begrænsede, og det er ærgerligt for venskabet - og synd for jeres veninde, hvis hun slet ikke er klar over, at I ikke hygger jer, når I er på besøg hos hende.

Så hvis forslagene ovenover ikke skaber forandring, må én af jer tage snakken med hende og være helt ærlig uden at bebrejde, i en rolig og behagelig samtale.

Hvis hun stadig nedstemmer alt, må I handle på det, eksempelvis ved at I altid tager ekstra med, uanset hvor I er. “Vi havde lige lyst til lidt mere vin og et par snacks.” Ellers kan I ses mindre hjemme hos hende, og mere ude, hvor ingen bestemmer mængden.

Skynd jer at gøre noget ved det her! Der er ingen grund til, at det skal blive en stille irritation, der gnaver. Et venskab tåler godt en smule ærlighed - især når den gives omsorgsfuldt.

Alt godt til dig og dine veninder fremover!