Brev til Anna Mejlhede: "Jeg føler, at han indirekte bebrejder mig, når jeg går ud"

Kære Anna

Min mand blev alvorligt syg for nogle år siden, men han kan dog godt leve med sygdommen.

Det påvirker ham dog i hverdagen, han arbejder ikke længere og ser ikke de samme mennesker som før. Det påvirker også hans humør, nogle gange er han helt nede i kulkælderen, og han kæmper også med depression.

Det forstår jeg godt – og jeg er selv meget ked af det over det.

Det er en svær situation i det hele taget: Han er ikke den mand, han plejede være, og jeg savner hans energi og liv. Det påvirker også vores økonomi.

I og med at han er syg, skal jeg tage mig af ham, så godt jeg kan, men jeg har også et fuldtidsarbejde og et liv ved siden af.

Jeg kan ikke sætte mit liv på standby, jeg har også brug for at opleve noget og få nogle glade input af livet udefra. Det ved han godt, men jeg føler, at han indirekte bebrejder mig, når jeg går ud, og jeg føler dårlig samvittighed.

Det hele er så tungt. Men han bliver jo ikke mere rask af, at jeg altid er hjemme.

Vi har snakket om de her ting, og han siger, at jeg godt må tage ud, men jeg føler alligevel inderst inde, at han gerne vil have, at jeg bliver hjemme – ja, jeg føler mig bundet til ham og hans sygdom, men jeg vil selvfølgelig også gerne være der for ham, da jeg elsker ham.

Kærlig hilsen

fra konen

Kære kone

Allerførst: Du er ikke bundet til din mands sygdom. Det er han som sådan heller ikke. Sygdommen han lider af, er et livsvilkår, men ikke hele hans identitet.

Jeg ved godt, at det er noget af en øvelse at skelne. Især når din mands sygdom så kontant sætter dagsordenen, også for hvad I to kan sammen. Det er frustrerende og smertefuldt.

De “indirekte bebrejdelser” din mand møder dig med, bunder måske mest af alt i, at han er ulykkelig over ikke at være den livsledsager, han helst vil være.

At acceptere, at man ikke længere kan det, man plejer, er en svær pille at sluge.

For hvem er vi, når det meste af hvad vi før fandt glæde i, ikke længere kan lade sig gøre? At være uhelbredeligt syg skubber ikke blot til vores fysik, men til vores grundlæggende billede af, hvem vi er.

Det kan være nærliggende at overtage hinandens begrænsninger i et tæt samliv. Men din mand har måske aldrig været mere afhængig af, hvad netop du kan blæse ind i jeres dagligliv af energi og nye input.

Derfor er det vigtigt, at du selv kommer ud og oplever noget.

Hvordan skulle du ellers samle energi til være til stede for ham, når du er hjemme?

Jeg tror, at du skal skabe dig nogle åndehuller, så du ikke skrues ned i en udmattende spiral, hvor din verden udelukkende består af at være på arbejde og passe din mand.

Ingen af jer vinder ved, at I begge “går under jorden.” Nok skærmer den tilstand mod mange kugler, men det bliver også nemt et sted, hvor livsenergi såvel som håb, kvæles.

Giv dig selv mulighed for at suge frisk luft ind og lave noget også uden din mand.

På den måde tror jeg, at du får bedre styrke til at hive din mand lidt op i lyset, også når han synes, at alt ser umuligt ud.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.