Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Jeg kan ikke komme videre efter mit brud

26. november 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“For et års tid siden gjorde han det forbi uden forvarsel eller forklaring.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er i den uheldige situation, at jeg tror, jeg har været sammen med en narcissist. Jeg har vinterbadet i en klub i fem år.

Det samme har han. Vi var sammen i halvandet år.

For et års tid siden gjorde han det forbi uden forvarsel eller forklaring. Hvilket efterlod mig som et kæmpestort spørgsmålstegn.

Jeg følte og føler mig gennemsigtig. For nogle måneder siden fortalte en kvinde fra klubben, at hun havde haft et forhold til ham, mens vi var sammen, i et halvt års tid.

Det var megaubehageligt at få at vide, idet jeg intet havde bemærket.

Det gjorde mig også bange, for hvem dælen er det, jeg har været sammen med i halvandet år?

Vi var heller ikke de eneste, han havde nedlagt i klubben. Først i det øjeblik kunne jeg begynde at reagere, for nu vidste jeg jo, hvad jeg kunne reagere over.

Et helt år efter bruddet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han aldrig skal ind i min cirkel igen.

Frigørelsesdelen er ikke et problem for mig. Men jeg kan mærke, han forsøger at presse mig ud af klubben.

Der har været ubehagelige situationer undervejs, som er svære at forklare til andre. Han har efter sigende en ny kæreste.

Jeg frygter at komme ned i klubben, og så sidder han der og shiner med en ny. Det er jo efterhånden lang tid siden.

Men det er det jo ikke for mig, fordi sandheden først er gået op for mig nu. Den glæde, jeg havde ved at komme ned i klubben, er erstattet med uro og ondt i maven.

Mit tab er ikke ham, men resten af klubben. Hvordan dælen tackler jeg det? Jeg vågner hver morgen i dårligt humør.

Som om jeg er spundet ind i et psykologisk net, jeg ikke kan slippe ud af, medmindre jeg flytter mig.

Hilsen

En vinterbader

Kære Vinterbader

Jeg tror, det er noget af det sværeste for os mennesker at blive afvist uden at vide, hvorfor man bliver afvist.

Det er bare så hårdt, og jeg tænker, det kan være derfor, du stadig efter et år oplever, at du er spundet ind i et psykologisk net.

Jeg tror, at når sådan noget sker, kan der gå meget lang tid, før man kan slippe det svigt, man har været udsat for, finde fred med det, som skete, og så vil man konstant prøve at finde mening med det hele.

Når der ikke umiddelbart er en mening med noget, bliver vi fortvivlede, især hvis det noget, vi har været igennem, har været smerteligt.

Jeg tænker, at når du et år efter pludselig indser, at han var narcissist, er det din måde at fortolke bruddet på og forsøge at finde en mening i hans adfærd.

Måske er det rigtigt, at han er narcissist? Jeg kan ikke vide det, og det kan du nok heller ikke.

Du oplever, at han er ligeglad med dig og dine følelser. Derfor er det i grunden også lige meget, hvad han er.

For dig må det i stedet dreje sig om at få gjort dig fri af ham og den historie, han repræsenterer i dit liv.

Du kan nok ikke gøre noget for at få ham til at ændre opførsel.

Men det, du kan ændre på, er den plads, du giver ham i dit liv, hvor meget han skal have lov til at fylde.

Ud fra historien burde han ikke få lov til at fylde noget som helst. Han burde blive en parentes, godt nok en ret ubehagelig parentes.

Ubehagelige mennesker findes alle steder, og hvorfor de blev, som de blev, kan der være uendelige forklaringer på.

Det væsentlige er at få dem ud af vores liv, når de gør ubehagelige ting.

Så det er det, jeg synes, du skal arbejde med – at give slip på ham, på den manglende mening, på bruddet og det svigt, du oplevede, da han bare skred.

Ham kan du intet stille op med.

Hvordan arbejder man så med at give slip på noget smerteligt, som er uforløst og uden mening?

Jeg tror, man arbejder med at give slip ved at være meget bevidst om, at det er præcis, som det er, og at man ikke længere ønsker, at det skal fylde, som det gør.

Selvfølgelig kunne du se dig om efter en anden badeklub, således at du overhovedet ikke skal konfronteres med ham igen.

Det ville nok hjælpe på, hvor meget han fyldte i dig. Det er helt klart en mulighed og ikke en dårlig idé, synes jeg.

Men ud over det kan du, hver eneste gang det går op for dig, at nu fylder han igen, for eksempel når du vågner om morgenen helt ny og sårbar, og han pludselig er inde i dit hoved, helt bevidst forsøge at anerkende den sorg, han har efterladt dig med.

I stedet for for eksempel at være ovre i ham, overveje, hvad han er, og give ham en diagnose, så tager du følelserne hjem til dig og lader det sorgfulde fylde dig, og så er du bevidst venlig over for, at du har det, som du har det.

Du må gerne have de følelser, du har. De gør dig ikke svag eller dum eller noget som helst.

Det er bare følelser af svigt og forladthed, de er så menneskelige, som de kan blive, og du skal ikke skamme dig over, at de findes inde i dig.

Så du mærker ordentligt efter: Hvordan har jeg det? Er det vrede, sorg, raseri, smerte, der fylder mig? Og så lader du de følelser være, som de er.

Du anerkender, at de er der, med venlighed, og du ved, at du ikke skal skamme dig.

Hvis dine tanker går over til ham, så siger du til dig selv, at han ikke er en tanke værd, at du ikke vil bruge tiden på ham.

Tiden vil du fra nu af bruge på at hele dig selv, få det bedre, slippe ham og det, han gjorde, for han er ikke dine tanker værd.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også