Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Jeg slås med at finde følelserne for min mand

14. oktober 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“Jeg har svært ved at sige, at jeg elsker ham – og virkelig mene det.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er 47 år og har været sammen med min mand i 20 år. Han er verdens sødeste menneske, kærlig, gavmild og venlig. Han viger ikke fra min side.

Det er en stor gave, som jeg er meget bevidst om. Men jeg har længe haft svært ved at vide, hvad jeg føler. Hvorfor går jeg i stå? Hvorfor kan jeg ikke mærke ham?

Jeg vil ikke skilles, jeg vil ikke starte forfra, og jeg vil ikke bryde vores familie op, men jeg synes ikke, han altid slår til.

Han har det ligesom med at følge med mig og mit humør. Samtidig har han også svært ved at blive hos mig, hvis der er en konflikt eller noget, vi er uenige om.

Han har arbejdet på det og er blevet bedre. Men det hjælper ikke. Jeg har bagage med mig fra min barndom, men jeg har arbejdet med mig selv i mange år og tager altid udgangspunkt i min del, og hvad jeg kan gøre anderledes.

Der var engang en terapeut, der sagde til mig, at jeg ikke skal tage beslutninger, når jeg har det dårligt, men vente til, vi er på toppen, og se, om jeg så stadig har det sådan.

Jeg er på toppen i øjeblikket, og vi er egentlig på toppen sammen, men jeg mangler noget indeni.

Jeg har svært ved at sige, jeg elsker ham, og virkelig mene det. Det er ligesom bare forsvundet fra mig. Jeg ved, jeg elsker ham og det, han har været i mit liv.

Jeg er simpelthen så stolt af vores forhold, og hvordan vi er som mennesker. Så hvad er det, der sker for mig? Hvorfor svinger jeg sådan?

Faktisk svinger jeg ikke så meget mere, jeg er mest i den grøft, hvor jeg slås med at finde følelserne og inspirationen.

Jeg tænker altid, at det ikke er ham, men mig, og at jeg skal finde ud af, hvad der foregår inde i mig.

De bedste hilsner

Birthe

Kære Birthe

Du er et godt sted. Du er på toppen. Du har verdens bedste mand, og alligevel er der "noget", du mangler indeni. Lige nu har du tænkt, at det noget, der manglede, var hos din mand, eller mellem dig og din mand.

Når jeg læser dit brev, så er jeg ikke sikker på, at det er sådan, det er.

Vi mennesker kan have tendens til at kigge på vores partner og så projicere følelserne over på partneren, når vi oplever tomhed, ensomhed, eksistentiel krise indeni.

På en måde projicerer vi det, som er indeni os, og som kan være tungt og svært, over i den partner, vi er sammen med.

Fordi det bare er nemmere, hvis de følelser hører til hos den anden, eller hvis det er den anden, der forårsager dem.

På den måde slipper vi for at tage ejerskab over det "noget", som mangler, eller er for meget, eller hvad det end kan være, der rumsterer inden i os.

Du vil ikke skilles, du vil ikke have en anden mand, du vil ikke bryde din familie op, og du vil heller ikke starte forfra.

Du lyder besluttet, når du skriver sådan, så det synes jeg, du skal holde fast i lige nu. Jeg tænker, at det, du måske kan gøre, er at rette al din energi mod dig selv.

Tag den her følelse af, at der mangler noget, hjem til dig. Flyt blikket fra din mand.

Sig til dig selv, at I er sammen, og det bliver I ved med at være. Han er verdens dejligste, som han altid har været, det, som er i dig, hører til dig.

Parkér tanken om, at det er mellem jer, der mangler noget, for en stund. Hvis du ikke skal placere de følelser mellem ham og dig eller ovre i ham som fejl, hvor kan de følelser så stamme fra?

Hvad kan du gøre ved dem, hvis de ikke skal være hos din mand, men være dit eget ansvar?

Følelsen af mangel er hos dig – er det måske en gammel følelse? Kunne den stamme fra din barndom? Hvad ligger der i den mangel?

Er det en længsel efter kærlighed og anerkendelse, eller er det en vrede over, at du ikke har fået det, du har brug for? Kunne det handle om at realisere dig selv?

Jeg ved det ikke, det kan være alt muligt, og jeg kan høre, du allerede har arbejdet rigtig meget med de her ting. Du er meget bevidst, og du ønsker at vokse og udvikle dig. Det er der, jeg synes, dit fokus skal ligge.

Hvad kan du gå i gang med, som kan fylde din dag med følelsen af glæde? Jeg ved ikke, om du er der endnu, men det er også ofte omkring de 50, vi begynder at gøre ægteskabet op.

Vi har haft den samme partner i årevis, i grunden er det jo også lidt kedeligt indimellem.

Det kan være svært at holde fast i det erotiske, og hvad med alt det på den anden side af havelågen, er der noget, der er mere spændende der?

Svaret er ja, helt sikkert, men prisen er høj. Og er det i virkeligheden det, vi ønsker? Du ønsker at være lige præcis der, hvor du er – hold fast i det.

Træk det “noget”, der mangler, hjem til dig selv. Det tilhører dig, også uanset hvilken andel din mand har i det. Hvad kan DU helt konkret gøre for enten at dykke ned i det eller for at fylde tomrummet?

Jeg tror, det at flytte dit blik væk fra din mand og hjem til dig selv måske kan sætte gang i tanker, der kan føre dig videre til, hvad du stiller op med den følelse af mangel.

Det håber jeg. Måske kunne det også bare være sådan, at den følelse bor i dig, og det må den gerne? Den har et lille sted derinde, som er dens hus.

En gang imellem går du ind til den og giver den opmærksomhed og kærlighed, og de andre dage ved du, den findes, og så lever du med det?

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også