
Katrine Engberg stod på scenen på Det Kongelig Teater, mens alle klappede. Men noget føltes ikke rigtigt

Katrine Engberg voksede op i et frit miljø og søgte derfor faste rammer de første mange år af sit liv.
Foto: Stine Heilmann
I 2010 stod Katrine Engberg på scenen på Det Kongelige Teater. Hun havde danset i ”My Fair Lady”, og nu stod hun og bukkede sammen med sine kollegaer. Den smukke sal rungede af klapsalver, og stemningen var let – alle havde gjort deres bedste, og det skulle fejres. Men hvor klapsalverne for hendes kollegaer blot markerede et punktum for en forestilling, markerede de for Katrine noget mere.
– Jeg stod dér på scenen, nybagt mor og i 30’erne, og alle mine kollegaer var først i 20’erne… Jeg var væk fra min søn om aftenen, og det føltes bare helt forkert. Alt ved det var off! Og der tog jeg beslutningen om, at det var sidste gang, jeg dansede på scenen. Den aften vidste jeg, at nu var det forbi, fortæller Katrine om den aften, der skulle markere et skift i hendes liv.