Brev til Renée: Mit livs største kærlighed er gået fra mig – hvordan kommer jeg videre?

Kære Rénee,

Jeg mødte en mand igennem arbejdet for 10 måneder siden. Han er 15 år ældre end mig og var gift, da vi mødtes. Jeg har aldrig været så forgabt i en mand før.

Vi nåede at kigge på hus sammen, og han nåede at møde min søn og min familie. Det gik meget stærkt, og jeg lod mig rive med af denne her mand, som lod til at ville mig og min søn.

Han komplimenterede mig, og begæret var det vildeste, jeg nogen sinde har mærket. Men han var også jaloux over mænd fra min fortid, eller hvis jeg brugte meget tid med mine veninder.

Et par måneder inde i forholdet valgte han at fortælle sin kone om mig, men ugen efter slog han op, fordi han følte sig som et dårligt menneske over for mig, hende og hans to teenagebørn.

Han kom dog tilbage to dage efter, og jeg tilgav ham, men stillede krav til ham om, at han måtte komme ud af sit ægteskab.

En dag fandt jeg nogle beskeder mellem hans kone og ham, som ikke indikerede et par, der var ved at blive skilt, og denne gang var det mig, der forlod ham.

Han vendte selvfølgelig tilbage med undskyldninger, og igen tog jeg ham tilbage.

Han er så gået fra mig nu og siger, han ikke er den mand, jeg søger. Til trods for hvad der er sket og hans dårlige sider er han alligevel mit livs største kærlighed, men jeg vil gerne forsøge at komme videre af respekt for mig selv. Jeg ved bare ikke hvordan.

Kærlig hilsen,
Mig

Kære Dig,

Jeg vil give dig fuldstændig ret i, at du skal videre og væk fra det forhold til den mand.

Jeg ved jo intet om ham, om hvad der bevæger ham, eller hvorfor han gør, som han gør, når han igen og igen forlader dig og vender tilbage.

Men han gør åbenlyst det samme ved sin kone, og dermed sårer og skader han jer begge to.

Han virker fanget i sine egne følelser og ikke i stand til at passe på hverken dig eller sin familie, og på sin vis virker han også uempatisk, når han igen og igen går og kommer tilbage.

Jeg mener, hvor mange gange kan man egentlig gøre den bevægelse uden at have alvorlige kvaler i forhold til, hvad man gør følelsesmæssigt ved et andet menneske?

Der er også et barn involveret hos dig, som han har mødt, og som han heller ikke tager med i sine betragtninger, når han for det første vil have, du opgiver tid med dit barn, og på samme tid selv går ind og ud af din søns liv, som om det ikke betød noget, om der var kontinuitet eller ej.

Ud over det så ringer mine alarmklokker også, ligesom dine, i forhold til hans jalousi.

Og i forhold til den måde, han kritiserer dig på og bliver jaloux på dine veninder. Det virker ikke voksent på mig, men som en mand, der er optaget af sig selv og sin egen bekræftelse.

Hvordan du præcist kommer videre, er svært at sige.

Jeg tror, det skal komme fra en dyb beslutning inde i dig. Det er selvfølgelig en beslutning, der er svær at træffe, netop fordi han på samme tid som alt det negative også har givet dig noget, som vi mennesker længes efter.

Følelsen og oplevelsen af at blive set og elsket intenst og smukt. Når vi får den, kan det næsten opleves som et narkotikum.

Noget, vi kan blive afhængige af, fordi det føles så vidunderligt lige i det øjeblik, vi får det. Jeg tænker, forelskelse er en følelse, vi bliver afhængige af.

Derfor tænker jeg, at det kan hjælpe dig, hvis du kunne se det som en narkoman, der skal opgive sit stof? Måske kunne det at se det fra den vinkel også være med til at hjælpe dig til at holde fast i beslutningen, når du først har truffet den?

Han er åbenlyst ikke god for dig, og jeg tænker heller ikke, han er god for din søn. Det kan ikke være rart for ham ikke at vide, om mors kæreste er en del af hans liv eller ej.

Det kan heller ikke være rart at se sin mor ofte være ked af det, på grund af at han nu er gået sin vej igen.

I har kun kendt hinanden knap et år, det er alt for tidligt at have så mange problemer i en relation. Jeg kunne sagtens give dig konkrete råd til, hvordan du får ham ud af dit liv.

For eksempel at slette alle hans numre og info, blokér ham på de sociale medier, men den slags er jo kun et par klik væk med musen, så er det hele reetableret.

Jeg kunne også foreslå dig at finde en date til at hjælpe dig over den første svære tid, som vil kunne tage din opmærksomhed og dine tanker.

Men det, der er absolut nødvendigt, hvis du virkelig vil ud af forholdet, er, at du beslutter det, sådan virkelig beslutter det. At du siger det højt og mener det, dybt inde i dit hjerte. Måske mine ord her og den tvivl, jeg også udtrykker i forhold til relationen, kan hjælpe dig til at træffe den beslutning?

Kærlig hilsen,
Rénee

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.