Jeg måtte knibe mig selv i armen, da hun for første gang nogensinde skrev det til mig

Der er kommet en teenager ind i mit liv. Det har der ikke været, siden jeg selv var det for efterhånden en hel del år siden. Men nu er det sket; min niece er blevet teenager, og jeg måtte knibe mig selv i armen, da hun for første gang nogensinde skrev til mig: ”Har du lyst til at hænge ud?”.

”Selvfølgelig”, skyndte jeg mig at svare, og derefter gik min hjerne i knuder. Hvad laver man med en teenager anno 2025? Valget endte med at falde på et besøg på museet Copenhagen Contemporary (lidt kulturelt skulle hun da opleve) og derefter en tur på et streetfoodmarked.

Dagen, hvor vi skulle ses, oprandt, og da jeg steg ud af metroen, måtte jeg knibe mig selv i armen over, hvordan hun stod dér og strålede helt alene i sin trenchcoat købt for lommepenge.

Det er en kliché, men jeg kunne ikke lade være med at forundres over, at hun på nærmest bare et par måneder var gået fra at ligne et barn til en ung kvinde. Alt i alt endte det med at blive en dejlig eftermiddag, selvom hun ikke var bleg for at indrømme, at hun da syntes, den 15 minutter lange lysperformance af James Tyrell, hvor man ikke måtte sige et ord imens, var lige lovlig lang. Måske faktisk 15 minutter for lang?

Det er nemt at fokusere på teenageres monumentale trodsighed, men der er også noget smukt over den teenagetid, min niece går igennem. Det hele er stadig på spil, man er ved at blive ommøbleret indeni, alt vokser og værker både fysisk og psykisk, og for at det ikke en gang skal være løgn, har man ikke rigtig lært at sige ”pyt” endnu. En kæk kommentar kan ødelægge ens dag, og man bruger så meget af sin tid på at tænke over, hvad andre mener.

Den smukke side af medaljen er dog, at drømmene får lov at leve indeni uden begrænsninger. Det mærkede jeg tydeligt på min niece. Ingen drøm var for stor at drømme, og vigtigst af alt var der begrænset med realisme til at spænde ben. I hende havde drømmene plads og frihed til at vokse og blomstre uden at blive slået ned med det samme af tanker såsom: ”Det kan jeg ikke” eller ”det er usandsynligt”. Hun får energi af de drømme, energi og virkelyst, og jeg tog mig selv i at blive en smule misundelig.

Hvad nu, hvis jeg en gang imellem tillod mig selv at drømme som en teenager? Det tænkte jeg, da vi krammede farvel ud på aftenen. Ja ja, det er da helt usandsynligt, at jeg, der ikke har en tone i livet, nogensinde kommer til at stå på scenen foran en fyldt koncertsal og synge. Men der kan være en værdi i bare at forestille sig det. I hvert fald sang jeg i badet i morges.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 28/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.