Det omtales ofte som en ‘superkraft’ eller et ‘handicap’ – for mig er det begge dele

I skiftet fra mellemtrinnet til udskolingen gik jeg fra at præstere som en af de bedste i min klasse, til at sidde i et møde med mine klasselærere, skolelederen, min psykolog og min mor, der alle diskuterede, hvorvidt jeg skulle gå en klasse om.

Snakken baserede sig på min mistrivsel og mit høje fravær, der i syvende klasse lå på omkring 80 procent. Fraværet gjorde, at jeg var kommet bagud i en sådan grad, at der var tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne følge med, hvis jeg fortsatte til ottende klasse.

Det endte med, at jeg på opfordring fra min psykolog blev taget ud af skolen. Efter et par måneder startede jeg et nyt sted, hvor de kunne rumme mig og de udfordringer, jeg kom med. Jeg fik kæmpet mig op, og da jeg tre år senere afsluttede efterskolen, lå jeg endnu engang og præsterede som en af de bedste.

Jeg har lagt mærke til, at det er et mønster, jeg gentager igen og igen. Jeg går fra at præstere rigtig godt, lige indtil jeg brænder ud, for så at skulle kæmpe mig op igen. En del af forklaringen ligger nok i, at jeg har ADHD. Men det vidste vi ikke dengang – faktisk fandt jeg først ud af det som 28-årig for cirka et år siden.