Annonce
Brevkasse
2. januar 2026

Det piner mig så dybt i hjertet, at jeg overvejer at forlade hende. Hvad skal jeg gøre?

"Jeg har aldrig i mine 50 år ønsket mig noget mere. Det piner mig så dybt i hjertet, at jeg overvejer at forlade hende." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Anna Mejlhede har modtaget et brev fra en læser, der trods et lykkeligt parforhold overvejer at forlade sin kæreste.

Foto: Mew

Kære Anna

Jeg mødte min kæreste for 13 måneder siden, og vi faldt pladask for hinanden, så forelskede, som vi hver især aldrig har været før. På dette år har vi langsomt og stille opbygget et kærlighedsfyldt og stabilt forhold.

Der har intet — som i intet overhovedet — været at sætte fingeren på. Vi har ingen konflikter, og vi er begge forbavsede over, at der kunne eksistere en så smuk og dejlig kærlighed.

Min kæreste er 41, og jeg selv er 50, hun har en 8-årig søn, og mine tre fra mit tidligere ægteskab er alle flyttet hjemmefra. Derfor er det os tre i dagligdagen: min kæreste, hendes søn og mig.

Vores dejlige forhold og min store forelskelse har fostret en tanke hos mig om at få et barn med hende. Dette fordi jeg elsker hende så dybt, vi deler alle fundamentale og moralske livsværdier. Alt — som i alt — taler i min verden for, at vi bør få et barn sammen. Så meget er jeg “committed” til hende. Hun deler dog ikke min livsdrøm, da hun i hovedet er ovre den tid at få et barn mere.

Annonce

Personligt bærer jeg nu på en længsel og til dels sorg, da min livsdrøm er, at vi får et barn sammen. Jeg har aldrig i mine 50 år ønsket mig noget mere. Det piner mig så dybt i hjertet, at jeg overvejer at forlade hende. Hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen den fortvivlede, der dybest i hjertet ønsker sig et barn med kæresten

Kære fortvivlede

At møde kærligheden så rent og stærkt, som du her beskriver, er altid lidt af et mirakel. Jeg kan derfor sagtens forstå, hvorfor du er begyndt at drømme om, at du og din kæreste får et barn sammen. Overrumplende og inderlig kærlighed har nemlig evnen til at puste liv i dét rum inden i os, lige gyldigt hvor gamle vi er.

Annonce

Men vil du gøre spørgsmålet om at få et barn sammen til et decideret ultimatum vel vidende, at du risikerer at kaste din store kærlighed overbord? Det, jeg tænker, er, at du har forelsket dig i nøjagtig den kvinde, din kæreste er. Og den, hun er, står et sted i livet, hvor hun ikke har mod på at få et barn mere. Grundlæggende er det jo din kæreste, du elsker og ikke kun din drøm om at få et barn med hende.

Husk på, at det IKKE er dig, din kæreste vælger fra ved at sige nej til at få et barn. Jeg er overbevist om, at hun er lige så hengiven i sin kærlighed til dig, som du er i din.

Annonce

Jeg må derfor være hudløs ærlig og sige, at jeg synes, det vil være helt utrolig synd for jer begge, hvis din livsdrøm her får lov til at skille jer ad. I har så meget andet stærkt og smukt at bygge et fælles liv op omkring. Jeres samliv behøver ikke krones med et barn for at være fuldendt.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.