Min kæreste siger, at jeg skal holde op med at opføre mig, som om jeg skal frelse alt og alle. Men jeg kan ikke lade være

Hej Anna

Jeg har nok altid været sådan en, der følte sig truffet, hver gang nogen spurgte om hjælp. Alene antallet af hjælpeorganisationer, jeg støtter fast hver måned, siger lidt. Jeg har også taget flere herreløse katte til mig igennem årene og passet på en bortkommen hund i flere uger, fordi det tog lang tid at finde frem til ejeren, da den ingen halsbånd havde på.

Min kæreste og mine venner driller mig lidt med, at jeg altid er den første til at rejse mig op i bussen for nogen, der har mere brug for at sidde, eller hjælpe en med en tung kuffert. Der går jo intet af mig ved at se andres behov og komme dem i møde.

Men for nogle måneder siden brækkede jeg armen, da jeg væltede med min cykel. Gipsen er kommet af, men jeg har støttebind på, og den er stadig meget øm og uden kraft.

I går skulle jeg med toget og havde kun en lille rygsæk med, fordi jeg netop ikke kan bære noget særligt med den arm, men så stod der en helt ulykkelig ældre dame på perronen, og hun kunne ikke få sin store kuffert bugseret op i toget. Derfor bar jeg den op for hende med det resultat, at jeg selv måtte stå af igen, fordi min hånd gjorde så ondt, at jeg skulle kaste op.

Min kæreste siger, at jeg skal holde op med at opføre mig, som om jeg skal frelse alt og alle. Men det her med at hjælpe er faktisk ikke engang noget, jeg tænker over. Jeg gør det bare.

Mange hilsner Fie

Kære Fie

Jeg er ikke i tvivl om, at du er et yderst opmærksomt menneske. Men er du selv bevidst om, at du er netop det? Det niver lidt i maven, når jeg læser om alt det, du gør for andre. For hvad gør du for dig selv?

Jeg kender godt fornemmelsen af, hvor rart det føles at være i stand til at hjælpe. At hjælpe hinanden er jo med til at give vores liv retning og mening. Men det tager fuldstændig overhånd, hvis vi hjælper til højre og venstre uden på forhånd at vurdere, hvad vi har kræfter og overskud til. Har vi brækket benet, går det jo ikke, at vi lover at hjælpe naboen med at slå græs. Og er armen skadet, ja så kan vi naturligvis ikke løfte en andens kuffert.

Det er en vigtig menneskelig egenskab at kunne fornemme sine egne begrænsninger – og respektere dem. For du hjælper ikke rigtig nogen ved at bruge kræfter, tid eller penge, du i virkeligheden ikke har. Selvom det efterhånden er blevet en kliché, så er iltmasken i et fly stadigvæk et godt billede på, at du selv skal kunne trække vejret, før du kan hjælpe andre. Så træk vejret, kære Fie.

Du er et smukt og godt menneske. Og for at bevare den fine lydhørhed, der bor i dig, skal du fremover øve dig i at tage bedre vare på dig selv og dine kræfter. Vil det ikke være ulykkeligt, både for dig selv og din omverden, hvis du ender med at blive kvast under vægten af din grænseløse hjælpsomhed?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.