Brev til Anna Mejlhede: "Mine gamle forældre er mine nærmeste, og de er jo desværre væk på et tidspunkt"

Kære Anna

Jeg er en kvinde i starten af 30’erne, og jeg har bare “The Time Of My Life,” hvor jeg fuldstændigt ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil.

En stærk og selvstændig kvinde, der kører derudad.

Jeg er single (hvilket jeg har det aldeles fint med), ingen børn, ingen forpligtelser. Jeg rejser, fester, har gang i alverdens ting altid, frivilligt arbejde, total frihed mm

Jeg er stort set aldrig hjemme. Men!

Jeg har heller ingen søskende, og jeg har “gamle” forældre, og ellers kun meget sparsomt med familie, som desuden lever i den anden ende af landet, og hvor jeg kun er tæt på et par stykker.

Som introvert har jeg også kun få tætte relationer, men dog generelt en stor bekendtskabskreds.

Det er jo supernemt at leve et så aktivt liv, som jeg gør, mens jeg er ung og frisk.

Og mine kun få (men fantastiske, skønne og helt uundværlige) “tætte” relationer føles heller ikke som et problem, fordi jeg får så mange inputs fra alt det, jeg laver, og de mennesker jeg møder herigennem.

Men jeg ønsker ikke børn og er desværre begyndt at få for tidlige skavanker.

Så nu til min udfordring: Jeg er så møghamrende bange for at blive gammel. Ja, hvem er ikke det? Men uden meget familie, uden børn, kun få tætte venner – og en dag (måske) uden muligheden for at leve det aktive liv, jeg gør nu.

Hvordan fortsætter jeg med at leve The Time Of My Life og samtidigt kunne forberede mig på alderdommen?

Mine gamle forældre er mine nærmeste, og de er jo desværre væk på et tidspunkt.

Jeg har altid været overbevist om, at jeg bliver et af de tilfælde, der først bliver fundet flere uger efter min død pga. lugten – ikke fordi nogen savner mig. For selv om jeg har et stort netværk og få tætte venner, hvem siger så, at mit netværk bliver i mit liv?

Livet har allerede nu mange gange vist mig, at venner jo kommer og går. Så mine nye skønne, tætte venner er relativt “nyerhvervede.”

Kan man blive lykkelig som gammel uden børn, måske ikke ret meget familie og måske uden partner – især hvis man er fysisk hæmmet, og dermed er begrænset i alle de aktiviteter, jeg laver nu?

Jeg er på ingen måde ensom nu, men jeg frygter, at jeg kan blive det som gammel.

Og hvem kommer til at hjælpe mig, når demens, blindhed eller andre ting måske sætter ind og yderligere sætter begrænsninger?

Hvem er der til at sige: “Nu er det altså tid til plejehjem”? Venner og bekendte vil jo være jævnaldrende og måske værre stillet end mig.

Med venlig hilsen

En fri fugl, der frygter den dag vingen brækker

Kære frie fugl

Hvor er det skønt at høre dig fortælle så begejstret om dit liv.

Spørgsmålet er, om angsten for hvordan din tilværelse bliver som gammel skal være eneste rettesnor for, hvordan du indretter dig lige nu?

At få en partner (og børn for den sags skyld) er ikke altid svaret på det hele.

Det er sjældent sådan en slags kur, man kan tage, hvorefter al ensomhed er fejet af bordet.

Vi kan desværre ikke polstre vores liv i en grad, så vi med garanti aldrig kommer til at føle os overladt til os selv.

Et menneskes “nærmeste og kæreste” består ikke nødvendigvis kun af dem, vi gifter os med eller er i biologisk familie med.

Det afgørende er heller ikke, hvor mange venner vi har, og hvornår vi har mødt dem, men derimod karakteren af relationerne.

Selv de frieste fugle trækker jo i flok, og det lyder, som om du allerede har mange kærlige mennesker i dit liv.

Måske kan du forankre en del af din tryghed i, at du rent faktisk er god til at tage mennesker til hjerte? Dén egenskab tror jeg, er en af de vigtigste for ikke at ende som “Palle alene i verden.”

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.